Rejse gennem livet

Roman - Josefine Klougart: ”Alt dette kunne du få”

Lad det være sagt med det samme. Jeg har ikke tidligere læst noget af Klougart, men det skal der da godt nok rettes op på - efter at være dykket ned i og blevet totalt opslugt hendes sidste og sjette værk – romanen ”Alt dette kunne du få”.

På overfladen en ganske enkel beretning om som nybagt mor – hun hedder Barbara - at vende hjem til Mols, da far Erik pludselig bliver alvorlig syg, gennemgår en hjerteoperation og ligger der med brystbenet skåret op og viklet sammen med metalståltråd.

Men da han bliver vækket fra bedøvelsen, er Eriks øjne uden nogen form for genkendelse, det er som at se ind i "et uendeligt fald ud i et øde bagved".

Mor Sonja, lillesøster Sara og Barbara kæmper ved sygelejet, og herfra udvikler historien sig til et tilbageblik på opvæksten på Mols.

Skildringen af forældreparret og deres forskelligheder og konflikter. Bundet sammen og alligevel så forskellige. Den selvstændige Sonja, født i Aarhus, i et hjem, hvor der sidst på måneden ikke var råd til at sende hende i skole med madpakke. Den seje Erik, kiropraktor, som ofrer sig og knokler sig selv ned i omsorg for sine patienter.

Mens Sonja drømmer om noget andet og større og mere fællesskab, også mellem ægteparret. Et friere liv, mens tiden går, og døtrene vokser op i nær kontakt med både natur og mennesker, fæ og frænde omkring dem derude på Mols.

På den måde tegner denne på alle måder store og vidtfavnende roman et billede af, hvordan det er og var at være kvinde både dengang i 80-erne og nu 40 år senere.

Romanen har selvfølgelig selvbiografiske træk, men er også ganske præcis i sine historiske analyse af, hvordan tidsånden, de faktiske politiske rørelser og bevægelser, altid også sætter rammen for den individuelle, personlige udfoldelse.

Skildringen af, hvordan den arrogante munkemarxisme rammer Sonja, da hun indtager Aarhus Universitet, er bare så præcis. Dårende dejlig der i sine højskaftede støvler – hun er bare så meget forkert og ved siden af.

Samtidig fungerer bogens naturskildringer også som illustration af al tings forbundethed til noget større. Mennesket tror, at det med sin fornuft kan begribe alting, men Klougart insisterer – eller rettere skildrer hvordan både natur, opvækst og alt det usagte og fortiede også er med til at forme os.

Og sproget hun gør det i er lysende og enkelt, poetisk uden at være overlæsset. Detaljerigt, næsten sensuelt kan det være i sin skildring af mødet mellem natur og barnet. Senere det voksne eller næsten voksne menneske, der læner sig tilbage på hoppens hesteryg og føler sig forbundet med alting.

Ikke for ingenting deler hovedpersonen Barbara navn med færøske  Jørgen-Frantz Jacobsen eneste roman ”Barbara” – den skønne, den uimodståelige, urkvinden, som altid vil sit eget og altid – eller rettere næsten altid - får sin vilje med mænd og kærligheden. Indtil hun brænder sig så fatalt og livsafgørende.

Her er friheden tilsyneladende givet på forhånd. For Klougarts voksne Barbara. Her er intet at kæmpe imod og så alligevel. Du er bundet af det, du kommer fra. Både bevidst og ubevidst.

Det skader ikke at have styr på sin litteraturhistorie, når du læser denne bog. Men det går også snildt uden. For det er en stor og rig skildring af både kvindeliv og moderskabet, som det har formet sig over et stort tidsspænd – fra 70-ernes kollektive frigørelsestid til nutidens personligt udformede krav om frihed.

Det er skrift, der går tæt på livets store spørgsmål. Fødsel og død, kærlighed og familie, samfund og natur, og gør læsningen til en lang rejse, hvor du ganske som med livet selv ikke ved, hvad der venter forude.

Du må bare følge med, og sådan er bogen her også – en både foruroligende, varm og berigende rejse. Litteratur, der holder. Også til berigende genlæsning.