Den stokkebærende flanør

Niels Barfoed: ”Ingen vej udenom”

Det lidt gammeldags ord, flanør, kan du oversætte til udtrykket ”elegant dagdriver”, og det er netop den 89-årige Niels Barfoed's sproglige særkende – den på en gang elegante, underspillede, men også præcise stil. Kombineret med et skarpt øje for at iagttage og kommentere, hvad der sådan sker her og nu.

Især i kvarteret, Gammelholm, liggende i det indre København, hvor Barfoed bor og har udsigt over kanalen til Nyhavn. Barfoed hører til blandt de dengang herskende kulturradikale, hvor navne som Jesper Jensen, Villy Sørensen og store Klaus, altså Klaus Rifbjerg, fik drejet dansk litteratur i en mere moderne, bidsk og virkelighedstro retning

Barfoed og Rifbjerg var i mange år nære venner og kampfæller, men venskabet fik ende og en anden tone, da Rifbjerg hængte ham ud i ”Spinatfugl” (1995). Essaysamlingen her åbner da også med ”Ingolfs allé”, hvor Rifbjerg boede som barn i nummer 47.

Her skal en mindesten afsløres, og Barfoed er inviteret og beskriver, hvordan et voldsomt uvejr er ved at ødelægge mindehøjtideligheden for ”gode naboer, patriotiske amar’kanere, som du har glædet med din ungdoms digte, initiativrige, taknemmelige læsere i kvarteret, der gerne vil sige dig tak”. Du skal være født som blind høne for ikke at kunne mærke den sylespidse ironi.

Alligevel synes den ældre Barfoed et eller andet sted at have forsonet sig med den Klaus, der brugte Niels som model for sin Tore, den tragiske helt i ”Den kroniske uskyld”. For efter at være kørt hjem af Frans, Rifbjergs jazztrommeslagersøn, lyder det – ”atter en dag med dig, voldsom og idyllisk … Du kan blive ved. Hinsides grav og sten. Jeg mener det i alvor: Hvil i fred i Rørvig”

Rifbjerg ligger som bekendt begravet sammen med sin elskede kone, Ping, på kirkegården i Rørvig, ganske tæt på en anden stor dansk forfatter, Henrik Pontoppidan.

De vidtfavnende, på en gang præcise og fabulerende essays antager inspireret klummekarakter med plads til alskens indskud og veloplagte sidespring, mens vi får erindringsglimt fra barndom og ungdom, opvokset som Barfoed er i 30’erne og  under besættelsen. Men også udvalgt litteratur, sange og digte bliver undersøgt tilføjet småklukkende undren over leverpletter på hænderne og besøg af ”statens datter”, som på det årlige besøg skal sikre sig, at den 89-årige litterat nu også kan klare sig selv og ikke skal gå til tvungen peddigrør.

Det er munter læsning, mens vi lærer nogle af Barfoeds nære, nu afdøde venner lidt bedre at kende. Diskretion er en æressag. Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik, skuespiller Bodil Kjer og selvfølgelig Rifbjerg mere end blot én gang.

Det er sjældent velskrevet, også båret af et behov for at betro og få sagt det, som det VIRKELIG var. Så teksten handler ikke bare om glæden ved at have købt et par solide sorte sko. Også dødens uafvendelighed og ønsket om dog at få sagt verden ret farvel præger bogens tekst.

Niels Barfoed har jo også en fortid i det nordjyske. I 1959 var han kronik- og kulturredaktør på det daværende Aalborg Stiftstidende, inden han i 1961 skiftede til Information. Daværende chefredaktør Alf Schiøttz-Christensen havde besluttet sig for at ansætte en akademisk medarbejder, når oplagstallet rundede de 40.000. Og det blev så Barfoed, der et par år tidligere var debuteret med digtsamlingen ”Den tøvende dag” (1957).

Barfoed havde gode og mindre gode stunder på avisen og var ovenikøbet dengang gift med en Obel, Bente Obel, fra tobaksdynastiet. Chefredaktørens søster, fru Eja Packness, forsøgte derfor at overtale Barfoed til at blive på avisen. Intellektuelt vid kombineret med gode cigarer- det måtte da være en lykkelig kombination. Men forgæves.

Det kan vi så glæde os over i dag, for Barfoed er skønt stokkebærende stadigvæk en mand, der møder livet med åben pande. Både når han tænker tilbage på dengang, og når han nysgerrigt beretter om den virkelighed, han møder, når han går ud ad sin gadedør i Nyhavn.

Og måske smutter indenom Café Holberg eller falder i snak med en kvindelig bekendt fra sit kvarter – ”noget i retning af 70 … hun må have været værd at holde på, dels fordi hun ikke er nogen rendemaske – et udtryk, hun sikkert udmærket kender”.

Vitalt skrevet er det, og stokken forstår han også at bruge – til et lille svirp eller to, hvis det er nødvendigt. Og det er det – af og til.

Kan du lide, det du læser? I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling på dette link:

Støt kulturen.nu