Flere islandske forbrydere

Einar Már Gudmundsson: “Thi kendes for ret”

Gudmundssons roman fra 2021 ”Islandske forbrydere” gav læseren et broget indtryk af en omfattende kriminalitet i de islandske sysler, en manglende lovlydighed, som jævnt hen blev accepteret med en vis godmodighed af befolkningen og myndighederne.

En af de mere markante forbrydelser, der blev hentydet til, var røveriet på gården Holt tæt ved det fiktive fiskerleje Tangavik i Árnesyssel.

I ”Thi kendes for ret” sættes der atter fokus på Tangavik og omegn, og vi får i alle omstændelige detaljer beretningen om det røveriske overfald på beboerne på Holt.

De langvarige diskussioner og omhyggelige forberedelser til ugerningen, selve det uelegante røveri og den langvarige, men helt uafvendelige proces med at få ransmændene opsporet, tilfangetaget og lagt i lænker.

Forbrydelsen fandt sted i 1827, og der ventede de skyldige mishandling og lange fængselsdomme, som blev afsonet i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København.

Hver en sten bliver vendt, og med Einar Már Gudmundsson som pennefører kører historien med en underskruet humor og en forstilt benovelse over den opførsel, som folk fra Tangavik udviser.

Det myldrer med bipersoner i fiskerlejet, og de har alle deres egen historie, som man lige får en bid af.

Man sidder som læser ved langbordet i skumringen, hvor Einar Már Gudmundsson rømmer sig, tager ordet og siger:

”Nu skal I høre om dengang retsfuldmægtig Gudmundur Nielsen, også kendt som Gúndi den Grusomme, gik gennem isen og satte livet til”.

Og så kører det ellers derudaf om præstekonen, der hver morgen af hensyn til helbredet drak en skefuld frisk, lun pis direkte fra potten, og om Símon Olsen, der ilde tilredt blev fundet støvleløs i Thjórså.

Sædeligheden i Trangavik ligger på et ganske lavt plan, og uægteskabelige alliancer florerer som myg på en fugtig forårsaften.

Byens danske købmand tager en gang om året til København for at gøre indkøb og inspicere hovedstadens bordeller. Den lejlighed udnytter hans hustru og butikkens handelsbetjent naturligvis omgående. 

Alkohol spiller selvsagt også en ganske stor rolle for fiskerbefolkningen, der i øvrigt hver dag har døden med på toften i fiskerjollen. 

Mange af figurerne går igen fra ”Islandske forbrydere”.

Det gælder Blinde Óli, der også har en aktie i røveriet på Holt, samt Sigrún Karlsdóttir, Sigga Søstærk, som har egen båd med mange folk forhyret, og som trodsigt går i mandstøj, selv om det er strengt forbudt.

Hendes standhaftighed får folk fra Trangavik til at mene, at det var dem, der opfandt ligeberettigelsen.

Det hele er kosteligt og leveret i Gudmundssons underfundige, helt uimodståelige sprog.