Hvad kunne det ikke være blevet til?

Ida Jessen: "Endnu en bog jeg aldrig skrev"

Forfatteren Ida Jessen vil være kendt af mange læsere. Først noveller og siden romaner. Senest udkom ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som er på vej til filmatisering. Biografgængere kan glæde sig til i efteråret 2023 at se en hjemstavnswestern fra hedeopdyrkningens spæde begyndelse.

Nu skriver Jessen så essays, ja forlaget kalder det endda hendes første essay-udgivelse. Måske skal vi vente os flere? I al fald mestrer hun også den genre. Der er 16 stykker tekst, som flyder roligt og vedholdende gennem andre forfattere, som Jessen holder af, har læst igen og igen, eller som hun har overvejet at gøre til genstand for mere.

Centralt i essaysamlingen står mysteriet. Det at skrive ved man aldrig, hvad er. Det kan gå galt, det kan kræve utallige gennemskrivninger og opgivelser, men det kan også ankomme i pludselig fuldkommenhed. Så står der den tekst, der skal stå, og man har slet ikke nået at blive bange. Men hvad nu, hvis det ikke lykkes? Kan man blive ved med at finde inspiration, og ikke mindst: Vil det ske, når jeg næste gang sætter mig til tastaturet? Selv om Jessen har taget et langt tilløb, før skrivningen blev let, er processen stadigvæk skræmmende.

Hele bogen viser, hvordan det at være forfatter er en langstrakt vekselvirkning mellem læsning af forbillederne og udkast til egne værker. Disse essays fortæller om inspirationens kringlede veje. Hvordan man trænger ind i et forfatterskab med spørgsmål, undren eller uenighed. Hvordan man forstår visse ting straks og nogle ting meget senere. Hvordan livet som læsende forfatter er et bundt blandede samtaler med både samtidige og afdøde ligesindede.

Kvinderne er flest, og de betyder også mest. Det er Sigrid Undset, Alice Munro, Marilynne Robinson, Katherine Mansfield. Hos dem finder Jessen unikke træk, som hun kan spejle sig i som kommende forfatter. Nogle af forfatterne har hun også oversat, så der er virkelig tale om nærlæsning.

Jessen vil gerne vide, hvordan forfatterskaberne blev til; hun undersøger liv og værk i sammenhæng. Ikke som nyfigen kändis-journalist, men som sen kollega. Hvordan i alverden fik Undset så meget fra hånden, når hun også skulle passe så mange børn, både egne og andres? Hvordan lykkedes det hende at finde sin stemme og siden skærme sig mod al den tidkrævende interesse, da hun blev en forfatter, man læste, berømt, rig og magnetisk?

Munro hyldes for sin imponerende evne til at få det generelle frem i den korte form. Uskrømtet ærlighed i et forfatterskab, hvor de fiktive personer afspejler forfatterens egen alder. Sans for de smertepunkter, der blev livsforandrende, vilje til at følge de fiktive personer længere frem, viden om forfatterens ensomme udbrudstilværelse.

Med Mansfield er der tale om en vigtig engelsk modernist i Bloomsbury-kredsen. En levedame med fuld knald på og et flakkende talent, som hun først forløste til sidst, da sygdommen bankede hårdt på. Hun skrev op mod intetheden, da udsættelser ikke længere lod sig gøre. Med Robinson er det mere blandet. Jessen stiller hende spørgsmålet, om hun har svigtet et par af sine kvindelige hovedpersoner. Unægtelig et godt spørgsmål.

De mandlige forfattere bliver researchet ud fra samme grundlæggende interesse, men identifikationen og det eksistentielle livtag er knap så fremtrædende. Der er en nøje historisk undersøgelse af både Blicher og hans kone Ernestine. En dybt original læsning af evangelierne med særligt henblik på Judas. Martin A. Hansen på en isoleret nordnorsk ø. Dostojevskij og hans unge kone med de store episke formater på en baggrund af økonomisk uføre, spilletrang og udnyttelse fra familiens side.

Man kan ærgre sig over, at disse skitser efter al sandsynlighed ikke bliver til mere. Der er tale om forstudier til værker, man gerne ville have læst, og som Jessen tilsyneladende godt ville have skrevet på et tidspunkt. Men kapitlerne er mere end bare en øvelse i at tømme skrivebordsskuffen. Det er en undersøgelse af, hvad forfattere gør og skal gøre, hvordan trangen til at udtrykke sig opøves, frustreres og følges op.

Sådan set forstår man godt, at Jessen siger, denne bog bliver det nærmeste, hun kommer på en selvbiografi. Den har nok i sig til, at man kender forfatteren Ida Jessen, men den kommer uden alt det personlige og private stof, som hun ellers har glædet sig over at snuse op om sine ældre kolleger.

Disse essays er replikker i samtalen om, hvad kreativitet er, og hvad fiktion betyder for os, og den nysgerrige biograf er så bare påfaldende påholdende med sin egen person. Eller også har hun sagt nok.