Elegancens mester

Horace Engdahl: ”De Ubekymrede”

Bogen er et partsindlæg i den krise, der truede det Svenske Akademis og Nobelkomiteen for Litteraturs eksistens.

I 2018 ramte den svenske version af MeToo-bølgen med en bombes voldsomhed ned i en 235 år gammel hæderkronet institution, nemlig Det Svenske Akademi, der hvert år uddeler Nobelprisen i litteratur.

Det drejer sig om en institution, som gennem alle årene har været båret af en kulturaristokratisk og privilegeret elite, der har været fuldstændig uantastelig. Men Akademiet og Nobelkomiteen blev i den grad antastet.

Udgangspunktet var beskyldninger om sexuelle overgreb under selskabelige sammenkomster i Akademiet. Politi og domstole blev involveret, da der også blev afsløret økonomisk underslæb.

Beskyldningerne var tæt på at lægge Det Svenske Akademi fuldstændigt øde. Kun den svenske konge kunne egentlig retlede og vejlede. Men han vidste ikke, hvad han skulle stille op med det kaos, der var opstået. Akademiet overlevede, men ikke uden alvorlige skrammer.

I kølvandet på den sexuelle skandale afsløredes en intern magtkamp, der på den ene side bestod af en gruppe medlemmer, som fandt, at Akademiets kulturaristokratiske lukkethed og absolutisme skulle fastholdes, mens en gruppe på den anden side mente, at tiden var inde til at åbne dets virksomhed lidt mere for offentligheden, ligesom synet på nobelprisegnet litteratur også burde ændres.

Denne linje kom til udtryk, da Bob Dylan i 2016 blev tildelt prisen.

Horace Engdahl, (1948 -) litterat, forfatter og permanent sekretær i Det Svenske Akademi 1999-2009 og medlem af Nobelkomiteen for litteratur. Ved rekonstruktionen af Akademiet måtte han forlade sin plads i denne komite.

Det er i lyset af denne historie, bogen ”De Ubekymrede” skal læses. Bogen som mest består af fragmenter og aforismer er et indlæg i den konflikt, som var ved at tage livet af Akademiet. Engdahl tager med ”De Ubekymrede” de anklagedes parti.

Han gør det ikke direkte, men indirekte ved med elegance, sarkasme og ironi at kredse om kunstens, tankens og kærlighedens vilkår.

Bogen indledes med 30 Mahurovariationer. Mahuro er en person, der kom til forfatteren i drømme. En skikkelse, ”der talte uden blusel, og jeg skrev ned” Det bærende tema i disse fragmenter er forholdet mellem kønnene.

Mahuro bryder sig ikke om feminisme og moderne kønsroller, som får ”mandighedens prægtige damper til at gå til bunds”

Den franske forfatter Stendhal inddrages flere steder i teksterne. Også når der skal ironiseres over de moderne kønsroller: ”Jeg siger som Stendhal: Giv kvinderne retten til at duellere, så kommer ligestillingen af sig selv”.

Et enkelt sted skriver Engdahl meget direkte om den skandale, han selv var en central aktør i.

Ellers består hans metode i at omforme virkelighedens elendighed til et elegant, lærd og ironisk æstetisk univers, der leder os ind i en tilstand ubekymrethed: ”Jeg forestiller mig en skare ubekymrede, som ikke læser for at samtykke eller fordømme, personer som instinktivt følger Stendhals råd om ikke at bruge sit liv på at hade og være bange”.

Og det her rammer netop ind i en ældgammel diskussion om forholdet mellem kunst og virkelighed. Den diskussion har ingen ende.

Men æstetiseringen kan på samme tid både være for meget og både være herligt befriende. Engdahls bog er begge dele.