Den magiske realisme

Hjemme på gården på Østlolland havde vi et bogskab. Håndlavet af en møbelsnedker i Maribo i smukt mørkt mahogni og med glasrude.

Et arvestykke i familien, som nu står i vores lejlighed og minder om en landbokultur, der er forsvundet i stordrift, regneark og bundlinjer. Et bogskab, som i bogstavelig forstand åbnede mine øjne og sanser for bøgernes verden.

Når min mor med mild indsigt docerede læsningen efter alderstrin og åbnede skabet:

- Her Jørgen. Nu er du vist gammel nok til at læse lidt af Sigrid Undset.

Jeg læste og slugte. Uden helt at forstå. Og var til fals for det hele. Bill & Ben-cowboyfortællinger, kriminalromaner af tvivlsom valør. Men langsomt fandt jeg vej ind i det, jeg for mig selv definerer som god litteratur: Sigurd Hoel, Knud Sønderby, Martin A. Hansen og senere Rifbjerg, Panduro, Dan Turell.

Spredt fægtning, men altid med et tilfreds suk og appetit på mere, når endnu en bog forsvandt fra natbordet og ind i på reolhylden. Horisonten blev udvidet fra det danske og nordiske til det internationale – og i kraft af mit arbejde og udkomme som skriverkarl, mikrofonholder og linselus udvirkede jeg en passion for biografier og levnedsskildringer.

For at forstå mennesker og sammenhænge, som ikke var synlige i nyhedskværnen og den deadline, der altid var lige om lidt. Bøgerne blev den lille oase, hvor man kunne trække vejret dybt ind og tillade sig en lille flyvetur med fantasiens lydløse vingeslag og glemme alt om byrådsdagsordener, motorveje, underskud og overskud og alt, hvad der ellers definerer den daglige trummerum for en journalistisk håndværker.

Så min bogreol er, for nu at sige det mildt, en meget blandet landhandel. Dog med flere bogrygge med samme forfatternavn på: Ib Michael, John Irving, Jens Smærup Sørensen, Jan Guillou, Carsten Jensen. Og så et par meter sammenrod af biografier, murstenstunge politiske og historiske værker og så alt det dags-og tidsaktuelle debatstof, ikke mindst om medier.

Men jeg standser altid op ved én bestemt: Gabriel Garcia Marquez.

Med støvet i halsen

Den columbianske forfatter, født 1927 i den lille by Aracataca og død i 2014 i Mexico City, betog mig fra første linje i romanen ”100 års ensomhed”, som han skrev i 1967 og som skulle blive hans internationale gennembrud.

Fordi fortællingen fra det fjerne sydamerikanske kontinent var så betagende anderledes i sin personskildring og fordi hans fortællestil var så helt ud formidabel, fabulerende, farverig, fatalistisk og – ja, fantastisk. Romanen grundlagde det, der senere er blevet kategoriseret og institutionaliseret som magisk realisme.

Der er ingen grund til at gå i detaljer med handlingen, men overordnet blot dette: Vi er tilbage i 1800-tallet i en fiktiv sydamerikansk stat i den ligeledes fiktive lille by Macondo (som alle, der har forsket i hans forfatterskab, er enige om, at fødebyen Aracataca er forlæg for).

Macondo grundlægges af den unge patriark José Arcadio Buendía og hans kone Ursula på et isoleret og ensomt sted, og i romanen følger vi slægtens udvikling gennem et helt århundrede.

Altså en udvikling, hvor teknologien og andre civilisatoriske landvindinger vinder indpas i det lille lukkede samfund og ændrer Buendía-familiens grundvilkår. Et vilkår ændres dog aldrig: Den dybe og altfortærende ensomhed, der er slægtens skæbne og som også bliver dens undergang.

Fortællingen udspiller sig i et så eksotisk og broget univers, at jeg aldrig har kendt mage, og man skal virkelige holde alle sanser åbne for at følge med i det farverige persongalleri:

Vi bevæger os rundt mellem næsten overjordisk smukke og lidenskabelige kvinder og stolte, handlekraftige mænd – og med en underliggende fortællestrøm om mystiske og hvileløse genfærd og evigt vandrende sigøjnere, der fortæller nyt om en verden udenfor Macondos nedrullede gardiner.

Det er en magisk fortælling, og Marquez bruger sproget så præcist og alligevel mageløst fabulerede, at du holder dig for ørerne, når toget bremser hvinende op på den lille station – og du rømmer dig flere gange for at få støvskyen op af halsens fimrehår.

”100 års ensomhed” blev skelsættende for mig. Fordi den sprogligt og i sin fortællemåde var så ekstremt anderledes end den tunge hverdagsrealisme, som tit kunne klæbe som vådt rugbrød mod ganen.

Hvor man efter endt læsning af en dansk socialrealistisk fortælling måske havde 100 grunde til at gå ud og hænge sig, så havde man efter mødet med den magiske realisme 100 grunde til at være usigelig lykkelig over sprogets og fantasiens uudtømmelighed.

”Kærlighed i koleraens tid”, ”Generalen i sin labyrint”, ”Historien om et bebudet mord”, ”Patriarkens efterår” og alle de andre fortællinger har kun bekræftet mig i den enestående position, som dem tidligere reklamemand, journalist og politiske aktivist befæstede med modtagelsen af Nobels litteraturpris i 1982.

Inden sin død nåede Gabriel Garcia Marquez at udgive et bind erindringer: ”At leve for at fortælle”. 

Det gjorde han. Vi er mange, der siger af hjertet tak!

Har du, kære læser, en stor og skelsættende læseoplevelse med en bog, som du vil dele med os? I så fald: Send den til os. Du må gerne skrive op mod et A4-ark, og du skal medsende et billede af dig selv. Også gerne er af bogens forside. 

Vil du kommentere ovenstående, så kan du gøre det på vores Facebookside:

Kulturen.nu | Facebook

Det er ikke en anmeldelse i gængs forstand, du skal skrive. Du må godt. Men det vigtigste er, at du fortæller, hvorfor netop denne bog har betydet så meget for dig. Skriv til en af os:

bent@kulturen.nu

max@kulturen.nu