Skip to main content
Tegneserie

Agent i nazi-tiden

Etien & BeKa: “Paulus Hegesippe Adelard Ladislas, greve af Champignon: Patient A”

Det er krig i Europa. Nazi-Tyskland har okkuperet store dele af Europa, og vores kære greve med forkærlighed for svampe kæmper i det skjulte sammen med kæresten Blair (sproggeni) og forskervennen Black mod dette regime.

Den næste mission for trekløveret Black, Blair og Champignac (BBC) er en befrielse af to forskerkollegaer.

Kemikeren Schwarz og biologen med det uudtalelige navn Bruynseeleke er tvunget i nazisternes tjeneste for at skabe midler, der kan sikre Hitlers herredømme over den moderne verden. Biologen og kemikeren er fanget i Berlin, og turen bliver både actionfyldt og farlig for trekløveret.

Dette kapitel i Champignacs memoirer starter dog med to spørgsmål. Det ene spørgsmål stiller den britiske efterretningstjeneste SOE til greven: Hvorfor gjorde du ikke noget?

Det andet handler om, hvordan den nazitiske hær på så kort tid kunne gennemføre sin succesfulde “blietzkrieg”.

Svaret på det første spørgsmål er en hemmelighed. Svaret på det andet spørgsmål er en pille, eller rettere rigtigt mange piller af mærket Pervitin.

Dette stof udløser en kemisk reaktion i mennesket, der fjerner træthed, og giver en følelse af uovervindelighed. Og stoffet virker, og hele den nazi-sympatiserende befolkning tygger dusinvis af tabletter hver dag.

Den korte version af plottet er, at Trekløverets mission lykkes. Greven, kæresten og vennen når frem til det slot, hvor videnskabskollegaerne holdes fanget.

Der er masser af overraskelser, men ikke mindst i kraft af Blairs handlemod, befrier de vennerne. Men  greven bliver også sat i et svært dilemma. Et dilemma, der omhandler “patient A”. Patienten er nemlig ingen anden end Adolf Hitler.

Det viser sig, at Føreren har brug for de stoffer, som kemikeren og biologen producerer. Og Føreren har brug for sin daglige sprøjte. Hvis han ikke får den, så fungerer han ikke.

På deres flugt fra Hitlers base, får Trekløveret og vennerne en udfordring. Hvis Hitler ikke får sin sprøjte, så bryder helvede løs. Det er greven, der griber sprøjten og træder ind i Førerens gemakker. Men hvad bør greven gøre? Han er helt alene med nazi-regimets Fører!

Slutningen skal ikke afsløres, men grevens etiske dilemma er præcist det, som SOE agenterne stiller greven til ansvar for.

Det er en fornøjelse at dykke ned i Grev Champignacs mulige fortid. Som karakter i eventyrerne med Splint og Kvik, var greven en excentrisk videnskabsmand med en kærlighed for champignoner og teknologisk udstyr.

Det er dejligt befriende, at rammen for grevens bedrifter ikke er i det fiktive Zorglub regime, selvom parallellerne er tydelige. Hjernevask af mennesker for at opfylde en enkelt førers visioner om at kontrollere verden.

Etiens streg er formidabel. Den bruger mange close-ups som ikke blev brugt i Fourniers Splint & Co udgivelser. Den stærke handlekraftige kvinde havde Fournier dog også.

Men det giver noget til figuren, at konteksten er mere historisk realistisk.

Udfordringen er, at læserne fra tidligere album ved, at Champignac bliver en gammel mand. Så uanset hvilke udfordringer greven står over for … ja, så kan han jo ikke dø! Læseren ved jo, at han overlever krigen og agentstrabadserne.

Det bliver spændende at se, om der i de næste albums bliver klart, hvordan grevens erfaringer, eventyr og farer kobles til den lettere fraværende og excentriske greve, som Fournier og andre skabere af Splint & Co. har præsenteret.

Eller måske er det sådan, at vi som læsere netop ikke skal forvente denne forbindelse. For det her er en what-if (hvad nu hvis) “story arc”, som det hedder.

Uanset hvad, så er “Patient A” en rigtig spændende fortsættelse af grev Champignacs tidlige år.

Tegneserie

  • Etien & BeKa:
  • “Paulus Hegesippe Adelard Ladislas, greve af Champignon: Patient A”
  • Oversættelse: Ole Steen Hansen
  • 48 sider, hardback, 219 kr., Cobolt.
Arkiv