Skip to main content
boganmeldelse

Kunsten at gå

BOG: Karsten Wind Meyhoff (red.): ”GÅ - En hyldest til vandringen”

Når man ikke kan lave andet, kan man altid gå en tur, og derfor er danskerne under corona-epidemien blevet en nation af fodgængere. Vi trasker rundt på stier og stræder som aldrig før, på sikker afstand af den slemme virus.

Skulle det imidlertid begynde at knibe med motivationen, nu hvor epidemien så småt er ved at komme under kontrol, er der masser af inspiration at hente i ”GÅ - En hyldest til vandringen”. En lille sag, som oprindelig blev udgivet på Informations Forlag i 2005 i anledning af Dansk Vandrelaugs 75 års jubilæum, men som Gad nu genudgiver i lyset af den aktuelle vandrings-begejstring.

Der er tale om en antologi med 12 vidt forskellige bidrag, der kommer stort set hele vejen rundt om fænomenet at vandre eller for den sags skyld blot gå en tur.

Et par nye bidrag

Et par af bidragene er nye. Det ene er skrevet af journalisten Stig Olesen, kendt fra Jyllands-Posten med finurlige reportager om stort og småt. Her rapporterer han fra en gåtur rundt om Brabrand Sø, hvor han bevæbnet med en termokande kaffe og en rulle chokoladekiks forsøger at opfylde den anbefalede daglige kvote på 10.000 skridt, mens han iagttager sine med-fodgængere og filosoferer over det at gå oprejst på to ben. Veloplagt og fornøjeligt.

Det andet nye bidrag er skrevet af forfatteren og naturforkæmperen Rune Engelbreth Larsen. Siden de fleste gåture nu engang foregår i naturen, benytter han lejligheden til at slå et slag for genopretning af vild natur. Ganske overbevisende og sådan set relevant, eftersom vandring og natur er uløseligt forbundet. Som antologiens redaktør Karsten Wind Meyhoff bemærker, hænger den aktuelle interesse for vandring antagelig sammen med ”et dybfølt behov for at komme tættere på naturen, nu hvor den er ved at forsvinde”.

Bedst er Dan Turell

Blandt de øvrige bidrag kan nævnes sundhedsskribenten Bente Klarlund Pedersens, der gør rede for de sundhedsmæssige gevinster ved at gå, mens madskribenten Nanna Simonsen under overskriften ”Jeg går ikke ret gerne” disker op med opskrifter på svampe, æbler og andre sager, man kan sanke på en gåtur.

De øvrige bidrag handler direkte om det at gå eller vandre, lige fra flanørens ”urbane lystvandring”  til pilgrimmens ensomme færd. Alt sammen rimeligt underholdende. Bedst er Dan Turells sørgmodige ”Gennem byen sidste gang” og David Henry Thoreau’s ”Om at vandre”, hvori han stiller dette krav til en ægte vandringsmand:

”Hvis du er rede til at forlade far og mor, og bror og søster, og kone og venner og børn, for aldrig at se dem igen - hvis du har betalt din gæld, sluttet dit testamente og gjort dit bo op og er en fri mand - så er du rede til at gå en tur.”

Så radikalt kan man gå til værks, hvis man altså ikke vil nøjes med at gå en tur rundt om Brabrand Sø. I ”GÅ - En hyldest til vandringen” finder man inspiration til begge dele og mere til. En fin lille bog - bare gå i gang.

Boganmeldelse

  • Karsten Wind Meyhoff (red.): ”GÅ - en hyldest til vandringen”
  • 256 sider. 250 kroner. Gads Forlag.
Arkiv