Sidst jeg var i Herdísarvík…

Kortprosa - Gyr∂ir Elíasson: "Stumfilmene"

Den islandske nationaløkonomi fik en gevaldig lussing under finanskrisen i 2008 med stribevis af virksomhedslukninger til følge, men landet har for længst genrejst sig. 

Den litterære tegnedreng har dog altid været velspækket, hvad navne som Sjón, Kalman Stefansson, Au∂ur Ava Ólafsdóttir, Bragi Ólafsson, Einar Már Gu∂mundsson – og helt aktuelle Gyr∂ir Elíasson er vidner om.

Gyr∂ir Elíasson blev født i Reykjavik i 1961, debuterede i 1983 og har siden udsendt en pæn strøm af digtsamlinger, noveller og kortprosa – smáprósar – som de siger på klippe- og vulkanøen.

Det nyeste værk ”Stumfilmene” rummer godt 200 små tekster, nogle blot på tyve linjer og andre når op på maksimalt tre sider. Læseren sidder som foran en stor æske fornemme, velsmagende chokolader, og man skal hele tiden lige smage en mere, for det er godt, dette her, rigtig godt.

Titelnovellen begynder sådan her: Når hun havde det dårligt, tænkte hun på, hvad lægen oppe nordpå havde sagt: ”Hvem har sagt, at man skal have det godt?” 

Og så ligger hun ellers i søvnløse nætter, glor op i loftet og gennemspiller den samme, gamle 8 mm familiefilm. Om morgenen falder hun i søvn, dødtræt af at smugkigge på gamle stumper af sit liv.

Islandske huse og islandsk natur er stærke komponenter i Elíassons smukke prosa. Hans besøg i bygder og beboelser kaster de sælsomste hændelser af sig, og han beretter om dem med en underfundighed, der hyppigt afsluttes helt overrumplende.

”Morgenen var ikke god, men hvilke morgener er i det hele taget gode, hvis man tager alt i betragtning?” hedder det i ”Skælven”, der slutter: ”Jeg hældte en ny kop kaffe op, noget måtte jeg jo foretage mig for at nære angsten, der ventede som et rovdyr på sit bytte.”

”Da brudebuketten blev kastet ned fra kirketrappen og ud over skaren, sprang hun ikke til. Hun havde engang været gift. Det var mere end nok. Hun blev stående som falset i sten.”

”På skibsværftet har bådene deres på det tørre. Nedenfor skvulper havet, men fartøjerne lader som om, de ikke hører det. De er på hvilehjem og vil ikke lade sig forstyrre.” 

En dyb og drilsk humor glider som lava i Grindavik gennem teksterne, og har man lyst til at klukle med velbehag, skal man omgående gå i gang med ”Stumfilmene”.

Elíasson har modtaget Den Islandske Litteraturpris og Nordisk Råds Litteraturpris samt i år Tranströmerpriset netop for sine veloplagte nedslag i dagligdagens mærkværdigheder.

Gyr∂ir Elíassons forfatterskab er oversat til alle hovedsprog, og her har Erik Skyum-Nielsen været på arbejde, så vi er i sikre hænder.