Den moderne parentes

Roman -Jens Smærup Sørensen: "Evigt i tiden"

Lone og Jakob er bønder af Guds nåde. De griber lejligheden, da landboreformerne skaber selvejet, og landsbyen udflyttes. Som ejere af en udflyttergård er de pionerer i udviklingen af den fri bondestand, som senere blev rygraden i det danske demokrati.

Lone og Jakob er to stærke personligheder. Hun vil have lov at pløje selv. Jakob rydder og opdyrker hede uden for landsbyens system. De lægger gården ved hans fars symbolske egetræ; Gojes eg følger dem i flere generationer. Man kan næsten sige, at det egetræ er kernen i fortællingen.

Vi følger nemlig den og familien i tre forskellige tidsaldre, først altså i udflytningen, hvor det stærke par sætter sig igennem første gang.

Næste gang møder vi dem i andelsbevægelsens begyndelse, med vindmøller på taget og et fælles mejeri. Bønderkarle på højskole, nye grundtvigske ideer, konflikter og nye vinde i det lille samfund.

Lone og Jakob befolker stadig deres udflyttergård, nu bare nogle generationer senere. Deres stærke personligheder nærer stadig deres dynamiske ægteskab. Han er rastløs og egenrådig.

Formand for mejeriet, men stadig lidt underlegen over for de toneangivende i landsbyen. Hun er løvemoderen, der passer på alle de fire børn, når noget truer.

Den sidste tidsalder er industrilandbrugets tid omkring nu. Grisefabrik eller økologi? Jakob går tilbage til gårdmejeri og -butik, mens de gamle venner stadig producerer i stor stil og med lugt- og andre gener.

Smærup Sørensens geniale trick i romanen er at lade de kendte ansigter være de samme, uanset om vi er i 1790’erne, 1890’erne eller 1990’erne.

Lone og Jakob er lige stridbare og kærlige før og nu. Han planlægger og ser muligheder, hun bygger familie og relationer. Naboerne hedder ikke bare det samme som sidst, de ligner sig selv på langs i historien. Et helt sæt af levende bipersoner befolker den samme egn til alle tider.

Vi får derfor et spøjst indtryk af, at det over 200-årige ægteskab ændrer sig en lille smule over årene, men børnene hedder det samme, nu blot med andre muligheder. Vennerne, særlingene, præsten og herremanden går igen som variationer over sig selv, og sådan bliver det ved.

Mottoet for romanen er ”Alting er altid det samme, og altid anderledes”.

Smærup skriver selve jorden og landbruget frem som fortællingens røde tråd og den kontekst, de til enhver tid stridende bønder er defineret af og forpligtet på.

Når hovedpersonerne går igen i alle faser af landets udvikling, understreger det kontinuiteten. Evigt i tiden, siger titlen. Bondens vilkår, jord, vejr, sol, planter og dyr forbliver den stadige udfordring, og generationerne tilpasser sig og påvirker, som de kan.

En meget tankevækkende roman om Danmarks plads i naturen og madproduktionens plads i Danmark. En indforstået og solidarisk fremstilling af bondekulturens kendetegn og store bidrag til landets udvikling.

I et fintmærkende sprog går Smærup ud og ind af sine hovedpersoner. Han registrerer og gengiver de mindste nuancer og bevægelser i samtaler, positioner, forventninger og sansninger. Sproget i sig selv er en fornøjelse at mærke, men hovedbudskabet er dommedagsfrygten.

For i rammefortællingens fjerde tidsalder er Lone og Jakob endt et helt andet sted.

Fra en fremtid efter et økologisk sammenbrud, kaldet mørket, rækker de prøvende ud mod naturen og fortæller anfægtede og truede om fremtiden. Deres børn er andre steder, og de ved ikke, om de lever.

Det kendte er forsvundet, de har kun hinanden og de samme ukuelige personlighedstræk, som har skabt deres tidligere skæbner i tiden. De glæder sig over hvert eneste nye insekt, der pludselig kommer tilbage, længes efter stærkere sollys, dyrker hvad de kan og lever sammen under nye vilkår, men med samme menneskelighed.

Romanen er et stærkt formuleret spørgsmålstegn til landbrugslandet Danmark.