Blixen og islam

Fagbog - Ivan Z. Sørensen: "Albondocani – Blixen og islam"

Karen Blixen og islam, der er lidt teaser over det. En ”muslimsk kalif fik stor indflydelse på Karen Blixens skrivemåde”, hedder det i forlagets meddelelse. Eller Blixen citeres for, at ”mest ånd er der herude … hos muhamedanerne”.

Blixen er jo verdenskendt for sin periode i Afrika, farmen, kærlighedsforviklingerne og den livsafgørende sygdom, der satte hendes kræfter på sporet af at skrive.

Alverdens ulykker kan finde plads i den rigtige fortælling og på den måde overkommes. Dette aristokratiske syn på litteraturens livsforandrende rolle ligger dybt i baronessen og er tidligere taget under behandling mange gange, senest i Bille Augusts melodrama fra 2021, Pagten.

Nu har den tidligere inspektør for Blixen-museet Rungstedlund, Ivan Z. Sørensen, taget en overset side af Afrika under luppen. Der var tre forskellige, lokale grupper i Blixens nærhed: De stolte kvægnomader, masaierne, arbejderne i kaffeplantagerne, kikuyuerne, og endelig hendes ansatte i huset, de muslimske somaliere.

Denne sidste gruppe omfattede hendes kammertjener, Farah Aden, og med ham en hel stab af personale, som kom ret tæt på hende. De var nødvendige for selskabslivet, de praktiske funktioner og ikke mindst jagterne, som spillede en stor rolle for den eventyrlystne Blixen.

Flere steder i både Blixens værker og i hendes papirer og breve finder Sørensen belæg for sin påstand om, at muslimske fortællinger indgår i baronessens kreative forråd.

Hendes bibliotek understøtter tesen.

Det er særligt fortællersken fra 1001 nat, Sheherazade, der fremhæves, hende der holder henrettelsen på afstand med cliff-hangers. Den rolle spejler Blixen sig i, og mange af hendes noveller har hentet inspiration i den rige mellemøstlige fortælletradition.

De mest givende og originale dele af bogen er nærlæsningerne af udvalgt Blixen-litteratur såsom Vintereventyr og Vejene omkring Pisa. Sørensen er en indtrængende og klarsynet læser, som får meget ud af at triangulere mellem Blixens tekst, de bagvedliggende fortællinger fra traditionen og endelig Blixens liv. En lang litteraturliste og en meget præcis brug af den forøger værdien.

Men denne læser føler sig alligevel en anelse snydt.

Vel var Blixen seriøst optaget af islam og Muhammed, og vel havde hun et respektfuldt forhold til sine ansatte og derfor også glæde af deres fortællinger. Det er såmænd også troværdigt, at hun havde lettere ved at se noget godt i den udadvendte Muhammeds erotiske og militære bedrifter, end ved de asketiske og selvopofrende træk hos Jesus.

Men bogen savner som forklaringsforsøg en tydeligere placering i tiden. Nietzsche, vitalismen og den unitariske bevægelse sættes ikke tydeligt nok ind i forståelsen.

Blixens generøse, humoristiske og aristokratiske livssyn er jo en tidstypisk udfordring til al religion. Hendes afsmag for både dogmer og systemer gælder i lige grad kristendommen og islam. Skæbne ja, men al anden metafysik, nej. Synd, nej tak, men også ritualiserede bønner, nej tak.

En bog kan ikke svare på det hele. Denne bogs styrke er, at den følger sin ide til ende. Med både fotos og smukke miniaturer fra Davids Samling får læseren høj kvalitet og gennemført æstetik. Nogle spørgsmål må så besvares en anden gang.