Erkendelse og virkelighed

Friedrich Hölderlin: ”Urdel. Digte, skrifter og breve“

I anledningen af 250-året for Hölderlins fødsel i 1770 har Forlaget Wunderbuch udgivet en samling skrifter, hvoraf nogle har været udgivet tidligere, andre er nyoversatte og nogle aldrig har været udgivet tidligere.

Sædvanen tro, når det drejer sig om dette forlag, er indholdet leveret i en fantastisk indpakning – et bordeauxrødt (måske lidt lysere) hellærredsbind med hvidt blindtrykt titel og læsebånd; det er som at være hensat til en tid, hvor litteratur rent faktisk betød nok til, at man forholdt sig til rammerne herfor.

Bindet består af nogle digte, skrifter eller essays og syv breve. Der er en række oversættere ind over, herunder Peter Seeberg, der har stået for brevene, mens vi i den grad bliver forkælet med Karsten Sand Iversens nyoversættelse af digtene – herunder ”Brød og vin”, som nu hele tre oversættere har prøvet kræfter med.

De største af Hölderlins værker blev skrevet umiddelbart efter år 1800, men der skulle gå 216 år, før han slog igennem, men så blev det også med bravur og fuld klem på.

Pludselig blev Hölderlins navn det ny sort i blandt store og små litterater, og som Jørn Erslev Andersen skriver i sit oplysende og velskrevne efterord, så er interessen og fortolkningsstrømmen ikke aftaget de sidste 100 år.

Titlen på værket, ”Urdel.”, referer til et skrift, hvori forkortelsen urdel dækker over Hölderlins forestilling om en ontologisk (værensfilosofi – red.) urdeling, hvor der sker en spaltning mellem subjekt og objekt.

Væren kan man i forlængelse af urdelingen kun tale om der, hvor subjekt og objekt er forsonet i en enhed, som allerede urdelingen henviser til som mulighed, fordi delingen dog peger på et forhold mellem to størrelser.

Der er ingen tvivl om, at Hölderlins værk er særegent indtil det idiosynkratiske (overfølsomme – red.), og det er komplekst. Brevene i bogen er de mest tilgængelige, men langt fra de mest interessante – dét er, for mig, stadig digtene.

Digtene ”Brød og vin”, ”Natsange” og ”Som når på højtidsdagen …” har fundet en oversætter, der, så vidt jeg kan bedømme, er tro mod Hölderlins stemme og forlæg, men samtidig formår at give digtene en sprogdragt, der med tiden vil blive de oversættelser fremtidige oversættelser skal måles op imod.

Iversen er betydeligt lettere at læse end for eksempel Thorkild Bjørnvigs patosfyldte 70’er-oversættelser. Sammenlign her – først Bjørnvig:

”Tordnende kommer de da. Mens synes jeg ofte at søvn er

bedre end her uden én ligesindet at gå,

vente så bønligt og hvad jeg skal gøre så længe og sige

ved ikke jeg og hvortil digter i karrig tid?”

… og så Iversen:

”Tordnende kommer de så. Imidlertid synes det ofte

bedre at sove end savne selskab helt,

at vente sådan, og hvad vi skal lave imens og sige,

ved jeg ikke, og hvortil digter i trængende tid?”

Iversen sigter ikke bevidst mod et mere antikveret og patosfyldt sprog, sådan som Bjørnvig gør, men forholder sig til den tyske sprogdragt og formidlingen af en mening, hvorved oversættelsen bliver mere flydende at læse.

Komplekse er også Hölderlins poetologiske (som har at gøre med kunstens udformning -red.) og filosofiske overvejelser i forbindelse med Sofokles’ tragedier om Ødipus og Antigone, hvor vi også kan læse om Hölderlins tragiske cæsur (pause, der deler verslinje i to dele - red.)

Teksten Hölderlin skrev sammen med vennerne Hegel og Schelling, ”Den tyske idealismes ældste systemprogram” er spændende og har tidligere været udgivet på dansk i det lille hæfte ”Pindar-fragmenter” udgivet på Forlaget Virkelig.

Når man læser det, bliver det tydeligt, at Hölderlin har haft en indvirkning på Hegels tanker, hvilket også kommer til udtryk andre steder, og måske er det også derfor Hegel får så travlt med at tage afstand fra Hölderlin efter hans nervøse sammenbrud.

Wudnerbuch har udgivet en vanskelig, men nødvendig digter, og redaktionen har lavet et kvalificeret udvalg af tekster, som på fineste vis præsenterer digteren. Dertil kommer, som allerede nævnt, Andersens godt formidlende essay, der afslutter bogen.