Skip to main content
Fagbog

Omvendt højskole

Johannes Andersen: "Fra en anden verden"

Undertitlen siger egentlig det hele, men den vender vi tilbage til. Lad os starte et helt andet sted.

Da bønderne for 200 år siden var sluppet af med stavnsbindingen, var det en del af den første bølge af frihedsrettigheder her i landet. Bønderne skulle vise sig at blive rygraden i demokratiet, da det blev indført i løbet af det sene 1800-tal og i det mindste 100 år frem.BOG Johannes Andersen En anden verden

En af de afgørende faktorer for den vellykkede indførelse og udvikling af folkestyret viste sig at blive højskolerne. Disse private initiativer satte sig som mål at oplyse og myndiggøre den almene befolkning.

Uden eksamener, men med foredrag, fællessange og diskussioner rykkede højskolebevægelsen generationer af bønderkarle og -piger ud af det vante, op i gear og fremad mod nye horisonter. Har man talt med ældre mennesker, lader det sig stadig gøre at finde dem, der kan fortælle, at et højskoleophold ændrede deres liv.

Nu er der brug for en anden type bevidstgørelse. Hvis det Danmark, vi kender, skal bestå, må de forskellige grupper i samfundet finde hinanden igen. Problemet er ikke det samme som dengang, selv om der er ligheder.

Vi har ikke en stor almue, der skal myndiggøres, men vi har en samfundsudvikling, der trækker grupper af folk fra hinanden alene ved tempoet. De herskende klasser skal have afhjulpet deres privilegieblindhed og tage ansvar for det fælles. Det kræver, at eliten og populisterne finder sammen.

Denne lange indledning blot for at perspektivere Johannes Andersens nyeste, samfundsfaglige undersøgelse. Undertitlen er ’Den nye elites politiske værdier og perspektiver’, og den ligger i smuk forlængelse af hans foregående bog om populismen, der hed Langt ude (2023).

Og hvem er den nye elite så?

Det er byboere med lang, videregående uddannelse, velbetalte job og styr på talegaverne. De/vi har deres/vores på det tørre rent økonomisk, føler sig/os godt med i samfundsdebatten, er internationalt velorienterede, positive over for klimabevægelsen, mindretal og ligestilling.johannes-andersen.jpg

Deres/vores værdier ligger til venstre, mens de/vi er moderate i den økonomiske politik. De/vi har det som blommen i et æg og kan slet ikke forstå den brede befolknings bekymringer.

Hovedparten af bogen er en identifikation og karakteristik af denne nye elite. Dataudtrækket stammer fra omkring valget i 2022 og omfatter ca. 2500 besvarelser på en masse forskellige spørgsmål.

Og bogen består hovedsageligt i en kommenteret gennemgang af undersøgelsens tal. Det er klassisk politisk sociologi, og det er både roligt og præcist gennemført.

Bogen udspringer af den sunde anfægtelse, forfatteren selv har: Hvorfor er det så svært at forstå og sympatisere med de medborgere, der står langt fra en selv?

Den talende klasse har frygteligt let ved at kredse om sig selv og klare alverdens problemer på afstand af de selvsamme problemer.

De/vi forstår ikke utilfredsheden med indvandringen, vi mærker ikke den samme bekymring for job, velfærd og fremtid. Vi kan ikke forstå dem, der synes, at ligestillingen er gået for vidt, som vil have strengere straffe, og som mener, at befolkningen på landet bliver overset.

For en dansker med en lang, videregående uddannelse, bosat i en by med over 40.000 indbyggere og beskæftiget i uddannelsessektoren er læsningen af bogen både en bekræftelse og en irritation.

Når alle tallene lægges sammen, er fremstillingen jo troværdig. Den nye elite findes, og man kan bakke dens eksistens op med flere kilder end denne bog, hvad Andersen da også gør i bogens noter.

Men alligevel føler anmelderen sig ikke som en del af eliten.

Kan hænde beskrivelsen passer på nogle DJØF’ere og meningsdannere, men det ser ikke ud til, at der lyttes særlig meget til humanister. Og hvis man har rødder i en eller anden folkelig bevægelse, er afstanden til landbefolkningen ikke nødvendigvis så lang, som tallene kan presses til at tyde på.

Hele humlen ved denne læsers besvær med bogen ligger, som man kan høre, i identifikationen af ’de’ og ’vi’.

Men sigtet forbliver vigtigt, selv om anmelderen har forbehold. Nok er Johannes Andersen ikke NFS Grundtvig, men bare en lille studiekreds eller en anfægtet læsning kan måske bidrage til forøgelsen af sammenhængskraften.

Som sådan er det en både engageret og engagerende bog.

  • Johannes Andersen:
  • “Fra en anden verden. Den nye elites politiske værdier og perspektiver”.
  • 117 sider, 189 kr., Forlaget JLA.