Stærk og smuk to’er

Karin Smirnoff: ”Vi tog op med mor”

Hvis du, som jeg, slugte ”Jeg tog ned til bror”, der udkom i Danmark i 2020, kan du glæde dig til denne anden del af den bebudede trilogi,

”Vi tog op med mor” er mindst en lige så stærk og smuk læseoplevelse. Og slutningen efterlader læseren med den vildeste cliffhanger, så jeg håber ikke, der går alt for lang tid, før tredje del bliver oversat til dansk.

Ved romanens begyndelse befinder vi os igen i den lille nordsvenske by Smalånger, hvor Jana, der egentlig er uddannet billedhugger, arbejder som hjemmehjælper. Hendes tvillingebror Bror, der i første del var ved at drikke sig ihjel, bor nu sammen med Angelika, der holder ham nogenlunde ædru og sørger for, at han spiser og sover.

Men så dør Janas og Brors mor.

Hun har efterladt sig et brev, hvor der står, at hun vil begraves i den by, hun kommer fra; Kukkojärvi tæt ved den finske grænse. Derfor tager Jana og Bror derop. De skal egentlig bare deltage i begravelsen, som familien deroppe har arrangeret, og så skal de hjem igen. Men så let kommer det ikke til at gå.

Familien og det meste af byen lever efter strenge religiøse regler i et sektagtigt fællesskab, og de der ikke efterlever fællesskabets regler, skubbes ud i kulden.

Den svage Bror tiltrækkes af sekten, og Jana gør, hvad hun kan for at udfordre den, og for at få Bror med væk og hjem igen. Samtidig forelsker hun sig i en 20 år ældre mand, ovenikøbet sin fætter, Jussi, som er tømrer, læser mange bøger og er god mod dyr og børn.

Igennem læsning af romanen finder vi også ud af meget mere om tvillingernes mor og hendes baggrund for at forlade Kukkojärvi og menigheden.

Ganske ligesom endnu mere af tvillingernes voldsomme opvækst afdækkes. Ingen, der har læst første bind, glemmer, hvordan Jana stak en høtyv i maven på sin far for at dræbe ham, og hvordan det, der mislykkedes for Jana, lykkedes for Bror nogle år senere.

Begge Smirnoffs romaner handler voldsomme emner som incest, misbrug, børnemishandling, menneskeligt armod, og for bind tos vedkommende også om ekstrem religiøsitet og lovløshed.

Og begge romaner foregår i små landsbysamfund i det nordlige Sverige langt fra hovedstaden.

Med de emner og steder kunne der være en fare for enten en stereotyp fremstilling af ”udkants Sverige” eller en utroværdig sammenstilling af for mange problematiske emner. Men sådan er det ikke.

Simpelthen fordi forfatteren skriver exceptionelt godt. Sproget flyder, persontegningen er god og troværdig, og selvom der sker så mange voldsomme ting i romanerne, og selvom der er så mange sørgelige skæbner at græde over, så kommer man også til at grine flere gange under læsningen.

Jeg venter spændt på, om afslutningen af trilogien om Jana Kippo kan leve op til de to første, absolut fremragende bind.