Ned i tempo

Dorte Fogh og Annette Østergaard:” Levende stene. Laila Westergaards kunst”.

Skulptur er en kunstart under pres. Forældet og overflødig, vil nogen sige, eller allerede perfekt og derfor uinteressant ifølge andre.

Skulpturer var nogle, man lavede, dengang enevælden skulle dyrke sin magt med monumenter, eller de rige skulle fejre deres succes med skønhed, der viste, de havde mange penge.

Men ligesom maleriet blev hårdt ramt af fotografiet og teatret af filmen, har skulpturen som kunst været fanget mellem mekaniseringen af det håndværksmæssige og den moderne kunsts vilde flugt fra traditionen over mod stort set alle andre materialer end sten.

At hugge stenbilleder er en kunstart, hvor det er så som så med spontaniteten. Ingen pludselige indfald, når det er granit, der er mediet.

Til gengæld kræver det selvsamme materiale en voldsom ro af billedhuggeren, både fysisk gennem det langstrakte, kreative arbejde og kunstnerisk gennem ideudvikling og tilsvarende slidstyrke.

Laila Westergaard har noget særligt med granit, nu gennem et langt arbejdsliv. Hun er en sjælden fugl – datter af en stenhugger, som selv var søn af en ditto.

Tre generationer i sten, hårdt arbejde og mad på bordet med de gravsten, der dengang holdt biksen kørende, men både bedstefar Torvald (1901-1988) og far Ejgil (1928-2015) udtrykte sig løbende og modent i det strenge materiale.

Laila (f. 1964) er uddannet hjemme, på Kunstakademiet i Aarhus og i Istanbul. Siden 1990 har hun levet af at hugge, og hun har udviklet en genkendelig og dog hele tiden fabulerende stil.

Produktionen falder i flere grupper, der er kar, relieffer, billedsten, sten med tekst og egentlige skulpturer. Bogen og produktionen kulminerer foreløbig med det store gesamtkunstwerk, nemlig udformningen af kapellet ved det nye supersygehus i Gødstrup.

Westergaard arbejder med de store sammenhænge og gennemprøvede symboler. Hendes vingefang er stort, hendes præcision beundringsværdig, og så er hun fremragende til at destillere, dvs. forfine og nuancere en ide til dens perfekte form.

Det kommer bedst frem, hvis vi tager et par eksempler. ”Mobile Home” fra 2006 viser os en godt brugt flyttekasse med alt det, man kan få brug for i det daglige: tandpasta, plaster, tændstikker, sæbe, atlas, salt mm.

Der er indhugget et håndtag, og under det står der skriblet ’heavy’ med store bogstaver. Stenen ligner en flyttekasse, men er også en collage af grafik. Det er tankevækkende og sjovt på samme tid.

I værket ”Jesus i Hjørring” møder vi et galleri af hoveder, sat op i stort format. Hver sin personlighed, hver sin vinkel, et billede på menneskelig mangfoldighed. I det tidlige værk ”Landeløs” ser man et stiliseret menneske bære sit hus på ryggen.

To værker til to Katedralskoler lader os møde ord, ord og atter ord. ”Kar for alfabetets styrtregn” (Nykøbing Falster 2006) er en overdådig billedgørelse af skolens mange fag og muligheder.

Mens ”Ord på vej” (Ribe 2015) leder eleven til og fra skole på en mosaik af velvalgte citater, der kommenterer hinanden og til sammen former en bred, humanistisk dannelsesvej.

I den øvrige produktion møder man hjerter, huse, dyr, natur, bænke, vugger, kropsdele og ansigter. Meget grundlæggende symbolik, som er tilegnet og behandlet af en tanketung, inspireret og inspirerende stenmester med rod i folket og noget på hjerte.

De to forfattere lever sig godt og grundigt ind i denne produktion og skildrer den med engagement og respekt.

Også de ser ud til at være formet af den store europæiske tradition for at kombinere humanisme og kristendom, og som vidnesbyrd om denne stadig livskraftige ide er bogen forbilledlig.

Der skal ro på, mod til at stå stille og virkelig se, og så skal der være noget at komme efter.