Afstand og indlevelse

Roman - Jens Blendstrup: "Gud bliver til"

Der hører en forhistorie til alting. Forhistorien til denne roman er Jens Blendstrups kæmpe-succes i 2004 med fortællingen Gud taler ud. Der mødte vi den ekcentriske lægefar Uffe i parcelhuset i Risskov med sine patriarkalske vaner og sin humørfyldte hersen med hele familien.

Men nu kommer så den virkelige forhistorie, også denne gang i form af en fortælling. Hvordan det gik til, at den lidt kuede og dog selvtillidsfulde yngste dreng fra stationsforstanderens sikre konservative hjem blev skibet til Herlufsholm som 9-årig?

Imod en hel del odds, f.eks. en gedigen mængde mobning, hjemve og manglende tilpasning lykkedes det faderen at stå det hele igennem og få en glimrende studentereksamen.

Denne skabelseshandling gjorde drengen Uffe til den senere patriark doktor Blendstrup, og sønnen Jens fortæller, som kun Jens kan fortælle.

Centralt i hele værket står den sønlige forundring og beundring. Den indædte overlevelsestrang får faderen til at trodse de mange vanskeligheder. Kilderne til historien er en samling bevarede breve samt de møder med faderens skolekammerater, som Jens nåede at få, før den generation forsvandt.

Men som Jens dog kan fortælle.

Han lever sig fuldstændig ind i den terror, der udøves over ’sinkerne’ i 1. mellem fra præfekterne.

Herlufsholms undtagelsesverden med helt egne regler har jo været skildret i ret nye dokumentarer, og i 30’erne og 40’erne var rutinerne uantastede.

Uffe møder modstand, fordi han er ret antiautoritær og skal kanøfles, men han finder også alliancer. Både hos vennerne og hos den sære biologilærer med hang til udstopninger og formaldehyd-glas med sære dyr, og hos varmemesteren, der residerer i kælderen med blandede LP’er og distanceret omsorg.

Relationen til forældrene har sine faldgruber, og den stridbare storebror forsøder ikke ferierne.

Men det gør en bestemt pige, som det er nemt at være sammen med, og som spiller en hovedrolle i den unge Uffes forsøg med at digte. Mange af de digte ender dog med at blive brændt, fordi Uffe viser dem til sin mor.

Fremstillingen af faderens opvækst og skoletid er kronologisk. Fra den 9-åriges ankomst på skolen til den tidligt voksnes studentereksamen går der 9 år.

Den trinvise forvandling sker i definerende ryk, og der er mange førstegangsoplevelser. Grusomhed, kådhed, uventet omsorg, had, forelskelse, rivalisering, drifter, målrettet stræben og formålsløs udfoldelse.

Der viser sig succeser i det akademiske, i sportens verden og på skolekomediens scene. Uffe ender endda som præfekt selv.

Jens Blendstrup har sin helt egen elektriske prosa. Rig på indfald, snurrigheder og empati. Vi får et meget rigt portræt ud af de ellers episodiske scener. Hele den lange balancegang er forbavsende vellykket.

Man læser af simpel nysgerrighed i lange stræk, og når undersøgelsen er så vellykket, skyldes det nok selve stilen.

Han holder sig normalt til fakta og no-nonsense.

Men når man rykker indenfor i den unge Uffes sind, hans oplevelser og bearbejdningen af dem, svirper sproget med poetiske billeder, overdrivelser eller solidariske meddigtende formuleringer. Sønnen lever intenst med, men på litterær afstand.

Et par eksempler: ”Munkegangen lugter fugtigt. Som når nogen kører en angst over gardiner, der er grå. Der lugter blafrende ligesom.”

Ja, det står der, og det giver maksimal mening i romanens forløb; sådan er det at komme til den ukendte traditionsskole med de fremmede forhold.

Og da krigen hærger, går det glimrende for ham i skolen. ”Uffe er som en gaspatron, der syder og synger. Og han synger hele tiden. Han synger også, når han ikke synger, som en Singer-symaskine med nålen gennem neglen. Helt vildt smertefuldt, men larmende, larmende, larmende!”

Jens Blendstrups fine balancegang i sin fars ømme fortid beror på den spændvidde, der anlægges, helt ud i den enkelte sætning.

En solidarisk og empatisk indlevelse i det fremmede barn, hans far engang var, går hånd i hånd med en distanceret og overlegen, halv-ironisk skildring af trakasserierne.

Titlen viderebringer myten om faderens selvtilstrækkelige egenverden fra den første bog, men her i Gud bliver til mærker læseren, at denne opbygning af trodsig personlighed var en overlevelsesstrategi, en nødvendig måde at klare sig på.

Og sønnen ser det hele, overskuer det og lever dog med. Han holder sin far ud i strakt arm og kravler ind under huden på ham. Stærkt.

Foto: Sara Galbiati