Folketingets formænd – og tingets historie

FAGBOG - Hanne Rasmussen: ”30 mænd og en kvinde : Folketingets formænd fra 1850”

Som metode er det velafprøvet, dette at skildre historiske forløb ved at hænge centrale skikkelser til tørre, og det giver ofte pote, da det bringer kød, blod og liv ind i et pragmatisk stof.

Vi ser det for øjeblikket med Tim Knudsens endnu uafsluttede flerbindsværk om danske statsministre.

Søren Mørch og Kristian Hvidt har leveret fra samme skuffe, og nu er historikeren Hanne Rasmussen på banen med bogen “30 mænd og en kvinde”, hvor den politiske udvikling i Danmark fra grundlovsdagen i 1849 og 170 år frem rulles ud og manifesteres i form af de 31 skikkelser, der i perioden har siddet i folketingets formandsstol.

De første år efter vedtagelsen af Grundloven var tilpas mudrede.

Dels var der to kamre at holde styr på, dels åndede reminiscenser af enevælde og kongemagt stadig folkestyret i nakken, og man havde omskiftende og uafklarede landområder i Sønderjylland at tage hensyn til.

Det var en matematiker, en svagsynet, klassisk filolog og to jurister, der som de første sad i formandsstolen og prøvede at navigere i det spritnye demokrati.

De umiddelbare efterfølger klarede det med større eller mindre bravour. Gårdejer Rasmus Clausen bestred kun posten i fem måneder. Avisen “Dannebrog” skrev at hans “ledelse er under tilladeligt lavmål. Han kan ikke læse op. Han hakker i det og læser fejl uafbrudt.”

Sofus Høgsbro, der var den sidste formand i 1800-tallet, indførte skikken med at lade formændene portrættere, selv om han ikke selv var tilfreds med Gabriel Jensens skilderi.

Formandsportrætterne akkompagneres af korte skitser over de politiske temaer og udfordringer, der var oppe i tiden, og det skorter samtidig ikke på anekdoter om de forskellige aktører.

I juni 1914 skulle Thorvald Stauning som 1. viceformand vikariere for Pedersen-Nyskov, der var hospitalsindlagt. Stauning var forsinket og kom direkte fra et møde i Sverige. Han satte sig i formandsstolen og faldt omgående i søvn.

Det melerede formandsbillede ændrede sig, da Socialdemokraterne i 1924 fik regeringsmagten og herefter frem til 1968 også satte sig på formandsposten for Folketinget. Den første af slagsen var landbrugsmedhjælper H. P. Hansen, der havde gigt i ryggen og derfor gjorde sit yderste for at afkorte møderne.

Eftertidskrigens markante formand var Julius Bomholt, der som store opgaver havde at tilrettelægge fejringen af 100-året for Grundloven og samtidig søsætte seks-bindsværket "Den danske rigsdag".

Gustav Pedersen er den indtil nu længst siddende formand. Iført jaket og med de karakteristiske, veludviklede øjenbryn ledede han forhandlingerne med stor entusiasme.

Da VKR-regeringen tiltrådte efter valget i 1968, var det gårdejer Karl Skytte, der fik det ærefulde hverv som formand for Folketinget. Den garvede radikale politiker var en populær leder af forhandlingerne, hvor han sad benhårdt på pladsen, selv om møderne varede fra kl. 10 om formiddagen og til kl. 19.30 om aftenen.

Det politiske billede blev fra 1970’erne mere turbulent, og det var en noget modvillig socialdemokrat, K. B. Andersen, der overtog formandskabet efter Karl Skytte.

Kildematerialet for de senere år er selv sagt af langt større omfang, hvilket resulterer i en mere detaljeret fremstilling, både af det politiske liv og af formandskabet som sådan.

Der blev et mylder af partidannelser, og der var i den grad kamp om pladsen som formand for Folketinget. Også på tilhørerpladserne kom der liv, og herfra markerede man sin utilfredshed ved kaste høns, vaniljekranse og løbesedler ned i folketingssalen.

Folketingsmedlemmernes sprog og påklædning samt ammende spædbørn var ikke altid den siddende formands kop te.

Gennem en række markante formænd når man hen til den eneste høne i kurven, Pia Kjærsgaard, der var formand fra 2015 til 2019.

Den sobre fremstilling er ført frem til foråret 2021, og man får her et gedigent stykke Danmarkshistorie fortalt på en noget anderledes måde.

Hanne Rasmussen var 2001-2017 leder af Folketingets bibliotek og arkiv, så hun bevæger sig med en ikke ubetydelig fortrolighed rundt i stoffet. Her er nøgternt overblik og spøjse detaljer i en smuk forening.

Der er atter tale om et smukt bogarbejde fra Gads Forlag. Så meget mere ubegribeligt er det, at man ikke har ofret en korrektur, der kunne fjerne bizarre orddelinger. Ønsker man eksempler, er der på side 173 ikke færre end fem af slagsen.