Fra en verden af storm og stille

Dorthe Nors og Henrik Saxgren: ”En linje i verden”

Bogen ”En linje i verden” er blevet til i et samarbejde mellem forfatteren Dorthe Nors og fotografen Henrik Saxgren. I udgangspunktet har de to kunstnere arbejdet uafhængigt af hinanden, men på trods heraf er der kommet et helstøbt værk ud af sammenstillingen mellem tekst og foto.

Titlen refererer til den næsten 1000 km. lange kystlinje fra Skagen i nord til Vadehavets begyndelse i Holland i syd.  Hovedvægten ligger dog på den danske del af strækningen.

Det er et brag af en bog, der fysisk er produceret med papir, tryk og billeder i høj kvalitet. Det er ikke så tit, det sker. Og tekst og billedside arbejder med hele paletten af sproglige og visuelle virkemidler.

Bogen rummer femten poetisk anlagte beretninger, erindringer og historier og tre billedfortællinger, som på hver deres måde gengiver sider af den både barske og blide Vestkyst og af de mennesker, der med et umådeligt mådehold lever dér på linjens præmisser.

På tekstsiden blander Dorthe Nors personlige erindringer fra det landskab, hun er vokset op i, med reportager og historiske beretninger om landskabets mennesker og deres bundethed til stederne.

Denne står i modsætning til den udlængsel, der præger jeg-fortælleren og de mange opbrud, fortælleren foretager til f.eks. storbyer og deres anderledes pulserende liv. Længslen efter ”linjen” drager imidlertid fortælleren tilbage til hjemstavnen og dens stier:

”Stien begyndte at gå der, hvor græsset bøjede sig. Sommer efter sommer. Med sålerne og klovene og tyngden blev den handling gentaget, som blåbærrisene til sidst lærte at kende og bøjede af for, skriver Kerstin Ekmann. Et net af stier, gangårer, erindringskar.”

Der markeres her en enhed mellem jeget og naturen, ligesom naturen andre steder tilskrives både magiske og personificeres: ”Sandknog kunne æde en gård, en kirke, et lille samfund… den maler landet til sand og salt, insisterer på tilpasning, og det er store kræfter, der er på spil.”

Fortælleren vender tilbage ikke bare til sig selv, men til en pagt med naturen og det rodfæstede liv. Linjen markerer ikke bare et geografisk rum, men også en adskillelse af menneske og natur.

Teksterne søger at ophæve denne forskel: menneske og natur bliver til ét: blåbærrisene ”lærer” stier bliver til ”årer” og ”erindringskar”.

Dorthe Nors peger med ”linjen” på ikke bare sin egen personlige historie, men på en stærkt aktuel problemstilling med globalt perspektiv: mennesket har gjort sig til herre over naturen, som nu vender sig mod dette herredømme.

Dorthe Nors peger på gendannelsen af en sensitivitet, der kan hele den ulyksalige adskillelse.

Henrik Saxgrens billeder er i bogen i deres egen ret.

De viser havet, mennesker og landskaber i forskellige stemninger fra idyl til voldsomme stormfyldte billeder, hvor især grålige toninger er dominerende, men de brydes af grønne, sandgule og flammerøde optagelser, som sine steder gengiver landskabet og kystlinjen som skulpturer.

I virkeligheden fortjener Saxgrens fotos et større format for at komme helt til deres ret, selv om de i bogens format alligevel skaber prægtige stemninger.

Nors’ og Saxgrens bog indgår i en lang billedkunstnerisk og litterær tradition, der er optaget og fascineret af det barske vestdanske landskab og dets mennesker.

Blicher, Skagensmalerne, Det store Gennembrud med Aakjær, Skjoldborg, Jensen og senere Hans Kirk. På et tidspunkt tonede interessen lidt ud, men er blevet fornyet af bl.a. Knud Sørensen, Stine Pilgård og Ditte Holm Bro, hvis bog ”Fladland” udkommer senere i år.

Der er forskelle i beskrivelsen af det vestjyske, men fælles er fascinationen af og forundringen over den omskiftelige natur og dens særlige støbning af de mennesker, der med fåmælthed kæmper med de utæmmelige elementer.