Fiskeren, der intet fangede i 84 døgn

Ernest Hemingway: ”Den gamle mand og havet”

”Han var en gammel mand, der fiskede alene i en jolle i Golfstrømmen, og der var gået fireogfirs dage nu uden, at han havde fanget en fisk. De første fyrre dage havde han haft en dreng med. Men efter fyrre dage uden fisk havde drengens forældre sagt til ham, at den gamle mand nu var helt og aldeles salao, uheldig på den værste måde der findes…”

Sådan åbner Hemingways lille korte roman ”Den gamle mand og havet” (1952), som han modtog Nobelprisen i litteratur for i 1954. Året hvor jeg blev født hjemme i Frederikshavn.

Jeg voldlæste Hemingway der i sen-60-erne. Fra omkring 1968, hvor jeg som 14-årig fik lov til at få lånerkort til voksenbiblioteket, der dengang lå på Kallsvej tæt på havnen. Inden jeg fik lov at rykke nedenunder fra børnebiblioteket, der lå øverst oppe i bygningen, blev jeg grundigt eksamineret af børnebibliotekar, frk. Benzen.

-Om jeg nu også havde læst? Altså ikke bare Thøger Birkeland og Astrid Lindgreen, men også de store klassikere i revidererede udgaver. Robert Stevenson ”Skatteøen”, Alexander Dumas ”De tre musketerer” og ikke at forglemme Jack London ”Ulvehunden”.

Efter at have bestået fik jeg udstedt voksenlånekort, og her ventede på hylderne navne som Steinbeck, Henry Miller og selvfølgelig Hemingway.

Han fangede med det samme. Men sit enkle, nøgterne tonefald. Journalistisk præcis. Ingen floromvunden skønsang og så alligevel i stand til at beskrive situationer, mennesker, landskaber og følelser, så du følte, at du selv var til stede.

Hans berømte isbjerge-teknik – alt det som lå under overfladen på det tilsyneladende  enkle sprog. Ganske som isbjerget flydende, syv ottendele af ismassen ligger gemt under havoverfladen.

Det mærker du som læser, og digter ubevidst med. Det kan godt mærke, at der er noget andet og mere på spil end blot de ord, som står der på papiret foran dig.

Hemingway har mange beundrere - iblandt dem er vores egen Bent Haller og norske Per Pettersson. Men også en stor latinamerikansk forfatter som Gabriel Garcia Marquez hører til beundrerne: ”det bedste ved hans skriveri er det indtryk, det giver af, at noget mangler, og netop dét er deres hemmelighed og skønhed”

Læs artiklens øverste linjer igen. Alt det som ligger skjult, og som straks sætter os i gang med selv at tænke og digte videre.

Hvordan er det at være en gammel mand, der ikke har fanget noget i 84 dage? Hvordan er det at fiske alene? Hvem er drengen? Hvor er han henne nu? Og ikke mindst vil den gamle mand nogensinde fange fisk igen?

Hemingways mesterværk er nu udkommet i nyoversættelse begået af forfatteren Mich Vraa, og med forord og kommentarer af både forfatterens søn, Patrick, og barnebarnet Seán. Plus en hidtil ikke udgivet novelle, ”Jagtens glæder”, hvor Hemingway i 1933 er på marlinfiskeri ombord på ”Anita”, hvis skipper Josie Russel også ejede Sloppy Joes Bar i Key West. På billedet herunder ses fra venstre: Ernest Hemingway, Carlos Gutiérrez, Joe Russell, og Joe Lowe med en marlin om bord på Anita, 1933. Ernest Hemingway Samlingen, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston

Selve romanen ”Den gamle mand og havet” udgør knap 100 sider af bogens i alt 376. Resten er tillæg, breve fra Hemingway, hans egen liste over hajers farlighed, det maskinskrevne originalmanuskript med egne redaktionelle rettelser, håndskrevne fisketips fra hans førstemand, cubanske Carlos Guiérrez og ikke mindst fine fotografier fra dengang, en del taget af papa Hemingway selv.

Det er interessant læsning at fordybe sig i, men pas på – al den lovprisning og detaljegravning i, hvor og hvem og hvad der nu er virkelighed, og hvad der er fiktion, kan ligesom nemt drukne mesterværket.

For ét sådant er der tale om. Hemingway selv havde planer om at skrive en stor triologi, om Havet, Luften og Jorden, og forestillede sig, at ”Den gamle mand og havet” skulle indgå som afsluttende del af havbogen.

Sådan blev det ikke. I stedet blev det færdige manuskript udgivet i 1952 og samtidig bragt i sin helhed i månedsmagasinet Life, 1. september. De fem millioner eksemplarer af Life blev udsolgt på to dage, bogen selv røg direkte ind på New York Times bestsellerliste, hvor den blev i 26 uger.

Selv takkede Hemingway for Nobelprisen, 10. december 1954, efter i et udkast at have skrevet følgende. Der dog blev slettet i den endelige takketale.

”Med undtagelse af selvmorderen findes der ikke nogen mere ensom mand end forfatteren, mens han skriver. Ej hellere findes der en lykkeligere eller mere udmattet mand, når han har skrevet godt”

En lykkelig Hemingway, der på talerstolen i Stockholm, må vi formode. Lykkelig for værket som forfatterkollegaen William Faulkner kaldte ”hans bedste”. Kun syv år før han tog sit eget liv i 1961, deprimeret og tvivlende på sine egne evner som forfatter.

Hemingway levede livet hårdt, blev alvorligt såret, da han fungerede som ambulancechauffør under Først Verdenskrig i Italien,  senere kvæstet ved en alvorlig flyulykke i Afrika, og blev i stigende grad alkoholiseret samtidig med, at han hele sit liv led af svære depressioner. Kvinder, vin, jagt og fiskeri, deltagelse i to verdenskrige, og i den spanske borgerkrig (1936-39) på republikansk side - machomyten kan være svær at adskille fra forfatteren og mennesket Hemingway.

Søndag 2. juli, 1961, gik han ned i kælderen, hvor han opbevarede sine våben og tog sit yndlingsjagtgevær – dobbeltløbet – med op i husets foyer, hvor han skød sig i hovedet.

Papa Hemingway, skribenten, der bl.a. lærte at skrive ved at følge anvisningerne i en håndbog for journalister, da han begyndte som reporter på Kansas City Star, var ikke mere.

Men efterlod en rigdom af fortællinger, ikke kommenterende, men med et dyb af uudtalte betydninger, der gemmer sig bag de referatlignende, enkle historier.

Ernest Hemingway og Carlos Gutiérrez, ombord på Hemingways "Pilar", 1934. Ernest Hemingway Samlingen, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston