Helten Winston – endnu en gang

Erik Larson: “De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Hvis man bare ikke kan få nok af Anden Verdenskrig, og hvis man slet ikke kan få nok af Winston Churchill, så er “De prægtige og de usle” en bog, man MÅ læse.

Ikke fordi den føjer noget nyt til den velkendte historie, men fordi er en uhyre velskrevet heltefortælling om den cigarrygende, stordrikkende, overvægtige og excentriske Churchill - manden, der holdt stand mod det nazistiske barbari, da det så allersortest ud.

Bogen er skrevet af den amerikanske bestsellerforfatter Erik Larson, der for et par år siden flyttede til New York og blev inspireret af at høre, hvordan byens indbyggere havde oplevet 11. september 2001:

“Jeg begyndte næsten med det samme at tænke på London og det tyske luftangreb 1940-41 og spekulerede på, hvordan i alverden nogen kunne udholde det. Jeg tænkte især på Winston Churchill. Hvordan holdt han det ud? Og hans familie og venner?”, skriver Larson som forklaring på, hvorfor han overhovedet har skrevet bogen.

Det er jo ikke, fordi der netop er mangel på bøger om Churchill.

Rent tidsmæssigt begrænser Larson sig til Churchills første år som premierminister. Man kan roligt sige, at det var et højdramatisk år. Churchill tiltrådte 10. maj 1940, samme dag som Nazityskland indledte sin offensiv i vest.

Få uger senere var Frankrig nedkæmpet, Storbritannien stod alene, og så fulgte blitz’en. Bomberne regnede ned over London og andre byer. Til søs truede de tyske ubåde med helt at afskære Storbritannien fra omverdenen, og hele tiden lurede frygten for en tysk invasion. 

Hvordan Churchill holdt mod og kampgejstoppe hos sig selv og en hel nation, og hvordan han handlede i de altafgørende situationer, fortæller Larson dybt fascinerende om.

Og han går helt tæt på, f.eks. da Churchill tager beslutningen om at angribe den franske middelhavsflåde, for at den ikke skulle falde i tyskernes hænder:

Da græd han

“Kort efter at have givet ordren blev han overvældet af omfanget af det, der måske lå forude. Han tog Beaverbrook ved armen og trak ham ud i haven bag Downing Street 10. Klokken var næsten to om natten. Vinden blæste kraftigt. Churchill gik med hastige skridt gennem haven, mens Beaverbrook, der havde astma, måtte kæmpe for at holde trit. Mens han stod og hev efter vejret, bekræftede Churchill, at et angreb vitterlig var eneste farbare vej, og begyndte så at græde”.

Vi følger også vor helt i lysere stunder. Som da Churchill får besked om, at det amerikanske Senat har vedtaget låne/leje-loven, der åbnede for at forsyne Storbritannien med amerikansk krigsmateriel. En bronkitis-ramt Churchill fejrer det på denne måde:

“Efter middagen, hvor han havde fået både champagne og brandy, fyrede han op for grammofonen og begyndte at spille militære marcher og sange. Han hentede en storvildtsriffel og begyndte at marchere til musikken, noget, han yndede at gøre om aftenen. Derefter udførte han geværeksercits og bajonetmanøvrer og lignede i sin kravledragt et kæmpe lyseblåt påskeæg, der var på vej i krig”.

Sådanne farverige skildringer er jo altid underholdende, navnlig fordi Larson er ferm til at flette dem ind i den overordnede fortælling om krigens gang.

Men det er ikke kun hovedpersonen selv, vi hører om. Vi får også detaljerede beskrivelser af, hvordan en række personer tæt på Churchill oplever begivenhederne. Især datteren Mary Churchills og privatsekretæren John Colvilles dagbøger bliver flittigt gengivet.

Unødvendige detaljer

Larson forklarer, at han er gået “på jagt efter de historier, der ofte bliver udeladt af de tykke biografier om Churchill, enten fordi der ikke er tid til at fortælle historierne, eller fordi de virker for useriøse”.

Tja, det er vel et spørgsmål om smag og behag, om man kan lide at få afbrudt en højspændt fortælling om begivenheder, der har været afgørende for verdenshistorien, med en 17-årig piges beklagelser over Papas humør eller en ung mands overvejelser om kæresten.

Personerne spiller ingen rolle overhovedet for historien, og mange af de hændelser, der gengives fra deres dagbøger, bidrager ikke på nogen måde til portrættet af hovedpersonen.

Okay, for passionerede Churchill-fans er der muligvis nye detaljer at hente. Men det kan blive for meget af det gode, og det gør det her.

Som amerikaner lægger Larson stor vægt på, hvordan Churchill satte hele sin lid til USA. Så selv om fortællingen egentlig slutter i maj 1941, da det så allermest dystert ud, spoler Larson i et afsluttende kapitel frem til december samme år, hvor USA kom med i krigen, og alt blev godt.

Pyha!  

Rent stilistisk kan Larson sit kram, han skriver bare kanongodt. Man sluger de 100 korte kapitler, som var det en spændingsroman, selv om slutningen er velkendt.

Så værsgo, alle Churchill-fans: selv om I var mætte i forvejen, er endnu en lækkerbisken serveret. Velbekomme!