En helt rigtig Helle Helle!

Helle Helle: "BOB"

Jeg har længe glædet mig til udgivelsen af Helle Helles nye roman ”BOB”, og da jeg fandt ud af, at romanen er en slags fortsættelse til ”de” fra 2018 blev jeg glad, for det er en af mine yndlings-Helle Helle-romaner. Efter endt læsning kan jeg kun sige, at nu er ”BOB” det også.

”BOB” er en ægte Helle Helle roman, og selv om hovedpersonen er en ung mand, er det dog stadig en ung kvinde, der fortæller.

Bob er flyttet fra Lolland til København. Han er flyttet sammen med sin kæreste. Det er hende, der var hovedperson i ”de”. Hun er begyndt at læse (litteraturvidenskab, tror jeg nok) og har travlt med rustur, studier og læsegruppe.

Mens Bob ikke rigtig ved, hvad han vil. Han skal skaffe sig et arbejde og samle point, gerne et studierelevant arbejde. Han ved bare endnu ikke, hvad han har lyst til at studere.

Men han får da et job som receptionist på Sømandshotellet. Og når han har fri, går han rundt i Københavns gader, når han da ikke indretter deres etværelseslejlighed i Vanløse – med altan.

Det er hende, hovedpersonen fra ”de”, der fortæller om Bob i romanen, både når de er sammen, men mest når de ikke er sammen. Bob var også med som en lille bifigur i ”de”, men da var de ikke blevet kærester endnu. Bob var dog den person, der hjalp hovedpersonen og skaffede et livsvigtigt blomkålshoved.

I romanen ”de” var hovedpersonen 16 år og lige startet i gymnasiet, da hendes mor blevet meget syg. Man forstod igennem romanen, at moren ikke ville leve længe, og at datteren ville blive alene i verden, inden hun var færdig med gymnasiet.

Det ved vi som læsere af ”BOB” intet om, bortset fra en enkelt sætning om, at de var to på Bobs lille loftsværelse i to år. Men vi ved, at de to unge mennesker nu er 20 og 22 år gamle, og at de nu selv skal finde ud af at skabe sig et hjem og et voksenliv.

Hun virker meget fraværende i Bobs liv, måske fordi hun har travlt med sit studie, mens han snakker om, at de skal giftes og have børn sammen engang.

Året er 1985, og jeg elsker det tidsbillede, Helle Helle genskaber i sin roman og i min erindring. Jeg føler mig så tryg i hendes romaner, og måske er det fordi, det også er min barndoms- og ungdomstid, hun skriver frem.

Men det har også noget at gøre med de personer, Helle Helle skriver om; de helt almindelige unge mennesker fra provinsen, der er ved at blive voksne.

Der er skibsbrikse, benvarmere, kinasko, husfred og telefonbokse. Der er helt almindelige snakke om, hvad de skal have spise; svensk pølseret og pizza med ansjoser f.eks.

Dette helt almindelige hverdagsliv, som jo er det, de fleste af os lever, og hvor de store eksistentielle ting alligevel finder sted. Der er mødre, der dør fra deres børn, der er sunde og søde unge mænd med gode forældre, der alligevel bliver i tvivl om, hvordan fremtiden skal være, der er kærester, der vil hinanden det bedste og alligevel ikke kan finde ud det.

Og så er der en forfatter – en af Danmarks bedste forfattere, der med de helt rigtige ord og finest skriver en tid og nogle mennesker frem, som bare er troværdige, og som jeg gerne vil læse om. Det ville ikke gøre mig noget, om der kom endnu en fortsættelse!