Tysklærer dansede vægtløs til Goethe

Johan Wolfgang von Goethes (1749-1832): ”Wandrers Nachtlied II”, 1780.

I 1960ernes begyndende velfærdssamfund kunne en 18-årig opleve stor glæde, stor lede og stor usikkerhed ved tilværelsen.

Også på den tid var der mange muligheder og stor uoverskuelighed i et samfund, hvor knaphed og mangel blev overhalet af forbruger-og nydelsessamfund, og hvor mulighed for social opstigning blev reel.

I flere af de københavnske forstæder blev der oprettet en række statsskoler – gymnasier – der skulle indfange den intelligensreserve, den stigende velfærd ville få brug for.

Jeg var en af dem. Af håndværkerfamilje og den eneste blandt søskende, fætre og kusiner, der gik den vej. Studentereksamen var det primære mål. Sideløbende med gymnasietiden elitesvømmer, hvilket den tids gymnasier ikke betragtede som helt beundringsværdigt, så jeg skulle gå stille med dørene. Og ligeledes de første år på universitetet.

Modernisme, eksistentialisme udgjorde grundstemningen, og af den fulgte udmeldelse af folkekirken. Så hvad var der af faste holdepunkter, hvad kunne fremtiden bringe?

Det var ikke så nemt at finde ud af, og måske blev den eksistentielle uro også dyrket lidt dér på forstadens villaveje. Sådan lidt ”Weltschmerz”.

Det var i den lidt forvirrede og afventende situation, jeg blev præsenteret for Johan Wolfgang Goethes ”Wandrers Nachtlied II”.

Det tog sin begyndelse i1963, hvor jeg begyndte i 2.g. I løbet af det dette skoleår stod Goethes af omfang lille, men af betydning store digt ”Wandrers Nachtlied II” for tur til at være pensum.

Dengang havde tyskundervisningen endnu et herligt stort omfang i gymnasiet. Og jeg var godt rustet fra mellem- og realklasser, hvor en ung tysklærerinde fascinerede selv de mest pubertære fløse ved at genfortælle tyske fortællinger.

Den ballast havde jeg med mig i gymnasiet, hvor jeg så fik Manicus-Hansen som tysklærer.

Han var mildt sagt ikke vellidt. Pigerne i klassen afskyede og frygtede ham. Det lykkedes ham desværre at få flere af dem til at forlade gymnasiet.

Jeg havde derimod en forkærlighed for tysk, og derfor nærede jeg ikke i samme grad uvilje mod manden. Han var meget vidende, og han forstod, når han var bedst, at formidle tysk kultur og litteratur på en meget engagerende måde.

Den dag – jeg kan endnu se situationen for mig – ”Wandrers Nachtlied II” var på programmet, forlod Manicus sin stol ved katederet, skrev digtet på tavlen og illustrerede med dansetrin dets rytmiske og lydlige univers.

Han var noget overvægtig, men præsentationen af rytmen gjorde ham næsten vægtløs. Det øjeblik er aldrig nogensinde forsvundet fra min erindring.

 Digtet her er trykt i antologien Tyske Digte, som indgik i tyskundervisningen. Noterne er mine. Jeg beholdt bogen, fordi netop den tekst greb afgørende ind i mit liv.

”Over alle tinder/er der ro/i alle toppe/mærker du/næppe et pust/Fuglene tier i skoven/vent blot snart/hviler også du”

Jeg har oversat digtet direkte uden rim og uden forsøg på at simulere dets lyd og rytme.

Der findes i hvert fald én oversættelse af ældre dato af digtet, men den er ganske forskrækkelig, ligesom Schuberts melodisætning i den grad modarbejder digtets lydlige univers. Prøv selv at læse det højt på tysk og sæt en lille pause efter hver verselinje. Det giver mening og vellyd.

Digtet består af 24 enkle ord, der danner en strofe med 8 rimede verslinjer. Digtets lyd er formet af en dominerende kontrast mellem mørke og lyse vokaler og en rytmiske skiften mellem faldende og stigende rytme.

Forholdet mellem faldende og stigende rytme svarer til forholdet mellem mørke og lys – jævnfør også kontrasten mellem mørke og lyse vokaler.

Umiddelbart er digtet en beskrivelse af et stykke natur, der anslår en stemning af stilhed, ro og forventning i det du, der tiltales.

Dette ”du” bindes ind i naturbilledet, der da skifter karakter. Med det menneskets placering i digtet flyttes opmærksomheden fra naturen selv til dens funktion som spejl for du ‘ets stemning. Den rummer en eksistentiel længsel efter ro, afklarethed eller måske død.

Digtet blev til på en vandretur i Ilmenau i Thüringen og ikke langt fra Weimar. Vandringen fandt sted i september 1780 og det blev skrevet på en jagthyttes væg. Hytten brændte ned i 1870, men digtet blev rekonstrueret i en tro kopi. Da Goethe i 1831, et år før sin død, vendte tilbage til stedet, berettes det, at tårerne vædede hans kinder, og han hviskede: ”snart hviler også du.”

Digtet blev først udgivet i 1815 sammen med ”Wandrers Nachtlied I” fra 1776.Litterært var perioden præget af ”Sturm und Drang”, der revolterede mod oplysningstidens ensidige dyrkelse af fornuften på bekostning af følelser og det enkelte jeg.

Dertil hørte også en modvilje mod sociale hierarkier. Det kom til bl.a. til udtryk i en af de første bestsellere i verdenslitteraturen ”Die Leiden des jungen Werthers” 1774. Den roman inspirerede unge ulykkeligt forelskede mænd til at begå selvmord, og derfor blev romanen forbudt i flere lande. Lidt tåbeligt, for mennesker, der kunne læse, kunne også læse bogen på tysk.

Goethe, som foruden at være digter også var jurist, var i 1775 kommet til Weimar for at tiltræde et højt embede ved det lille hof i Weimar. Det nye liv satte ham i den klassiske modsætning mellem pligten til arbejde og lysten til den kunstneriske skaben.

Arbejdet ved hoffet var omfattende og krævende, og det gav mindre rum til æstetisk udfoldelse og oprør mod de sociale og kulturelle normer. Det er den situation, der ligger bag de to vandredigte, hvoraf det her behandlede i henseende til æstetisk fuldkommenhed er det mest suveræne af de to digte.

Goethe blev i Weimar til sin død i 1832, og byen fik meget stor betydning for tysk historie og kultur. Endnu i vor tid er Weimar symbol på det ypperste af tysk kultur. Desværre lå kz-lejren Buchenwald ikke så langt fra byen.

”Wandrers Nachtlied II” rummer en tematisk dobbelthed: det kan på denne side læses som en længsel efter eksistentiel klarhed – hvem er jeg, og hvor finder jeg ro til at leve med den identitet, der er min? På den anden side kan det læses som en bevidsthed om, at menneskelivet har en afslutning.

Begge læsemåder er lige gode.

Hvilken af de to læsninger, den enkelte foretrækker vil hænge sammen med den livssituation, hvori læseren møder digtet. For den unge læser fænger den første læsning nok mest. Afklaring og ro i forhold til en turbulent verden. Det var med den forhåbning, jeg mødte digtet.

Den anden læsning rammer måske den aldrende læser, som en mere indlysende tematik: bevidstheden om forgængeligheden som et grundvilkår.

Uanset hvilken af digtets dobbeltheder, læseren vægter mest, så har det som al god kunst det storslåede i sig, at det gennem billeder og sanselig oplevelse umiddelbart udtrykker det, som begreber ikke alene kan nå frem til.

Mit møde i ungdomsårene med enkeltheden i Goethes digt gjorde noget kompliceret mindre kompliceret, og mødet viste mig, at litteratur og kunst skulle være en så vigtig bestanddel i mit liv, at jeg ville gøre den til min metier.

Det er det så blevet. Men digtet er også blevet en vigtig del af mit erindringsarkiv, som jeg ofte vender tilbage til: afgørende situationer i mine ungdomsår og ofte også som et lindrende rum, som mildner de fortrædeligheder, vi alle må igennem.