Bogen, du aldrig bliver færdig med

James Joyce: ”Ulysses”

Netop i dag kan vi og resten af verden fejre 100 året for udgivelsen af den irske forfatter James Joyces ”Ulysses”. Den udkom på forfatterens 40 års fødselsdag, 2. februar 1922 efter syv års genstridigt skrivearbejde.

Altså 2.2.22.

Men hvad er der specielt med dette store værk, der straks fra udgivelsen vakte berettiget opmærksomhed, blev anklaget for at være både uforståeligt og pornografisk og hurtigt indskrev sig som klassiker i verdenslitteraturen?

Hvad handler ”Ulysses” egentlig om?

Alting faktisk. Religion, irsk politik, britisk kolonialisme, forholdet mellem mand og kvinde, meningen med det hele.

Om at befri menneskelivet

I bogen møder du annonceagent Leopold Bloom og skolelærer og forfatteraspirant Stephen Dedalus på en daglang rejse gennem datidens Dublin anno 1904, mens de forsøger at få styr på deres liv.

Der er ikke rigtig nogen hovedperson, men vi møder tre personer, som er indbyrdes forbundet. Den sidste foruden de to førstnævnte er Blooms kone, Molly, som ligger hjemme i sengen og venter på en elsker, og hun kommer først rigtig til orde i bogens sidste kapitel, 18.

Omkring disse tre stifter vi så bekendtskab med en hulens masse dublinere, der snakker, drikker og synger, som de nu gør i Irland.

Bogen ”Ulysses” er med sine næsten 800 tætskrevne sider virkelig det, man kan kalde en murstensroman. På en gang beundret og hyldet som mesterværk og samtidig kendt for at være en af den slags bøger, som enhver med en smule litterær dannelse skal læse på et tidspunkt.

Hvad mange også prøver, men det begynder som regel at knibe omkring kapitel 7, hvor bogen bliver mere end almindeligt uforståelig med sine mange forskellige indbyrdes modstridende stemmer.

”Ulysses” er på mange måder rig, mangfoldig, dybt humoristisk og dødsensalvorlig i sit livtag med selveste livet og sin ambition om at befri menneskelivet.

Ikke blot ved at nedbryde statsformen, det økonomiske system, kirken og institutionerne, men ved at insistere på det enkelte menneskes unikke guddommelighed.

Store ord om en stor bog, som du med fordel kan læse til og fra igennem rigtig mange år, og hvor du til stadighed vil finde nye ledetråde.

En bog, du aldrig bliver færdig med.

For James Joyce var en mester i ordjonglering og associationer, højpandet intellektuel med styr på Dante og Homer og samtidig i stand til at ramme en irsk gammelmors enfoldigt jævne talesprog lige på kornet.

Levede af tilfældig undervisning

Forfatteren selv var eksil-irer det meste af sit voksne liv og forlod i oktober 1904 Irland efter samme sommer at have mødt sin tilkommende kone, den unge Nora Barnacle. De blev først gift i 1931! Han overtalte Nora til at følge med ham til kontinentet, hvor han havde planer om at ernære sig ved at undervise i engelsk.

Det blev også til tilfældig undervisning, men vigtigst for os og verdenslitteraturen brugte Joyce her syv år på at fuldføre sin mastodontroman ”Ulysses”.

Her møder vi den unge Stephen Dedalus, som underviser og bor sammen med venner i forsvarstårnet Martello Tower ved Dublins kyst, hvilket Joyce også selv gjorde i en kort periode, mens annonceagenten Leopold Bloom begynder dagen med at opvarte sin kone, Molly, der senere på dagen venter besøg af sin elsker.

De to mænd mødes til sidst efter små 14 kapitler. På bordel.

Stephen er godt overrislet, og Bloom tager sig bekymret af den unge mand, tilbyder ham en kop kakao derhjemme og går derefter til ro hos sin Molly, der i øvrigt i bogens afsluttende kapitel 18 i kraft at sine fabulerende, våde seksuelle fantasier, holdt i et for datiden dengang ganske frimodigt sprog, var medvirkende til at give bogen ry for at være pornografisk.

Rejsen er fuldendt, og ligesom i Homers ”Odysseen” har det været en rejse hjem til kvinden.

Meget går ens næse forbi

Det er mere end svært kortfattet at gøre rede for romanens handling.

Den franske kritiker Valery Larbaud har sammenlignet ”Ulysses” med en natlig stjernehimmel. Jo længere du stirrer op i den, jo flere stjerner træder frem. En roman med en lige så tæt og indholdsrig tekst eksisterer ikke. Den ligner på den måde mere et digt end en fortælling. Lige meget hvor langsomt og koncentreret man læser, er der meget, som går én forbi.

Den svenske litteraturkritiker Olof Lagercrantz har sammenlignet ”Ulysses” med 18 malerier. Svarende til de 18 kapitler. Hængt op i en stor sal, har hvert maleri sin egen handling og psykologiske og tekniske karakter.

Når tilskueren/læseren går gennem salen opfatter han eller hun, at malerierne hænger sammen. De har hvert et nummer, og du kan øjne handlingslinjerne.

Men hvert maleri er samtidigt en enhed for sig, et drama - om befrielse.

Forbudt i USA

Mollys uartigheder i slutkapitlet var blandt andet årsagen til, at bogen blev forbudt i USA indtil 1931. Men hurtigt efter førsteudgivelsen blev værket internationalt anerkendt og gik sin sejrsgang verden over. Og havde blandt andet en stor beundrer herhjemme i forfatteren Tom Kristensen, hvis roman ”Hærværk” også trækker på inspiration fra Joyce.

Det er med ”Ulysses, som det er med en anden stor bog, Bibelen: får du først for vane at læse i den, bare nogle sider en gang imellem, blive du snart afhængig.

For det er stadig en sproglig bedrift, en åbenhjertig, lavmælt nøjagtig, sprællevende og modig bog.

Da den første gang  blev udgivet i 1922 af den kvindelige forlægger Sylvia Beach i Paris på forlaget Shakespeare and Company, smuglede engelske og amerikanske turister ”Ulysses”-bogen med hjem.

Især Mollys saftige erotiske ”stream of consciouness” kapitel blev opfattet som direkte pornografisk, og da der blev sendt oplag af bogen til England og USA, blev de konfiskeret af toldvæsenet og brændt.

”Ulysses” er en bog, som du på en måde aldrig bliver færdig med og heller aldrig rigtig får endeligt greb om. Den er stor på alle måder, vilter, utilregnelig, drilsk og dybt alvorlig, netop fordi dens mål er så stort og provokerende altafgørende.

Nemlig: At ville befri mennesket på alle niveauer.

Så tøv ikke med at kaste dig over bogen, som udspiller sig i løbet af én enkelt dag i Dublin. 16. juni 1904. For at blive klogere på livet. Og ikke mindst – på dig selv!

PS: Netop 16. juni 1904 var for øvrigt første gang Joyce fik lov at kysse sit livs Nora!