Ny organismetænkning

Helene Johanne Christensen: ”Sammenfald”

”Intet legeme er nogensinde helt i ro” står der i den sidste linje i Christensens anden digtsamling. Det er en beskrivelse af den faktiske virkelighed, men det er også det æstetiske princip for ”Sammenfald”, der er inddelt i fem dele af forskellig længde – og så et digt, der indleder det hele:

”Jeg vil se lyset

skinne gennem mig

[…]

Jeg vil udvide mig i alle retninger"

På den ene side benægtelsen af at ville se lyset i første linjes enjambement; på den anden side sidste citerede linjes universalromantiske tilløb.

Og sådan læser jeg nok Christensens helstøbte samling: På én gang ydmygt sansende og eksplosivt ekspanderende mellem psykologiske, fysikken, romantiske og feministiske sprogregistre. Og det virker.

Samlingens jeg tager afsæt fra forestillingen om det fuldstændig selvberoende subjekt, for så at bekræfte den engelske barokke digter John Donnes dictum om, at ”No man is an island entire of itself”.

I det jeg’et bliver samhørigt med andre kvinder i et kønsfællesskab for så at blive et vi sammen med et barn.

Intet legeme er altså i ro, det tager del, påvirker og påvirkes eller som det hedder sidst i bogen med inspiration fra kvantemekanikken:

”Uundgåeligt påvirker jeg objekterne for mine undersøgelser og de mig:

Jeg kan ikke måle den kvantemekaniske overførsel af energi uden samtidig at måle mit hjertes elektriske impulser”.

Skal man blive i billedet, synes jeg’et (og dermed mennesket) at befinde sig i en sammenfiltring med sin omverden – fra det mindste til det største, kan man næsten sige, og så er vi tilbage ved en moderne udformning af organismetanken.

Som allerede nævnt favner Christensen sprogligt bredt, hun synes at være velbevandret i historie såvel som moderne teorier om mennesket og verden.

Det giver nogle digte, der både har sitrende kompleksitet og en afbalanceret æstetisk ro, hvor der er plads til såvel tanke som sansning.