Homøopatisk

Kåre Gade: Traditionen tro

For læsere af Kristeligt Dagblad vil Kåre Gades pen være kendt. Den flyder ubesværet og med en for denne læser umiskendelig humoristisk undertone, når Gade i en tilbagevendende klumme selvironisk arbejder sig gennem livets viderværdigheder. Hans daglige job er som redaktør på Dagbladets tilhørende netsider.

Med den foreliggende bog er han blevet udfordret på sin tavse viden. Forlaget Eksistensen har gang i en serie bøger under titlen ”Kristendommen ifølge…”, og det er jo en både fri og forpligtende ramme. Meningen er vel nok at samle en hel mængde vinkler på kristendommen for at kredse den ind – den kan åbenbart være svær at få fat på.

Kåre Gade er halvbagt teolog, som han selv ynder at joke med det. En bachelor i teologi kan åbenbart komme til at arbejde med lidt af hvert. Studiet blev valgt af interesse, men uden nogen indlysende forhistorie, så Gade er kommet sidelæns ind på den kristendom, der udfolder sig i kirken. Det videnskabelige studium har gennem årene fået baghjul af det praktiske kirkeliv.

For Gade er gift med en præst, og han har derved gennem årene slidt kirkebænkene mere end gennemsnittet. Han har udfyldt det hellige kirkegængerembede, som en kliche lyder, og med tiden er han vokset lige så stille sammen med gudstjenesten, salmerne, bønnerne og rummet.

Denne vej til troen er måske sjælden, men den er på samme tid udramatisk og dog så bemærkelsesværdig, at det er værd at skrive om. Det er jo en gammel sag, en liturgi med rødder i oldkirken, tekster fra bibelen og salmer, der for størstepartens vedkommende er mere end 150 år gamle. Men de virker. De har løftet Gades univers til nye højder, de har udvidet hans horisont og givet ham redskaber til at tænke over verden, menneskelivet og hans egne, individuelle små problemer.

I sådan en umærkelig rejse ind i den ældgamle religion er det springende punkt for anfægtelse netop målet. Hvornår en man fremme? En let bog at skrive, mente nogle bekendte, men det har det ikke været. Kan man stille sig frem og sige, ja, jeg er kristen, ja, jeg tror? Dette sidste skridt er svært. Men der er ikke andet at gøre, lyder det til, og vi bliver vidne til den tvivlende, akademiske, jazzspillende iagttagers bekendelse til det almindelige.

Selv om han blev konfirmeret af et grundtvigsk koryfæ, har fløjene i kirkelivet aldrig rigtig bidt på ham. Når de fromme vil bede, beder han med, men ellers holder han sikkerhedsafstand til føleri og oplevelseskristendom. Deraf overskriften: Ved at holde sig fra følelserne har han fået de største af dem fremkaldt.

Den kulturkristendom, han bekender sig til, er nemlig bevidst. Det bliver først klart, når denne bog skal skrives, men oplevelserne har sat sig. Kristendommen har slået rod og viser sig i alle sammenhænge forenelig med de almenmenneskelige vilkår. Titlen ”traditionen tro” er meget sigende for denne fusion af humanisme og kristendom. Sådan kan man også have det.

Og hans pen flyder let – det er behagelig læsning.