Dobbeltmord på kostskolen

Spændingsroman - Karin Wik: ”Kostskolen”

Den svenske debutant, Karin Wiks, udgav sidste år sin første spændingsroman. Nu er den udkommet på dansk, og det er en stærk debut, som placerer sig sikkert i spændingsromangenren og samtidig bibringer denne noget spændende nyt især i opbygningen og det sproglige udtryk.

Det er en vred, hvas, suggestiv og sommetider sjov samfundskritik, Karin Wik leverer af det svenske samfunds overklasse- og kostskolemiljø.

Dybt inde i granskoven ligger internatskolen Axelsons, en prestigefyldt internatskole, hvor traditioner og loyalitet er vigtigere end alt andet; også almindelig moral. En af skolens tidligere elever, en pilleafhængig og angstramt kriminalreporter, Ida Rossi, har det bedste af sin karirere bag sig.

Hun har haft et sammenbrud efter en tragedie, hun selv har været med til at forårsage i forbindelse med jobbet. Disse fortidige hændelser hører vi om i glimt i nogle få, korte retrospektive kapitler.

Da to af Axelsons fremmeste elever findes brutalt myrdet i en campingvogn i skolens periferi, sendes Ida af sin provinsavisredaktør, Lundell, mod sin vilje tilbage til skolen for at researche til og skrive en dybdeborende reportage om kostskolens elever og læreres liv.

Men på kostskolen hersker en tavshedens omerta-lov, så Ida Rossi mødes af en mur af tavshed og mistænksomhed. Både ledelsen og eleverne virker mere interesseret i at beskytte traditioner end at finde sandheden bag mordene.

Politiet står med en hovedmistænkt, en flygtet og forsvunden polsk pedel, men er han virkelig gerningsmanden? Ida trækkes ind i et syret psykologisk spil, hvor hun tvinges til at møde sine egne traumatiske minder fra både fortiden på skolen og en nyere tragedie, alt imens dobbeltmorderen stadig er på fri fod og måske endog befinder sig på Axelsons…

Successivt lykkes det Ida Rossi med at trænge ind i alle dunkle kroge, alle hemmeligheder, som naturligvis findes på den gamle skole og i det omgivende lilleputsamfund i landsbyen Holm. Snart bliver hun selv målskive for nogen, som ikke ønsker, at hun skal komme videre og finde ud af mere.

Kompositionelt veksler dramatikken mellem dygtigt udførte person- og miljøbeskrivelser af Axelsons som et lille, afgrænset, elitært og faktisk kultisk system. Tilføjet små, overraskende overfald på Ida Rossi, som rammer læseren lige så stærkt, som det gør ondt på Ida, og endelig en stigende dramakurve mod slutningen, som ville gøre sig godt på film eller som tv-serie.

Men særligt sproget udmærker sig som personligt, kritisk-humoristisk, hvor miljøer, kliker, karakterer og handling fremstilles på et højt litterært niveau, der mere end antyder, at Karin Wik helt sikkert vil være at finde skrivende i andre genrer i fremtiden.

I en scene på s. 152 gransker Rossi strafferegistret for landsbytossen Odd Bredal, der bor lidt uden for Holm og som hun muligvis mistænker: ”På skærmen bliver jeg mødt af en lang liste af eksempler på upassende opførsel. Hvis nogen bor dybt inde i skoven på en adresse, som ikke findes, og alligevel bliver knaldet på alt det her, hvor meget står der så mellem linjerne. Er det, jeg læser, bare små røgskyer fra et overtændt hus?”

Det sidste billedsprog vidner om Wiks evne til at give Ida Rossi et rammende sprog for, hvad hun fornemmer bag de mistænkte.

Wik anvender netop en jeg-fortæller, hvorved det er Ida Rossis skæve, medicinpåvirkede sind, som giver vurderinger midt i replikskiftene med lærere, rektor, politi, chefredaktør, landsbytosser og elever.

Utraditionelt lader Wik også kapitlerne, der retrospekt og indirekte forklarer Rossis nuværende psykiske tilstand, uddybe hovedpersonens sammensatte personlighed, hvilket bibiringer noget nyt og interessant til spændingsromangenren.

Det er, som om hun kombinerer Stieg Larssons pageturner-spænding med Jan Guillous dybdepsykologi, og det fungerer upåklageligt. Ida Rossi udgør på en måde det gode stillet over for lærere og især eleverne på Axelsons onde i form af mængder af stoffer, hjemmebrænd, overfladisk overforbrug, voldelig og psykisk mobning og seksuel promiskuitet.

Det afgrænsede, klaustrofobiske elite-univers dybt inde i de svenske granskove fungerer godt og vækker netop mindelser Louis De Geers om den engelske kostskole Singleton.

Der findes mængder af eksempler på litteratur i og om internatskolemiljøer fra 1700-tallet og frem til samtidens største storsælger, serien om Harry Potter.

En af de allermørkeste skildringer er netop Jan Guillous selvbiografiske ”Ondskan” fra 1981. Hvorfor er da disse internat- og kostskoler så populære inden for litteraturen og nu også i tv-serier på streamingtjenesterne?

Der er et enkelt svar: i næsten al litterær gestaltning findes der en kæmpe fordel i en rumlig afgrænsning af beretningen. Den skabes på mange måder, men rigmandsinternatskole tæt på en fattig, næsten forladt landsby er et attraktiv, klogt og kontrastfyldt valg af Wik. Holms indbyggere hader Axelsons snobbede elite, hvilket blot udvider gerningsmandspotentialet i historien.

Endelig må det også nævnes, at Wik rummer endnu en vigtig afvigelse fra den gængse spændingsromans norm af i dag, hvilket også giver læseren noget nyt.

Det at skrive en lige ud ad vejen, kronologisk tekst med enkelte flashbackkapitler og  ud fra et beretterperspektiv hovedsageligt holdt i intenst nærværende præsens, er sgu godt gået. Derudover lykkes det for Wik med at fastholde spændingen hele vejen. En enkelt anke udgøres af den hastighed, hvormed plottet udfoldes over de sidste ca. 25 sider, men det er en mindre skønhedsfejl ved ”Kostskolen”.