Rusland – et barn du ikke kan nå

Roman - Giuliano da Empoli: “Troldmanden fra Kreml”

Der er kommet krig i den varme udgave igen. I gamle dage var krigen kold, og jerntæppet ned gennem Europa holdt os på afstand af kommunisternes planøkonomi og dissidentkontrol.

Vi kunne gætte på, at russerne også elskede deres børn, men vi kendte ingen af dem. Systemerne var olie og vand, de afviste hinanden, og viden var for specialister. Eksperter i de vestlige hovedstæder kunne blive såkaldte ’kremlologer’, der klogede sig på de uigennemskuelige forhold i Sovjetunionen.

Da så muren faldt, kunne det kun gå fremad, og man skulle have troet, at den interkulturelle forståelse var vokset. Det gjorde den måske også, men vi var halvhjertede.

De glade 90’ere var for overfladiske, og systemskiftet østpå for brutalt. Lidt efter lidt er den gensidige skuffelse blevet enorm, og nu er den nye brudflade stået klart frem. Rusland mod Vesten, den velmenende individualistisk prægede materialisme over for en tankstation med atomvåben.

Og østfra en ny selvbevidsthed, en gammel magtpolitik, en dyrkelse af moderlandet, selvopofrelsen og den gennemførte propaganda.

Hvordan kunne det gå så galt? Læs denne roman og få et troværdigt bud.

Fiktionen kan bedre end mange ekspertanalyser grave dybt og vise, hvilke hængsler udviklingen drejer på. Det er ganske overvældende og umådeligt spændende at følge den fiktive troldmand fra Kreml, der orkestrerer Putins magtovertagelse, raffinerer iscenesættelsen og helt følgerigtigt ender i konflikt med Vesten.

Helt fiktiv er romanen nu ikke, for den bygger sin historie på Putins rådgiver i perioden 1999-2011, Vladislav Surkov. Navnet er ændret til Vadim Baranov og tidsperioden flyttet til årtiet senere, så det er ikke en egentlig nøgleroman.

Det er da også svært at afgøre, hvor tæt bogen er på virkeligheden, for den kan ikke bruges som historisk kilde og dermed ikke efterprøves; den må læses som satire. Mange af bipersonerne er dog historiske nok, selv om det ikke er de faktiske begivenheder, der er i fokus, det er sammenhængen. De ideer og den fortælling, der samler nationen om Putin og de imperiale fantomsmerter.

Denne Baranov får lov at tale ud over for vores rammefortæller, der besøger Moskva og ad omveje på de sociale medier kommer i kontakt med manden.

Den gådefulde mastermind er trådt tilbage og har vendt sig fra politik til privatliv. Men bogens hovedbevægelse er den forudgående, hvor han går fra marginaliseret intellektuel over medieperson til magtens centrum.

Med speciale i absurd teater og et stort familiebibliotek har han en typisk intellektuel profil. Han ønsker dog at udrette noget og kommer i arbejde hos en af oligarkerne på dennes toneangivende TV-station.

Her finder han ud af, hvad mediedækningen betyder, og hvilke muligheder der er for den rette. Da chefen bliver udmanøvreret af Putin (kaldet ’Zaren’), følger Baranov med over og bliver spindoktor i stor stil.

Putins magt er ikke i starten reel, men forestillet. Forestillinger er dog magtfulde: Forestiller folk sig, at oligarker, der bliver fundet døde, er døde på grund af Putin, øges hans magt. Forestiller folk sig, at Rusland er på vej mod storhed, kan Putin få sin vilje. Selv protesttilfælde som dansende feminister i en ortodoks katedral kan vendes til en indenrigspolitisk fordel.

For sandheden er ikke fast, den er formbar. Løgnen er et strålende våben mod de såkaldte nazister i Kyiv eller de svage vestlige tryghedsnarkomaner. Man kan bearbejde og bruge både skinheads, religiøse grupper og motorcykelklubber i opbygningen af den nationalistiske fortælling.

Man udnytter, at mennesker som flest er svage, bange og til fals for den dominerende mening. F.eks. er der en absolut stjernesamtale mellem Baranov og Prigosjin om kasinoer, og hvilke følelser hos mennesker man kan udnytte for at tjene på dem.

I det hele taget er følelserne nøglen og fornuften fjenden. Drømmen om Storrusland og den usentimentale demokratiforagt går hånd i hånd i opbygningen af modsætningerne mellem dem og os.

Putin er populær, men ærgrer sig over, at Stalins popularitet var højere. Baranov udnytter kynisk signalværdien i propagandaen. I mediejunglen skal man råbe højt og effektivt, for “løgnen kan nå jorden rundt på den tid, det tager sandheden at få sko på”, som Mark Twain sagde.

Forfatteren er en midaldrende italiensk statskundskabsprofessor, men bogen er skrevet på fransk og har vundet det franske akademis pris. Den er fint oversat af Rasmus Stenfalk, og den er som værk betragtet overmåde vellykket.

Det er satire, men næsten mere virkeligt end virkeligheden. Dialogpartierne strutter af veloplagt spænding, og skildringen af den intellektuelle hovedpersons dans med magten er meget overbevisende.

Selve sproget er levende og præcist, det er som om den gennemgående kynisme fremkalder paradoksale indsigter i både samfundsforhold og personlige relationer.

Mod slutningen bliver vores hovedperson sårbar. Hans vej ud af magtens cirkler går via kærligheden til den genvundne flamme Ksenia og det barn, de får.

Men hans egen trolddom fører også til et par Frankenstein-øjeblikke. Han oplever, hvor svært det er at styre de kræfter, han har sluppet løs, og han ender på en vestlig sanktionsliste og kan ikke længere rejse ud.

På en sidste tur til Stockholm nyder han det unikke skandinaviske lys – ikke i naturen, men fra standerlamperne. En hel kulturforskel analyseres frem, blot gennem de indendørs lyskilder.

Det kolde, centrale, praktiske loftslys i uæstetiske russiske hjem over for det decentrale hyggelys med plads til flere væresteder i samme rum, som det kan anes fra gaden i Sverige.

Der er stadig langt mellem Øst og Vest.