Mellem to sjæle – erindringer fra en skidt knægt

Biografi - Henning Jensen: ”En skidt knægt”

Den danske skuespiller, Henning Jensen, har skrevet andet. bind af sine erindringer efter udgivelsen af ”Gennem glasvæggen” (2020), der havde fokus på hans depression og psykiske sammenbrud i 2010’ernes midte.

Det nye bind erindringer er betitlet ”En skidt knægt” og undersøger Henning Jensens forældre i et dobbeltportræt, som går fuldstændigt hudløst til værks.

Både moderen og faderen beskrives igennem vekselvise kapitler, der springer mellem barndoms- og ungdomserindringer og nutidige livs- og karriereoplevelser.

Dette dobbelte greb fungerer glimrende, fordi læseren ser, hvordan fortiden hele tiden griber ind i Henning Jensens nutid, og samtidigt oplever man på første parket den helt ekstreme dobbelthed, der findes i forældrenes personligheder – både internt imellem dem og indlejret i dem hver især.

Man gribes meget stærkt af portrættet af moderens dystre skyggesider, der ofte viser sig dér midt i det fattige landbo- eller husmandsmiljø på Østsjælland ved Store Hedddinge, hvor Henning Jensen vokser op som enebarn.

Hun er grænseløst ambitiøs på sønnens vegne, men kun ingeniør eller jurist tæller! Henning skal lykkes, som det hedder, da moderen selv er et resultat af en løs forbindelse til et postbud og dermed en ”horeunge”, som hendes tid benævnte det.

De fine herrer og damer på Stevns skal løfte på hatten på gågaden for hende og for hendes talentfulde søn. At drengen Henning senere viser udtalt talent for netop skuespil og som ung hurtigt rykker frem som en lands- og anerkendt skuespiller, resulterer blot i, at moderen snerrer ad ham og kalder det for ”skamfuldt”, når han på teatre, på film og i tv fremstiller mere eller mindre fortabte skæbner.

Og de fortabte skæbner er måske netop, hvad hans egne forældre er udtryk for. Moderen forbyder Henning at tale med faderen, fordi han ”kun” er husmand! Hun overfuser drengen med både verbale og fysiske overgreb.

Faderen trækker sig derfor ind i sig selv og det hårde arbejde med den lille, forfaldne bindingsværksgård og de ikke videre frugtbare jorder. Imellem disse to vidt forskellige skæbner, den forsmåede, vrede og bitre, men samtidigt voldsomt ærgerrige (og iblandt kærlige) moder, og den vege, venlige, tavse og ofte vage fader, gror Henning Jensen frem som en art identitetsløs ”Ingen” i bedste homeriske stil.

Han kan være hvem som helst i sit liv og sit skuespil, for han spiller i begge to. For at please moderen (i hvert fald mens han er en ung mand) og for at undgå (!) faderen.

Sprogligt fornemmer man igennem biografiens 328 sider, at Henning Jensen er et litterært menneske, der allerede i gymnasietiden på kostgymnasiet i Haslev fik sprogglæde og fortælletrang ind.

Ikke med modermælken, tværtom! Men ved egen kraft og en dygtig dansklærers støtte og hjælp. Det hjælper det biografiske værk med et stærkt flow, appellerende musikalsk mundret sprogbrug og en kompositorisk tæft, der elegant skubber læseren igennem barndomsårene med krydsklip til de to forældres dødsfald og sidste dage i nutiden.  

I ”En skidt knægt” fornemmer man samtidig barnets kærlighed og trangen til at forstå den særlige relation og sociale kodning hos begge forældre. Særligt faderforholdet udvikles efter morens forholdsvist tidlige død.

Det bliver en rørende og kærkommen forandring i far-søn-bevægelsen, som pludselig rummer dybt venskab og anerkendelse, men også en lidt sær (og forståelig) forsigtighed. I mødet med faderen gøres adjektivet fra værkets navngivning til skamme.

Titlens ”En skidt knægt” refererer i øvrigt til moderens omfangsrige og hensynsløse sladder på lokalegnen, hvor hun betitler sin egen dreng med denne betegnelse. Den møder den modne og højt estimerede Henning Jensen langt senere ved en reception i København:

”Jeg er selv fra Stevns og har hørt, hvordan du aldrig lystrede din mor, men lå og bollede med en tøs, da du kun var 16 år. Du er en skidt knægt, og det er ikke noget, kun jeg synes. Det var noget, selv din egen mor sagde om dig”, hvæser en vildt fremmed kvinde til ham ved denne lejlighed.

Henning Jensen glemmer hende aldrig, fordi hun repræsenterer essenssen af, hvad han kommer fra: det småtskårne, ringeagtende, udgrænsede og bitre ressentiment fra udkanten, der vil hævne og hævde sig uanset hvad.

På denne måde er ”En skidt knægt” også et lille stykke Danmarkshistorie om det klassesamfund og det klassehad, der aldrig helt vil dø i det såkaldt demokratisk flade og lige Danmark, hvor snobberier, underlegenhedsfølelser og retningsløs vrede hele tiden stikker sit grimme fjæs frem.

Stadigt og evigt højaktuelt (provins – såkaldte københavnersaloner), og portrættet af drengen klemt inde mellem to forældreskæbner er samtidigt brændende ærligt og loyalt mod manden, han senere blev.

En rå, smuk og sandfærdig biografisk skildring fra et menneske med mange ansigter. Det er ikke så skidt – endda.

Foto: Robin Skjoldborg.