Technobedsten Pade

Fagbog - Henrik Marstal: "Else Marie Pade"

Komponisten Else Marie Pade (1924-2016), født Haffner i Aarhus, var en helt enestående skikkelse i dansk musikliv - og mere til.

Ikke blot var hun kvinde i en mandsdomineret verden, hun var også den første dansker, der skrev elektronmusik og "konkret musik", og så var hun frihedskæmper med den konsekvens, at hun under Anden Verdenskrig blev interneret i Frøslevlejren.

Dér skrev den 20-årige Else Marie musik.

Mest schlagere, som efter interneringen blev en smule kendt rundt om i landet. Men det var en helt anden slags musik, Pade, som hun hed fra 1946 efter giftermålet med DR-chefen Henning Pade, kom til at beskæftige sig med:

Elektronmusik og en helt ny genre, "konkret musik", der byggede på lyde fra hverdagen, byen, naturen, hvad den unge komponist kunne opsnappe.

Det gjorde hun allerede som barn, hvor hun i længere sygeperioder lå i sin seng og lyttede - til det, der nu skete uden for vinduet.

Dér - i sengen - byggede hun sin egen indre eventyrverden, som blev en kilde til inspiration i det meste af hendes musik. Ligesom de otte måneders fængsel i Frøslevlejren i 1944, hun fik for deltagelse i frihedskampen, satte sig spor.

På mange måder var Pades liv og værk spændt ud mellem modsætninger: schlagerne og avantgarde-musikken, eventyrverdenen og Frøslevlejren, fra kendis til glemt komponist.

Dog med et comeback af en kaliber, der sjældent ses i musikverdenen.

Efter krigen bosatte nygifte Pade sig i København og fra 1950 træder hun i karakter som komponist. Endnu til traditionel akustisk musik, der bliver opført og radioudsendt, men i 1954 skaber hun lydsiden til filmen "En dag på Dyrehavsbakken", der vises i det unge medie TV året efter.

Fra da af går det slag i slag med den "konkrete" musik og elektronmusikken, og den traditionelle musik fader langsomt ud. Pades musik bliver jævnligt opført i radio og TV, det sidste naturligvis i samspil med en billedside, der kan være film, ballet, opera etc., men også Radioteatret skaffer Pade opgaver.

Undervejs studerer hun på musikkonservatoriet uden større tilfredsstillelse. Hovedfaget er klaver, som komponist forbliver hun selvlært, dog drager hun til Tyskland og Frankrig og henter inspiration fra tidens store koryfæer i elektrofoni-genren, Stockhausen og Schäffer.

Som dem bliver Pade pioner på området - i dansk sammenhæng. Hun tilknyttes Danmarks Radio, hvor hun i flere år arbejder som producer, studievært og andet, men først og fremmest får mulighed for at skabe sin elektroniske musik.

Ved siden af bliver hun kendt i musikverdenen som kommentator, skribent m.v.

Kun ganske få andre danske komponister beskæftiger sig med Pades genrer. Hun er kvinde i en mandsverden, hendes musik stærkt avanceret for tiden og hendes meninger ikke ukontroversielle.

Op i 60'erne begynder anerkendelsen at ebbe ud, fra midten af 70'erne får hun næsten ingen opmærksomhed, og den linde strøm af værker fra hendes hånd tørrer langsomt ind.

Fra 1990 er hun stort set tavs ("Måske var toget kørt for den elektroniske musik" siger hun senere). Men 10 år efter sker der noget. Else Marie Pade og hendes musik bliver næsten over night genstand for et imponerende comeback.

Det skyldes, mener forfatteren til biografien, bl.a. en række ydre omstændigheder: elektronisk musik er kommet på mode blandt unge, naturligvis i nye former, interessen for besættelsen er vokset, og kvindefrigørelse og kønskamp er på dagsordenen.

Pade får næsten kultstatus, hendes musik findes frem og opføres, indspilles og remixes, hendes person får imponerende opmærksomhed i radio, presse (DSB-bladet fylder en snes sider med et portræt), film, biografier etc. De yngre generationer kalder hende kærligt "technobedste".

Else Marie Pade nåede at opleve den positive interesse og vikar, men blev ramt af demens det sidste par år af sit. Hun døde i 2016.

Musiker og forfatter Henrik Marstal har skrevet en glimrende biografi om Pade, bl.a. med det udgangspunkt, at han kendte hende personligt.

Måske derfor har han valgt at lægge vægten på Pades musik og hendes karriere som komponist og beskæftiger sig alene med det rent biografiske i det omfang, det har mere eller mindre direkte indflydelse på musikken.

Det er et godt valg - man kunne let fortabes i den mere skæbnebetonede del af Pades liv, og det sker ikke for Marstal.

Hans fremstilling af hendes karriere er nøgtern, undertiden kritisk spørgende. Det virker rigtigt at bruge megen plads på værkbeskrivelserne.

Vi er trods alt ude i nogle genrer, der stadig kan forekomme fremmede for et klassisk musikpublikum.

Ud over de syv længere hovedkapitler findes to kapitler, et om den kønsmæssige dimension og et om den populærmusikalske forbindelse. De er måske de vigtigste i bogen sammen med kapitlet om genopdagelsen, hvor Marstal kaster et kritisk lys på Pades revival og retter nogle misforståelser.

Også kvalificeret listestof, herunder en næsten komplet værkfortegnelse, gør bogen interessant som vidnesbyrd om en helt enestående skikkelse i dansk musikliv.