Hele Danmarks Povl

Biografi - Jens Folmer Jepsen: ”Dissing – fra ende til anden”

Dissing. Sig efternavnet og fornavnet kommer af sig selv - Povl med V.

Hele Danmarks så højt elskede helt særegne bluesstemme. Først forhadt for sine indlevede fortolkninger af danske sange, som ”Giv mig en hest, mor” og ”Alperosen”. Siden folkekær og elsket for ”Svantes viser”, men også en unik sangskriver med album som ”Lykkeland” og Nøgne Øjne”.

Jepsens biografi ”Dissing” med undertitlen ”fra ende til anden” er en god og vidtfavnende bog, men den er også præget af en vis ærbødighed. En respekt for manden, der sine steder ligesom lægger et unødvendigt lag fernis på beskrivelsen.

Det er som om, at der ikke rigtig bliver gået til bidet, og du kan savne førstehåndsberetninger - alle de anekdoter og oplevelser, som Dissing fik i løbet af sin mangeårige karriere på den danske musikscene.

Læseren kommer simpelthen til at savne mere fra Dissings egen mund. Du ved den karakteristiske, lidt nasale, men sødt syngende tone, når Dissing gav sig selv en kommentar med på vejen.

Som engang denne skribent oplevede ham på det gamle Skråen i Aalborg, hvor konen åbenbart havde ment, at der burde gøres noget ved Dissings alkoholforbrug.

- Antabus, sagde hun så.

Pause - så sagde jeg:

- Nej, det er for stærkt.

Povl Dissing døde, 18. juli 2022, 84 år gammel, og biografien her bygger delvis på Dissings anden kone, Pia Dissing Jacobæus, nedskrevne noter, suppleret med interviews med andre musikere – bl.a. Niels Hausgaard, Steffen Brandt, Poul Krebs og Kjartan Arngrim, Folkeklubben.

Plus selvfølgelig Dissings familie, venner og sønnerne Rasmus og Jonas.

Du kan savne mere fra en stemme, som Dissings mangeårige spillemakker, Benny Holst. Stadigt nulevende musiker, der på et tidspunkt sådan blev lagt lidt på is af Dissing, og derfor i en overgangsperiode måtte ernære sig som musiklærer i en børnehave.

Her har Jepsen fat i en ganske interessant side af Dissing og hans musikalske karriere. Den evige søgen efter det rette øjeblik, den inspiration og de mennesker – læs musikere – som kunne bringe ham videre. Og samtidigt konfliktskyheden. Uviljen til at tage et opgør og sige tingene, som de var. Nu var det slut. Men i stedet lade det ebbe lige så stille ud.

Tidsbilledet er fint tegnet. Jepsen kigger også ud i den store verden og skitser, hvorledes Dissing først var inspireret af jazzen, især Louis Armstrong, senere kom bluesmusikken og den 12-strengede kasseguitar til, Dylan og Holst, og samarbejdet med Beefeaters og Peter Thorup.

Men det er også som om, at forsøget på at tegne de store samfundslinjer går lidt i vejen for at komme rigtig tæt på mennesket Dissing. Hvordan var det egentligt at blive truet med at få øretæver, når man gik på scenen? At vide at friske fyre stod klar til at tæve dig, fordi de ikke kunne snuppe den måde, du sang på?

Povls første ægteskab med Jette med, hvem han fik de to sønner er ganske nydeligt og nærmest konfliktløst skildret. Indtil Povl bliver mere og mere fraværende, fordi det kræver sit og mange spillejobs at forsørge en familie. Inden skilsmissen i 1991.

Her kunne der måske være behov for at gå tættere på og spørge til, hvad ”dårlig samvittighed” og ”han var meget lidt hjemme” egentligt handlede om, og hvor længe han havde skjult sin forhold til Pia – hende han kyssede med offentligt på Bobi Bar.

Du kan savne en skildring af hele 68-ånden med opgøret med autoriteterne, de fastlagte stive normer og traditioner, som gav plads til at leve på en anden måde end det småborgelige normer dikterede.

Dissing blev gift med sin første kone Jette på rådhuset, 30. september 1965. Man kunne ikke få en lejlighed, hvis man ikke var gift.

Sådan må Dissing som rejsende spillemand på evig turné mellem værtshuse og omrejsende tivoli også have været splittet mellem det trygge og den nye ukendte frihed, hvor alt pludselig var tilladt. Hvis du altså turde.

Kærlighed uden ejerskabsforpligtigelser, hash og stoffer, og midt i det hele en sangskriver, der prøvede at finde sin egen vej, og modsat Holst ikke kunne finde sig til rette i de politiske sangtekster som Jesper Jensen producerede.

Samfundsbilledet, skildringen af hvad der skete rundt om Dissing politisk og musikalsk, bliver ikke brugt til ret meget. Perspektiver ikke rigtig hans musikalske indsats og langt mindre ham selv som person.

Der går noget underligt føleri og andægtighed i teksten, en renskuret høflighed, som ligger så langt fra den Dissing, vi i glimt kommer tættere. Dissing var en mand, som ikke sparede sig selv. Hverken når det gjaldt hans musik, eller når han tog livtag med livet.

Det er en god bog med fine fotos fra samtiden, men du savner ganske meget at høre livshistorien fortalt af manden selv. Også selv om Dissing var stærkt sygdomssvækket i sine sidste år efter det fatale fald på gulvet, da han var i Spanien for at lave flamencoindspilninger af sine sange.

PS: Vil du læse mere om tiden dengang i 60-erne og ikke mindst om Benny Holst, kan vi anbefale Espen Strunk: ”Rejsende i musik – en bog om Benny Holst”, Politisk Revy.

Foto: Forlaget - det med Jepsen og Dissing sammen, Martin Dam Kristensen.