Hjerteblod

Gorm Henrik Rasmussen: ”Strøm”

Man mærker det, dette er hjerteblod.

I en forrygende første del præsenterer romanens første persons stemme, Daniel, læseren for romanens altoverskyggende karakter Morten Strøm.

Lyd, lys, længsler og poesi vælter ud af romanens sider. Vi er i bibliotekssalen på Lyngby Bibliotek i 1982.

Den unge digter Morten Strøm og Punkbandet Zero fylder rummet op med ord og musik. Den unge forfatterspire og free-lance DR-medarbejder Daniel Asmussen bliver fuldstændig bjergtaget af alle sanseindtrykkene – og ikke mindst af Daniel Strøm.

Lad det straks være afsløret: denne roman er inspireret af Gorm Henrik Rasmussens venskab med Michael Strunge i de tidlige firsere.

Forfatteren gør, i en note på side 7, selv læseren opmærksom på dette. Lige så tydelig er han i sin understregning af, at der er tale om en roman, og at det dokumentariske stof er videregivet på fiktionens betingelser.

Det synes jeg er et klogt valg.

Læseren kan slippe alle spekulationer om hvad, der er rigtigt og forkert, og hvilke virkelige personer der gemmer sig bag romanens persongalleri.

Det er tydeligt, at forfatteren har udnyttet fiktionens friheder til at give teksten den dynamik, der gør den læseværdig.

Efter første afsnits hæsblæsende nedslag i miljøet, går fortælleren Daniel Asmussen over til at fortælle sin historie.

Selvom fortælleren fra begyndelsen klart fremhæver Morten Strøm som romanens lysende fikspunkt, så opdager man hurtigt, at Daniel er tydeligt påvirket af sin tidligere kæreste Veronikas selvmord.

Et smerteligt minde for Daniel, som han fortæller i flashback, og først er i stand til at erkende i sin helhed et stykke inde i romanen.

Ret hurtigt kommer romanen ind i en rytme, hvor vi med stor detaljerigdom følger Daniel. Det virker ofte som om Daniel, med sine næsten dokumentariske beskrivelser af hverdagssituationer, forsøger at finde fodfæste, i forhold til sin kærestes selvmord, sit spirende venskab med Strøm, sin arbejdssituation og i forhold til sit eget spinkle forfatterskab.

Som freelancemedarbejder hos DR lykkes det for Daniel at producere nogle nyskabende radioindslag. Under navnet Radio Mars, præsenterer han i et mix af poesi og punkmusik firserdigterne, heriblandt selvfølgelig Morten Strøm. 

Daniel er optaget af og dyrker, den i Danmark, næsten ukendte folkemusiker Nick Drake. Da både Morten Strøm og andre i vennekredsen også hurtigt bliver optaget af musikken og poesien hos Nick Drake, danner de deres eget lille selskab, Nick Drake Society som bliver kredsens faste holdepunkt i årene 1981 til 1986. 

Romanens kardinalpunkt opstår, da Morten Strøm forsøger at begå selvmord efter en mislykket kærlighedsaffære. Det bliver starten på Morten Strøms mange indlæggelser på det psykiatriske hospital Nordvang, og hans lange perioder som maniodepressiv.

Man kommer i løbet af romanen til at betragte selvmordet som noget uafvendeligt, ja næsten symbiotisk, for Daniel. Kæresten Veronikas selvmord, Nick Drakes selvmord og endelig Morten Strøms stærke ønske om det samme.

I et smukt sidste afsnit beslutter Daniel sig selv for livet med denne sætning: ”Jeg vaskede mig og barberede mig, fandt regnfrakken og gummistøvlerne frem fra klædeskabet og gik til bageren efter brød. Således vendte jeg tilbage til hverdagene og tiden.”

Gorm Henrik Rasmussen skriver godt, og i nogle passager bevæger de detaljerede hverdagsbeskrivelser sig næsten over i en stream of consciousness, ikke mindst når storbyen og natten beskrives gennem branderten, rusen, lysene, lydene og stemmerne.

Gorm Henrik Rasmussens forfatterskab har ofte været overset i dansk litteratur. Med dette stilsikre bidrag har forfatteren gjort sit til at beskrive, én af de mest spændende perioder i dansk litteratur, og han har, ikke mindst, sat en tyk streg under sin egen sikre placering i det danske litterære landskab.