Det onanerende selv

Elvir Maleškić : ”I stød finder jeg læ”

Der er en påfaldende brutalitet til stede i flere af Maleškićs debutdigte i denne samling.

Titlen rummer på én gang den sårbarhed, der også er til stede i samlingen, og så dette at den seksuelle relation synes at være der, hvor jeg’et finder læ – sikkert i både direkte og overført i eksistentiel forstand.

Her kan jeg’et omtale sig selv i tredjeperson: ”Og stødene, de kommer med Elvirs sæd, filtreret og fint pakket / ind i vindens bløde vinge”.

Selviscenesættelsen fejler ingenting, når digterjeget hægter sig op på den romantiske forestilling om Hemingway, der langt overstiger den fallerede virkelighed i digtet ”Alle læber brænder”:

”Jeg er én af de rigtige mænd, der altid går rundt med stiv pik.

Den er kun blød til begravelser og forældremøder.

Når jeg som den rigtige mand knepper min kvinde i Aarhus, så

ringer klokkerne både i Nord- og Sydbosnien.

I alle de flækker, hvor jeg som Hemingway jagtede punchlines,

fascister, tyre og drak deres blod”.

Det er der selvfølgelig noget humoristisk over, og måske er her tale om ironi, men de ironiske markører er generelt skrøbelige i deres afhængighed af læserens kulturelle kontekst.

Men desværre bærer digtsamlingen overordnet set præg af jagten på punchlines. Men i samme digt er der også et mærkeligt og klokkeklart fint billede som dette: ”mens ungerne […] / bedøver himlen og havet og / goplernes træk”. Det billede står så i skarp kontrast til volden i billedet:

”Jeg skal nok brændemærke dig.

Jeg er manden i dit liv”,

og i kontrast til det efterfølgende, platte billede:

”Jeg lyder spændende og lægger villigt min kakaopik på din

snehvide mave, så du kan få din kontrast”.

Læg i øvrigt mærke til det homoerotiske billede, der fremkommer gennem første linjes enjambement (linjebrud).

De erotiske billeder i digtsamlingen bærer typisk på en pornoficering og/eller eksplorationsæstetik (f.eks. ”Imens bliver min pik støbt i vådfissen”). I det hele taget er digterjeget fuldstændig indkroget i sit masturbatoriske selv; selv natten i Bosnien penetreres – ingen og intet undslipper.

Senere i bogen er der (måske) erindringsglimt fra borgerkrigen. Militserne der tramper rundt i gangene, spisebordet med familien, ”På bordet et skrigende fad. / Et æble, en pære og en håndgranat”.

Her bliver Maleškić interessant, og han kan pletvis noget, der kunne bære frugt på sigt, hvis det får tid og rum til at udvikle sig.