Historiens hjul

Roman - Katerina Poladjan: “Fremtidsmusik”

En dag i fire kvinders liv, marts 1985. En stor industriby 1000 kilometer øst for Moskva.

Fire skæbner, der udgør en kvindelig slægt i lige linje. Fra den 3-årige børnehavepige over hendes unge mor Janka, fabriksarbejderen der laver punkmusik, mormor Maria på 45, der passer sit arbejde på museet og drømmer om nærhed og nyt tøj, og endelig den pensioneringsmodne Varvara fra fødselsafdelingen med sin egen lille hemmelighed.

Fire generationer, der ovenikøbet deler adresse. Stedet er en såkaldt ’kommunalka’, en slags bofællesskab i en kæmpestor, tidligere herskabslejlighed med fælles bad og køkken.

En lille verden, hvor man bor så tæt, at det er svært at holde noget hemmeligt for hinanden. Det er lydt, og de fire kvinder deler to værelser.

Naboerne er også tæt på og alligevel fremmede. Mange år i samme køkken uden nogensinde at sætte fødderne i hinandens rum – mens man samtidig spiser af hinandens gryder og deler bad og vasketøj.

Ingen privatliv, som man derfor værner så meget mere om. Flere års oparbejdet aversion eller irritation, ligegyldighed eller blindhed.

Det lille samfund er et sindbillede på den store, omgivende og altdominerende Sovjetunion, men begge samfund er trætte.

Det kan gå galt, det er farligt at skeje ud, alle ved lidt mere, end de siger, men holder sig på vagt og i skindet, for der kan slås uventet ned.

Både i den lille og den store sammenhæng finder man sin modus vivendi, for man må passe på sin urørlighedszone, og sådan udvikler personerne i myldrebilledet deres egne individuelle coping-mekanismer.

Denne morgen i marts er der sørgemusik, fordi endnu en aldrende generalsekretær er gået bort.

Den lille gruppe aner i modsætning til læseren intet om, at partiet om lidt vil vælge en overraskende og ung Gorbatjov til posten, men det fremtidsblik, vi som læsere selv medbringer, gør skildringen af livet i sovjetstaten så meget des mere nærværende.

Vi ved nu, at de svømmede i en tidslomme, og at deres drømme derfor var for vidtløftige, mens deres planer var for beskedne.

Poladjan befolker sin roman med tydelige mennesker og en fremragende evne til at forme sprøde replikker. Vi hører samtaler, mærker konflikter og afdækker spillet.

Undervejs er vi tæt på alle de tre voksne kvinder og en enkelt af deres naboer; de manøvrerer i knaphed, statusjagt og behovet for plads til sig selv. Deres tætte liv med rivninger, rutiner og rav i den er skildret uden dikkedarer.

Den over 60-årige oldemor stjæler sig til spændende prøverunder i datterens klædeskab. Hun tror, det er hemmeligt, men datteren ved det og udtænker måder at oparbejde en ekstra, ukendt garderobe.

Datteren på sin side bruger alle midler og kontakter for at skaffe lige det, man ellers ikke kan få. Hun har en latent direktør i sin forsømte mave, men længes mest efter en mand, hvad hun dog har umådeligt svært ved at stå ved af frygt for ansigtstab.

Tredje generation insisterede på at blive mor, men er stadig på vej i sit liv. Hendes overlevelsesstrategi er at være på tværs, men hun tøver alligevel eller måske netop derfor med at gå helhjertet ind i protestsangerens rolle.

Det hele er sørgmuntert skildret, og der er indslag af magisk realisme i den stramme roman. Er professoren virkelig røget gennem loftet?

Billedet af Sovjetunionens begrædelige situation er troværdigt skildret, og myrebilledet af alle de små aktører rammer læseren med dobbelt virkning:

Vi føler med alle de måder, personerne overlever på ved at skære forhåbningerne til på det muliges læst. Men vi ser også tydeligt, at forsøgene på at forstå og fylde fremtiden er dømt til at mislykkes, fordi ingen har forestillet sig den fremtid, der faktisk kommer.

Romanen følger menneskene i myretuen en hel dag igennem. Rørende, uforudsigeligt og rigt bringer den os helt ind i en tabt verden, hvor livet udfolder sig under andre vilkår.

Man får lyst til at vide, hvordan det så gik vores hovedpersoner efter murens fald, så levende er de skildret.

En overbevisende roman.

Forfatterportræt: Francesco Gattoni.