For fire stemmer

Roman - Hernan Diaz: ”Tillid”

Tillid, hedder bogen, og tillid handler den om. Men også om penge, selvbilleder og frygt. Om magt og magtens sprog og om de uudgrundelige dybder i et parforhold.

På amerikansk er titlen Trust, tvetydigt og ladet. Trust svarer jo både til ’tillid’ som udtryk for den suveræne livsytring, at vi tror på hinanden. Men trust betegner også betroet formue og monopoldannelse.

USA’s anti-trust-lovgivning skal sikre fri konkurrence. Denne lovgivning fra for ca. 100 år siden var det første demokratiske opgør med den frit voksende kapitalismes excesser.

Samfundskritikken står godt nok ikke forrest for Diaz, men indgår som et effektivt plotelement i et bredere tidsbillede. I centrum står et rigmandspar i hjertet af New Yorks finansverden i perioden op til og efter krakket i 1929.

Parrets relation er gåden, som bogen vil have læseren til at løse. Hvem er de? Hvilke roller spiller de? Hvilken betydning har de haft?

Disse spørgsmål kredser fire meget forskellige tekster om. Romanen er altså et sammensat værk. For det første åbner bogen med en nøgleroman i melodramatisk kortform. En sladderforfatter skildrer det rige par som kendisser med helt specielle livsforløb.

Begge indadvendte og begavede, og begge også socialt handicappede. Han skaffer pengene, hun bruger dem på filantropi, nemlig biblioteker, koncerter og kunst.

Denne fiktive nøgleroman på 141 sider er første fjerdedel. Den efterfølges af del 2, de ufuldstændige erindringer fra den diskrete børsmægler, Andrew Bevel, der udenfor al tvivl er model for nøgleromanens hovedperson.

Denne anden tekst er ufærdig på mange punkter, skriver stikordsagtigt om, hvad der skal uddybes, men holdes først og fremmest i en tilstræbt objektiv tone. Teksten vil rense magnaten for de ufine beskyldninger om urent trav ved krakket i 1929, og i den bestræbelse bliver teksten over lange stræk et bastant forsvar for kapitalismen.

Det hævdes gentagne gange, at samfundets nytte og egennytten er et og det samme. Erindringerne fylder 70 sider.

I det tredje afsnit får vi en medrivende forklaring på den ufærdige tekst 2. Ordet tilhører en aldrende forfatter, der i slutningen af 1980’erne opdager, at rigmandsparrets gamle residens er blevet et museum og alle deres papirer offentliggjort. Hun mindes sin tid som ghostwriter for Bevel i en hektisk periode kort før hans død.

I dette afsnit oprulles et tidsbillede af standsforskelle i 30’ernes USA. Den italienske underklassepige Ida må lyve om sit navn for i kraft af held og frisprog at skaffe sig jobbet hos spekulanten. Alt er hemmeligt, men både Idas journalistspire af en beundrer og hendes anarkistiske far snager gerne i, hvad hun laver.

Opgaven er at retfærdiggøre Bevel ved en gang for alle at udradere den skandaleroman, vi startede med at læse. Alle antydninger af kritik skal druknes i ufarlig idealisme, og Ida lærer på den måde at skrive.

I processen kan Ida hverken stole på Bevel eller sine nærmeste, tilliden er truet. Men i tilbageblik står den afdøde hustru som den store gåde, og Ida ender med at stjæle dagbogen fra fruens sidste tid. 180 siders spænding før finalen, som er dagbogens 40 sider.

I den sidste tekst falder visse brikker uforudset på plads, og de forudgående tre vinkler på forløbet udfordres. Det er dygtigt og effektivt gjort. Diaz rammer de fire stemmer godt og viser sig frem som en virkelig ferm forfatter. Hvem kender sandheden om et menneske, en relation og et forløb? Tilsyneladende ingen.

Skandaleroman, retfærdiggørelse, forfattererindringer og dagbog udgør en mosaik, der giver læseren mulighed for at fortolke selv. Diaz gennemfører formeksperimentet i fin stil, men det virker faktisk lidt konstrueret.

Den umiddelbart mest gribende del er den tredje, hvor spændingsmomenter og tilbageblik gør læsningen let. I den del begynder læserens fornemmelser for Bevel og hans kones særlige forhold at sætte egne tanker i gang. For ikke at plotspoile for meget nøjes vi her med at antyde et tidstypisk, supplerende tema om de oversete kvinder.

Oversættelsen ved Jakob Levinsen har været en udfordring, men den er i hovedsagen vellykket. Diaz er en prisvindende forfatter, man roligt kan bruge tid på.