Klassisk og evigt aktuelt

Henrik Pontoppidan: ”Det forjættede land”

”Det forjættede land” er den første af Henrik Pontoppidans tre store romanværker, den udkom mellem 1891 og 1895.

De to øvrige store hovedværker fra Pontoppidans hånd er ”Lykke-Per” fra mellemperioden og hans sidste roman: ”De dødes rige”, som er fra 1912-16.

Derudover har han skrevet i stribevis af noveller, og i det hele taget er Pontoppidans forfatterskab en litterær milepæl i dansk litteratur, hvilket Nobelprisen i litteratur i 1917 også er et bevis på.

Den solide og fine indbinding, som Gyldendal har valgt at præsentere de tre hovedværker i, yder i den grad Henrik Pontoppidans forfatterskab retfærdighed.

Romanen indledes med fremragende forord skrevet af forfatteren Kristian Bang Foss, som sætter rammerne for en nylæsning af dette, for dansk litteratur, så essentielle værk.

”Det forjættede land” handler om den unge kapellan Emanuel Hansted, der ankommer til en sjællandsk landsby, hvor han skal virke som præst. Hansted kommer fra et borgerligt miljø i hovedstaden, og det er hans drøm at slå sig ned som oplyst og folkekær præst i samklang med den jævne mand og naturen.

Emanuel kommer dog i klemme mellem den tunge og alvorsfulde kristendom, repræsenteret ved provst Tønnesen, og den fremspirende grundtvigianisme og andelsbevægelsen.

Emmanuels idealisme bliver i øvrigt fremstillet med en god portion ironi af Pontoppidan. Emanuel føler sig tiltrukket af det jævne, for ikke at sige fattige liv på landet og gifter sig med bondepigen Hansine - han prøver i det hele taget at leve som de lokale. Han sætter sig ind i jorddrift og deltager i begyndelsen ivrigt som taler i bondeoplysningens hovedkvarter – forsamlingshuset.

Men Emmanuels høje idealer kuldsejler i mødet med virkeligheden. Der er sorger og fristelser nok i bondepræstens jordiske paradis. 

Han mister sin yndlingssøn, fordi han i blind tillid til det guddommelige forsyn, alt for længe nægter at lade ham tilse af en læge, på trods af at drengen tydeligvis har haft store smerter gennem en lang periode.

Han fristes og martres også gennem hele romanen af provst Tønnesens vakre datter Ragnhild. Samtidig opstår der en splittelse imellem folkepræsten og hans nyvundne menighed af opvakte bønder. 

Hansted selv ender på vanviddets rand på grund af de mange modsætninger i hans liv. Det kan han ikke håndtere. Han dør i en ung alder, udslidt og fortvivlet. Man kan vel lidt forenklet sige, at han dør fordi, han ikke lever op til sine egne høje idealer.

”Det forjættede land” er altså på den ene side en gribende beretning om et menneskes forlis i de oprørte vande mellem idealisme og virkelighed, men bogen er også et skarpt portræt af tidens vigtige strømninger – både kulturelt, politisk og religiøst. Romanens tid er 1870’erne og 1880’erne, hvor store dele af det danske samfund er igennem en stor forvandling i forhold til demokratisering og grundlov.

Pontoppidan er en mester i at skildre brydningerne i det omkringliggende samfund samtidig med, at han tager fat i det enkelte menneske og dets kampe med sig selv.

Pontoppidan arbejder altid med modsætninger: land/by, mørk kristendom/grundtvigianisme, tradition/fornyelse, idealisme/virkelighed osv.  Det er lige præcis her i spændingsfeltet mellem modsætningerne, at hans romankarakterer får liv.

Det bemærkelsesværdige ved Pontoppidans forfatterskab er dets evigtgyldige aktualitet, som stadigt gør det læseværdigt her 130 år senere. Pontoppidan var også journalist og man mærker tydeligt hans kritiske holdning til regeringen, kongemagten og storbyen. I store dele af Pontoppidans tidlige forfatterskab var det landbefolkningen og dens forarmelse og kummerlige arbejdsforhold han kerede sig om.

Eksempelvis kan novellesamlingen ”Fra hytterne” stærkt anbefales som introduktion til den tidlige del af forfatterskabet.

Man kan trygt vandre ind i Henrik Pontoppidans litteratur. Man kommer altid ud igen med et stærkt personportræt, en samfundsrelevant refleksion eller en eksistentiel overvejelse. God rejse.