Skip to main content
FAGBOG

Let gang på floskeljord

Johs. Nørregaard Frandsen: ”Ugler i mosen”

Læseren kan ikke tillade sig at være skuffet, men er det alligevel. Hvordan hænger det nu sammen?

Jo, bogen er opstået ud fra Kristeligt Dagblads ugentlige sprogklumme, som i nogen tid er blevet skrevet af professor Nørregaard Frandsen fra SDU. Klummen kan kendes på sin veloplagte blanding af sproghistorisk viden, opmærksomme iagttagelser og en god evne til at holde et fokus i den korte form.

Man er altid både underholdt og bedre informeret efter sådan en omgang, og man mærker også professorens underfundige, men tydelige humor.

I bogform lykkes det ikke på samme måde.BOG Johs. Nørregaard Frandsen: ”Ugler i mosen. Naturliv i sproget”

Anmelderen har ikke læst den første bog ”Kovendinger” og skal derfor ikke sige noget om den. Men i denne efterfølger forsynes sprogvinklen med en ordnende ramme, som man kan høre i undertitlen: Naturliv i sproget. Efter indledningen følger naturlivet i fire kapitler med fokus på hver sin årstid, fra vinter til efterår.

Denne ramme er løs.

Nørregaard benytter den til at vandre i naturens farver og oplevelser, krydret med faste udtryk og sproggåder som sædvanligt. Samtidig bliver krøniken præget af en generationsrapport, som kalder på megen sympati.

Nørregaard er nemlig fra landet, og hans præcise blik for dagen af i går sætter det senmoderne samfund på slæb efter bondelivets langsomt uddøende idyl. Sigende nok illustreres der igen og igen med citater fra danske sange, som både forfatter og anmelder har en svaghed for.

Det er ikke dumt, det er en gang imellem lige på kornet, men det er underligt uforløst alligevel.

Kortformens charme visner i tilpasningen til den længere form, som både har træk af personligt farvede erindringer og træk af forsvarstale for den folkelige, danske sang.

 Nørregaards lystvandring bliver et strejftog af minder og associationer, som vil flere steder hen, og den sproglige nærlæsning får for mange konkurrerende sideformål.

Så blandingen overbeviser ikke. Man bliver klogere, man bliver også underholdt, men der er for mange opslag i Ordbog over det danske sprog og dermed for mange citater af tilfældige digtere.

Bogen kan godt bruges som mandelgave, men det skal være i familier, der kan klare mixturen af danske sange, morfarvitser og nostalgiske postkort fra 1950’erne.

 

Kan du lide det, du læser?

I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling. Og du bestemmer selv prisen.

Støt kulturen.nu

Fagbog

  • Johs. Nørregaard Frandsen:
  • ”Ugler i mosen. Naturliv i sproget”.
  • 170 sider
  • 199,95 kr.
  • Kristeligt Dagblads forlag.
Arkiv