Det glemte kvindekøn

Kerstin Ekman: ”Tullias verden”

Der blev født et barn, men det var en pige.

Pigens historie er en almindelighed, der ikke kræver særlige fortælleevner. Hun voksede op, blev gift eller blev ikke gift, fik børn eller fik ikke børn, opdrog dem, støttede sin mand, ordnede huset, styrede køkken, økonomi og krisehåndtering. Og så blev hun gammel eller blev ikke gammel, og det var det.

Hvor mange liv kan denne forenklede fortællestruktur ikke siges at gælde for? Først i moderne tid er der opstået tilstrækkeligt mange undtagelser til, at kvinders biografier undersøges og skrives. Nogle kvinder har fået mulighed for at leve liv, der kan fortælles historier om.

Men hvor blev alle de andre af? Hvorfor ved vi så lidt?

Dette problem har Kerstin Ekman (født 1933) stillet sig selv ret tidligt, allerede som studerende for snart 70 år siden. Professoren affærdigede hende: Det var ikke kvindernes konflikter og handlekraft, der gav anledning til drama i sagaerne, hed det. Men Ekman var og er ikke enig.

I denne bog uden genrebetegnelse søger hun efter Tullia. En romersk kvinde fra midten af det første århundrede før Kristi fødsel. Hun var den højt elskede datter af den kendte taler, politiker og forfatter Marcus Tullius Cicero (106-43). Men vi ved utrolig lidt om hende.

Intet fødselsår, ingen viden om uddannelse om nogen, tre ægteskaber, en enkestand, et barn, der døde kort efter fødslen, en skilsmisse og endnu et barn, der kostede hende selv livet. Far elskede hende og spurgte altid til hende i brevene, som han sendte bunker af.

Netop i kraft af Ciceros breve ved vi mere om ham end om nogen anden fra den tid. Hans relation til datteren må have været vigtig, men hende selv fortæller han kun lidt om. Da hun døde, sørgede han for meget efter de romerske normer. Men hvad i alverden gik der gennem hovedet på Tullia selv?

Ekman maner. Hun lytter helt telepatisk efter mumlen og hvisken, gråd og råb gennem århundrederne. Hvad siger Tullia og Tullias tavshed om det kvindeliv, historien er gået alt for let henover? Hvad kan vi slutte os til indirekte?

Bogen er en lang eftersøgning af Tullias vilkår, indkredset gennem de eksisterende kilder. Men kilderne er alle mandlige, efterladt af en ganske almindelig patriarkalsk kultur, der aldrig spurgte til kvinden eller tematiserede kvinders liv på anden måde end gennem de mandligt definerede relationer.

Kvinden som mor, kvinden som den begærede, kvinden som elskerinde, luder, dæmon, heks eller bare tilfældigt offer.

Rollerne kan aflæses i myterne og den skønlitteratur, som den vestlige kultur har hyldet som klassisk lige siden renæssancen. Alle kapitlerne samler navnene på disse kvindeskikkelser op i overskrifterne. Samlet set en imponerede mængde marginale skikkelser i kulturens mainstream.

Ironisk nok var det sådan, Ekmans nysgerrighed begyndte. Gymnasiets latinundervisning havde nemlig den samme patriarkalske selvfølgelighed over sig. It was a man’s world.

Man læste Ciceros taler, Horats’ og Ovids digte og Vergils store versroman om helten Æneas. Alt sammen mænd om mænd fra mænds synsvinkel. Fin og dyrket litteratur med en tydelig privilegieblindhed.

Tullias verden er ligeglad med, at den både er en roman og en videnskabelig kredsen om kvinders livsvilkår i den romerske senrepublik.

Ekman er efter eget udsagn for gammel til at ville opnå noget med bogen; hun skriver det, der er vigtigt for hende.

Så bogen krydser mellem det historiske kildemateriale, som hun har godt styr på, og det æstetisk-fiktive plan, hvor hun lytter og digter om Tullias liv, en pige der kunne skrive, en datter af en stærk mor, en ung enke, en brik i spillet om politiske alliancer, en traumatiseret kvinde der har mistet et barn.

Til sidst ved vi lige så lidt om Tullia som før, men vi er blevet meget klogere på, hvad vi ikke ved. Patriarkalske kulturer har i århundreder overset halvdelen af menneskeheden. Så simpelt og hårrejsende er det, og Ekmans bog er et stærkt vidnesbyrd om lige netop det.

Oversætteren Anne Marie Bjerg har gjort en stor indsats for at citere fra de seneste danske oversættelser af klassikerne, blandt andet den nyligt udkomne Properts. Et enkelt citat må dog gengives i Meislings udgave fra 1827, og Horats afhænger i høj grad af genoversættelser fra svenske versioner. 

Bogens største styrke er den stærke fastholdelse af læserens opmærksomhed på problemet. Hvis der skal gøres op med patriarkatet på en holdbar måde, må det gøres som Ekman gør. Roligt, insisterende og med skønsomhed.