Postkort mod nazismen

Hans Fallada: ”Alene i Berlin”

- Jeg er så fjollet, Otto, sagde hun. – Jeg er stadig bange. Det må være feberen. Gå nu!

Således tog de afsked. De skulle aldrig ses igen som frie mennesker. Ingen af dem havde i skyndingen tænkt på, at Quangel havde de to postkort i lommen.

Ovenstående få enkle og alligevel så afgørende citatlinjer falder langt inde i tyske Hans Fallladas ”Alene i Berlin”. ”Jeder stirbt für sich allein” hedder den på tysk, og det er en både lammende og skrækindjagende skildring af Hitlers nazistiske terrorregime.

Roman bygger på virkelige begivenheder. Arbejderægteparret Elise og Otto Hampel begyndte at skrive postkort efter, at Elises bror var faldet som soldat under invasionen af Frankrig i 1940.

I de håndskrevne postkort fordelt rundt om i Berlin opfordrede de til modstand mod regimet, at nægte krigstjeneste og medvirke til at styrte Hitler. På to år nåede de at skrive over 200 kort, inden de blev anholdt og henrettet i guillotinen i fængslet Plötzenssee.

Hans Fallada (1893-1947) fik i oktober 1945 opgaven med at skrive om ægteparret af det nyoprettede ”Kulturforbundet til Tysklands Demokratiske Fornyelse” og værgede sig først. Han havde ikke selv ydet modstand, men han havde til gengæld ikke forladt Tyskland, og havde derfor oplevet nazismen og den nazistiske hverdag på nærmeste hold.

Da Fallada først kom i gang, skrev han den på forbløffende fire uger. Tre måneder efter afleveringen af manuskriptet døde Fallada, 53 år gammel, 5. februar 1947. Manuskriptet passede ikke helt med forlaget Aufbau Verlag’s ideologiske sigte, så der blev rettet og slettet med den røde kuglepen. Så roman fremstod mere DDR-korrekt.

Men i efteråret 2010 fandt Aufbau Verlag det originale manuskript frem fra gemmerne, og genudgivelsen blev en stor international succes. I 2012 udkom bogen så også på dansk.

686 medrivende sider. Spændende som en Le Carré-bog og samtidig skånselsløs i sin skildring af rædselsregimet. Hvordan Gestapo som enevældig udøvende magt med terror, trusler og vold undertrykker det tyske folk.

Om den omkring sig gribende angst, frygten for at blive sendt i koncentrations- eller arbejdslejr. Men også en skildring af proletariatets usle levevilkår. Hvordan de stadigt ringere levevilkår fremmer fejhed, stikkeri og udplyndring.

Det er besk medicin illustreret gennem et rigt persongalleri, den nazitro familie Persicke, forhenværende byretsdommer Fromm, stikkeren Barkhausen og kriminalassistent Escherich, der - indvendigt nedladende overfor Gestapos brutale uformåen - alligevel bliver særdeles aktiv i forsøget på at afsløre det postkortskrivende ægtepar.

I bogen hedder de Otto og Anna Quangel og samtidig med skildringen af deres personlige modstandskamp mod Hitler, følger vi Gestapo og kriminalassistentens jagt på ægteparret.

Det er rystende realistisk beskrevet. Fallada skriver ganske kontant og nøgternt, ingen falbelader, eller unødvendige omsvøb, men lige på. Godt kendt som han selv var med storbyen Berlin og dens mørke sider efter selv at have siddet fængslet to gange for underslæb.

Og selv ved sin død mærket af en livslang afhængighed af cigaretter - 120 om dagen! - spiritus, sovemidler og morfin.

På nærmeste hold havde han mødt stikkeren, morderen, bedrageren og misbrugeren. Lige som han i 1933 blev angivet af sine naboer for at have ført en statsfjendtlig samtale med en forfatterkollega. Det gav 11 dage i fængsel i kløerne på nazistiske bøller.

Bogen er på en og samme tid dødspændende politiefterforskning, hvor du hele tiden ved, at det ikke vil gå ægteparret godt, og samtidig nådesløs i sin skildring af det enkelte menneskes forråelse.

Hvordan al anstændighed går i opløsning, retsstaten smuldrer og mennesket i panisk angst ikke tør sige, hvad det inderst inde mener og ved er rigtigt.

Hvordan den indre svinehund til stadighed bliver fodret og hyldet af det totalitære regime, mens rædslen lammende breder sig.

Og midt i al den skånselsløse håbløshed magter Fallada så alligevel at lade lysstråler af mildt håb og forsoning trænge igennem. Det er en stor og bevægende bog.