Glemt heltinde

Eva Tind: "Kvinden der samlede verden"

For tiden genskriver man (som altid) historien. Der er en trang til at rydde op, f.eks. efter slavehandlen eller anden kolonial uretfærdighed.

Børnehjemsbørn får undskyldninger, stjålne kulturskatte returneres. Den danske litteraturkanon udfordres, blandt andet for sin gennemgående blindhed over for det kvindelige køn.

I videnskaben er det ligesådan. Et helt overraskende portræt med meget store perspektiver oprulles i Eva Tinds nyeste bog, der kalder sig selv en roman.

Da Tind begyndte sine undersøgelser af den danske zoolog Marie Hammer (1907-2002), fandtes der ikke et eneste billede af denne banebrydende videnskabskvinde på hele internettet! Selv her i hendes hjemland var hun stort set ukendt, også for denne anmelder.

Kort fortalt var Marie Hammer takket være sin opmærksomhed på mosmider, sit flittige arbejde ved mikroskopet og sin store systematiske begavelse i stand til at finde og registrere et hav af arter, der aldrig havde været kendt før.

Hun blev doktor på dette arbejde, skrev en mængde originale artikler og endte med at bygge stærke argumenter op bag den tidligere så forkætrede teori om kontinentaldrift.

Mosmiderne er nemlig så små, at de ikke kan flytte sig fra kontinent til kontinent.

Men når der nu findes beslægtede arter i sammenlignelige biotoper på alle kontinenter, må de have eksisteret overalt på det hedengangne ”Pangaia”, nærmest i tidernes morgen. Deraf romanens titel.

Alt dette gjorde hun uden fast stilling ved noget universitet. Hun kom mod alle odds med på Knud Rasmussens sidste ekspedition i 1932-33 i Østgrønland, og senere rejste hun verden rundt og samlede mider ind, hver gang for møjsommeligt hjemhentede fondsmidler eller legater.

Imens blev hun også gift og mor til 4 børn, og vi begynder at ane, at der kan være noget om det, når Tind og forlaget præsenterer romanen som ”et psykologisk drama”.

Forsker ved køkkenbordet og i alle ledige stunder. Husarbejde og børneopdragelse, der hele tiden ødelægger koncentrationen. Ferier brugt på indsamling og skrivning, ekspeditioner alene i ingenmandsland med mand og børn derhjemme.

Tind får Marie til at leve for læseren i en stort set fortløbende kronologi. Fattig barndom med hårdt arbejde, studier på universitetet, mange søskende med tryghed og konkurrence til følge.

Marie er tvilling og har et voldsomt sammensat forhold til sin tvillingesøster Aase. De kan spænde ben for hinanden og slås, men indimellem forstår de hinanden uden ord og kan supplere hinanden på forbavsende vis.

Marie er principfast og dedikeret, men også en smule svær at omgås, formet af afvisende professorer, nedladende overbærenhed og hele samfundets faste og snævre forventninger til kvinden.

Manden tager hun først, da han lover at give hende plads til at forske, men hverken han eller børnene havde nok bedt om, at hun skulle prioritere, som hun gjorde.

Med den akademiske succes kommer der flere voksne problemer ind i billedet: Kvinders manglende karrieremuligheder på den tid, kærlighedens vildveje, den evige mangel på penge og dermed tid til at forfølge sin drøm. Alenerejser i vildmarken og blandt mennesker og kulturer med helt andre værdier.

Man kan læse den biografiske roman som en afdækning af de omkostninger, som første generation af videnskabskvinder betalte for deres lidenskab.

Marie samlede verden, ja, men hun kom på afstand af familien, både sine søstre, sin mand og sine børn.

Hun nåede moderskabet, men måske mest fyldestgørende til sidst med det fjerde barn, og hun nåede sine videnskabelige mål, før synet blev for dårligt, og hun måtte se andre bruge hendes arbejde som springbræt for deres egne ambitioner.

Tind viser os den ensomme nørd i et indlevet og efter alt at dømme loyalt portræt, afstemt med børnene, de kronologiske fakta og Hammers egne efterladte notesbøger og breve.

Men formen og den stadige vekslen mellem indre og ydre giver god plads til Tinds meddigtende bevidsthedsstrøm og fine billeddannede evner. Man tror på portrættet af den lidenskabelige ener, også og især når det forsynes med vrede, jalousi og skuffelse. Vi er med derinde, hvor ingen af os kan vide, om Tind rammer plet.

Det er godt gjort, og det er meget fortjent, at både vi og internettet nu er ved at komme sig og måske justere lidt på den stærke tradition for at glemme kvinder. Både Hammer og Tind er tiden værd.

I litteraternes halvsmarte jargon betegnes denne type værker nu som exofiktion. I stedet for at digte om sig selv som i 00-ernes dille autofiktion, søger forfattere nu andres liv, de kan leve sig ind i og digte videre på.

Betegnelsen er ikke heldig, men det er Tind.

Foto: Sacha Maric