Den forsvundne far

En finurlig beretning, der leger både med sin læser, sproget og litteraturen i sig selv, mens vi følger den fortabte søns rejse rundt i Europa.

På jagt både efter sig selv, den spanske digterfar, der forsvandt ud af hans liv alt for tidligt, og hvem ved måske også meningen med det hele. Du ved det liv, vi nu engang får overdraget og skal leve på betingelser, vi ikke selv har bestemt.

Den fortabte søn hedder Peter, og han skriver vist selv, men er ikke rigtig overbevidst om, at det giver mening eller er besværet værd. En dag bliver han kontaktet af en dansk advokat, der overdrager ham en stor kuvert. Med Anton Garcia Castillos efterladte omfangsrige manus. Ikke digte men prosa, med titlen ”Den bortkomne søn”

Peters mor arbejdede som hushjælp i digterens hus, og en dag forgreb han sig på hende. Han måtte forlade sin rige kone og midlertidigt slå sig ned i Danmark. Konen og den velhavende familie tilgav ham dog, og det store prosaværk, som han drømte om at skrive, blev aldrig til noget.

Og så alligevel - for i sine høje alder begyndte den spanske digter nærmest febrilsk, ramt af utrolig arbejdshysteri,at banke kuvertens mange sider sammen på sin rejseskrivemaskine.

Så der står Peter pludselig med besked om, at han kan gøre med det, hvad han vil. Det bliver så omdrejningspunkt for romanens fremadskriden, mens Peter rejser rundt i 70’ernes Europa – både i Danmark, men også i Schweiz, Spanien og Marokko for at finde ud af, hvad han dog skal stille op med manuskriptet.

Det er en elegant, smidig skrevet og underfundig rejse, læseren kommer ud på sammen med den søgende søn. Samfundssigtet inde bag skildringen er båret af en både ganske skarp og satirisk tone, men også en smerte over ”en fuldkommen historie- og kulturløshed”.

Der præger vor verden helt ind i kernen. Og samtidig udstiller forfatteren drilsk kulturelitens enøjede dyrkelse af kunstens egenværdi i en højere sags tjeneste.

Det er en bog båret af viden og indsigt om alt fra mursejlerens liv, Franz Kafkas efterladte papirer og britiske Shackeltons mislykkede Antarktis ekspedition, mens Grønlykke leger både med sin hovedperson og læseren.

Og gerne drister sig ud på en elegant sidehistorie om, hvad der ville ske, hvis en tysk kvindemorder fik fingrene i faderens efterladte manuskript og begyndte det besværlige arbejde med at oversætte det fra spansk. Så Peter slap for at tage stilling.

Grønlykke skriver klart og præcist, godt med hovedsætninger, og så pludselig en lang rablende sætning, der snor sig afsted som en slange på flugt fra en straffende kæp. Du er godt underholdt hele vejen igennem, mens Peters fortvivlede søgen langsomt ser ud til at opløse ham selv.

På den måde runder romanen ikke af med et formfuldendt klart budskab, men lader læseren selv tilbage med både undren og eftertænksomhed. Måske bedst udtrykt i det afsluttende kapitels sidst linje:

”Jeg rejser i morgen, før mit liv glider sporløst forbi som en sky”.