Grundig og velskrevet

Flemming Friborg: ”Gauguin”

Gauguin (1848-1903) er kendt som maleren, der tog til Polynesien. Han var dansk gift og derfor tidligt kendt her i landet, men han kan godt være svær at placere i kunsthistorien.

En af de første moderne, en splittet natur med et utraditionelt liv og nogle værker, der dog er forblevet interessante for eftertiden.

Denne bog er så at sige den ultimative Gauguin-bog, og der er gode grunde til de seks stjerner. Her kommer de tre områder, der især udmærker den.

For det første en den ekstremt grundigt researchet. Set udefra kan man blot ved antallet af noter (730) og værker i boglisten (287) kun læne sig måbende tilbage og lette på hatten.

Men også når man går i dybden med teksten og dens problemer, bliver man bestyrket i, at hver en sten er blevet vendt.

Vi kan høre om udstillinger, anmeldelser, personlige relationer og pengeforhold. Der er diskussioner af litteratur og dens indflydelse på maleren, beskrivende og oplysende gennemgange af motiver, der lånes, varieres og forfines. Vi ser Gauguins og andres brevvekslinger efter i sømmene, og selv kunstnerens efterliv i romaner og filmatiseringer behandles.

Samlet set er det en meget ambitiøs og vidende fremstilling med alle de akademiske krav tilgodeset.

For det andet er bogen virkelig veludstyret på billedsiden, måske også takket være en del fondsstøtte til udgivelsen. Vi kommer stort set gennem hele Gauguins produktion fra det mindste til det største.

Der er selvfølgelig malerierne, som eftertiden har taget til sig, nogle af dem på næsten ikonisk maner. Der er træskærerarbejder, keramik og skitser, for Gauguin spredte sine kreative evner.

Og hvad angår inspirationskilder, rivaler og særlige, genkommende motiver, giver Friborg os forbindelseslinjerne og stiller de nødvendige brikker op til at forstå Gauguins samtid og alle de skiftende trends og alliancer, han manøvrerede i. Alene billedmaterialet anskueliggør, at Gauguin både er og ikke er impressionist.

For det tredje og sidste er Friborg i stand til at skrive. Velskrevet er næsten en underdrivelse. Han er til stadighed opmærksom på det sproglige, såvel i indforståede franske slangudtryk som i citater fra vidt forskellige kilder.

Friborgs egen stil er lige så omhyggelig, præcis og suggestiv. Han kan finde på at skrive sætninger som: ”Traditionen er Modernismens fantomsmerter” (96), eller han karakteriserer Gauguins hensigt som det at ”kunstvande en udtørrende vestlig billedkunst” (248).

Der er små, henrivende ordspil: Billedet viser et høstmotiv med en siddende kvinde i vinmarken, hvor ”… trøsten og tørsten synes ét” (151) eller om marginaliserede kunstnere, at ”vi afstøder dem for ikke at stødes af dem” (18).

Han taler om van Goghs og Gauguins gensidige inspirationer som ’sampling’ (144), eller om farerne ved skoledannelserne i den nye impressionisme: ”med program fulgte pogrom” (103).

Friborgs fremragende formuleringsevner placerer med stor sikkerhed Gauguin i det tidligt moderne, hvor hele den traditionelle rolle for kunst og kunstner transformeres.

De traditionelle fødekæder og afsætningskanaler svinder i den industrialiserede verden, og kunstnerne må både kæmpe med økonomien og deres egen berettigelse på det spirende marked. Hvad skal kunsten i fotografiets tidsalder?

Kunstner, kritiker og gallerist indgår i en ny, djævelsk trekanthandel, og den aparte Gauguin føler sig udsat for mange angreb, takket være sin sene debut, sine maletekniske mindreværdskomplekser og sin utilpassede, men selvoptagne kamp for at brande sig.

Turen og den senere emigration til Polynesien er både tilfældig og uundgåelig, ser det ud til. Kunstneren arbejder med tidens typiske og gennemgribende modsætninger mellem Vesten og de andre, det anderledes i de oprindelige kulturer og skuffelsen over, hvor koloniagtig og halvfransk de fremmede allerede er.

Han ser kvinden som både den begærede natur og den ødelæggende fristelse. Kunstneren som figur er på samme tid en truet art og en frelserskikkelse.

På Tahiti er han en nysgerrig parasit og samtidig en Europakritiker på jagt efter det oprindelige, en næsegrus beundrer af ”de vilde”, men samtidig en halvgammel mand, der udnytter kulturelle uligheder til egen fordel, ikke mindst over for unge piger.

Her er der vanskelige balancepunkter at finde. Den seneste danske udstilling af manden har da også iscenesat ham som en slags ur-skurk i udnyttelsen af både kvinder og af ’de andre’, nemlig de ikke-europæiske kulturer.

For Friborg er det vigtigt at beholde muligheden for at beskrive, hvad der faktisk rører sig i Gauguins liv og værk, så han må bruge en del krudt på at advare mod alt for hurtige afvisninger af værkerne på baggrund af malerens kritisable adfærd.Man kan ”falde i friske fælder – ofte af eget fabrikat” (18).

På den måde rummer værket her sin egen dirrende aktualitet. For fuldstændighedens skyld ville denne læser godt have haft en lidt tydeligere afhandling af Mette, den trofaste beskytter af både børnenes og værkernes liv.

Hun ser ud til fortsat og til stadighed at have været en sikker havn, selv om han for længst havde frigjort sig fra alle borgerlige normer, mens han udviklede sit kunstnerbrand.

Men indvendingerne (og trykfejlene) er få og små. Bogen er en læseoplevelse med overskud.