Når betonen forvitrer åbner had og fortvivlelse

Ines Geipel: "Kampzonen. Min bror, Østtyskland og hadet".

Det her er en enestående god bog, som isner sig langt ned i læserens hjerne og følelsesregister, og den er ikke til at lægge fra sig. Mit bud er, at den får klassikerstatus, når regnskabet engang bliver gjort op.

Ingen anden nation har som Tyskland skullet leve med den skyld, de tabuer og traumer, som er resultatet af to verdenskrige. En delt nation, to autoritære stater, og et Vesttysk demokrati, som for alt i verden ville glemme den grusomme fortid og knytte sig til Vesten og de vestlige velfærdssamfund.

Dertil kommer så en genforening, som mildest talt først og fremmest skete på Forbundsrepublikkens præmisser.

Det er især nazismen og DDR-tiden, der spiller en rolle i ”Kampzonen”. Genforeningen spiller kun en afledt rolle i Geipels tekst, men miseren omkring den har været med til at gøde jorden for AfD’s (Alternative für Deutschland er et tysk nationalkonservativt og euroskeptiskt politisk parti – red.)  tilslutning i det tidligere DDR.

For mange år før DDR’s nedsmeltning fandtes der ny nazistiske grupperinger, som styret ikke var meget for at slå ned på. De kunne være nyttige idioter i kampen mod borgerrettighedsforkæmperne.

Først i 1959 fik Adorno taget fat i forsøgene på at glemme. Med sin tale ”Hvad betyder oparbejdelsen af fortiden”, begyndte især kunstnere og intellektuelle at bestræbe sig på at få den dystre og forbryderiske fortid sat i tale.

Med forbundspræsident Richard von Weizsäckers sagnomspundne tale til Forbundsdagen i 1985 blev bearbejdelsen af fortiden et tema for hele Vesttyskland. I DDR var dette ikke et tema, for som det hævdedes af regimet, så var DDR antifascistisk, og det allerede fra statens dannelse i 1949. Så opgøret have for længst fundet sted.

Ines Geipel hævder, at DDR med hensyn til selvransagelse i forbindelse med nazismen stadig befinder sig omkring 1970. Dertil kommer, at DDR-tiden og dens forbrydelser: vold, mord, kontrol af alle borgere gennem STASI her 30 år efter DDR’s sammenbrud slet ikke er påbegyndt.

Der findes ellers en mængde afhandlinger, essays, rejsebøger, erindringer og romaner, der forsøger at bringe oparbejdelsen frem til offentlig diskussion. I Vesttyskland er man for alvor ikke rigtigt interesseret i problemstillingen – dér har man jo sit på det tørre.

Geipels tekst er nok en af de bedste, jeg har læst om DDR-diktaturet og dets formning af borgerne. Og det er den, fordi den på eksemplarisk vis forbinder den enkeltes historie med familiens og statens historie.

Og den forener et stort følelsesregister med skarpe analyser af, hvad familie og stat gjorde ved Ines Geipel og hendes bror, der, lige før han døde af kræft, opfordrede hende til at skrive familiehistorien.

Ines Geipel født 1960 i Dresden var i sin ungdom elitesprinter og var med til at sætte verdensrekord på 4 x100m. Alle løberne var dopet. Hun ville i 1984 ud af DDR, men blev straffet med en operation, der kvæstede hendes mavemuskulatur i en sådan grad, at hun derefter ikke kunne løbe.

Hun har studeret æstetik og skuespil og lever nu i Berlin som forfatter og publicist. Hun har skrevet adskillige bøger, der kredser om den samme tematik, som ”Kampzonen”, men kun denne er oversat.

Ines og hendes bror er krigsbørnebørn, og de erfarer ved egen ihærdighed og dokumenter, at bedsteforældrene var nazister og aktive i jødepogromerne i Riga. Der findes et notat, hvor morfaderen beder en kommandant om adgang til en jødisk families ejendele, møbler. tøj og sengelinned.

Men der bliver aldrig talt om bedsteforældrenes ugerninger. Der hersker total tavshed. Faderen bliver agent og spion for DDR’s spionagesystem, og han rejser næsten permanent rundt i vesten for at true DDR-flygtninge. Hjemme hersker tavshed og derigennem psykisk vold, der sætter sig især i fortælleren som had:

”Jeg sad et eller andet sted i Vesten og hørte noget rasle inden i mig. Som et bjergmassiv, der var ved at synke sammen og udsendte en kværnende, dump tone….De løsrevne klippestykker er temmelig egenrådige planeter med egne love….vi befandt os i denne venteperiode, i historiens mellemrum, og var proppet med indre stat, med pres, angst, vold og fortielse… Hvad skulle vi nu stille op med vores erfaringer?....I øst er det at frigøre sig fra sin dobbelte diktaturerfaring for øjeblikket for stor en opgave. Den imploderer i politisk krise og sygdom, i regulær benægtelse. Og er allerede på vej ind i radikaliseringen.”

Østtyskerne er aldrig helt sluppet ud af den autoritære karakters jerngreb. Og det giver radikale orienteringsproblemer, usikker identitetsdannelse og gøder jorden for højreradikale bevægelser.

”Kampzonen” er en meget læseværdig bog, fordi den kigger dybt ned i psykiske lag og i de metoder, systemerne forsøgte at tæmme afvigerne: fortielse på fortielse, fysisk og psykisk vold og sociale sanktioner.

Jeg giver bogen fem stjerner, for der er efter min smag lidt vel megen namedropping, som ikke hver gang bidrager til forståelsen af teksten.