Mennesket som ø

ROMAN - Dimitris Sotakis: ”Historien om et supermarked”

Den klassiske eksistentialisme gik ud fra, at verden er absurd. Meningen kan ikke findes et sted derude, men skal vælges af subjektet.

Det er op til mennesket at vælge, og i kraft af valget bliver man selv til, og verden formes. Eksistentialisterne var mange i kølvandet på den store krig. Ekstreme vilkår forøger trykket på den enkelte, og måske er vi ved at være der igen.

I al fald har forlaget Jensen & Dalgaard fået oversat en ny, græsk roman, der foregår i Absurdistan. En ganske gennemsnitlig mand, 37 år gammel, lander på en øde ø. Han er ansat på et mindre studenterblad i Wellington på New Zealand og bruger ellers sin tid på at drikke øl på pubben og følge med i de lokale fodboldresultater.

Pludselig alene midt i Stillehavet starter verden forfra. I jeg-fortællingens form hører vi om mandens liv gennem opholdet på øen. Hvordan han finder mad, hvad han laver, hvilke dele af øen han foretrækker. Hans undersøgelser af flora og fauna, hans glæde ved havet, hans møde med en ganske fantastisk havbjørn af hunkøn.

Faktisk er romanen en såkaldt ’robinsonade’, men med et twist af magisk realisme. Ligesom i sin tid Defoes bog Robinson Crusoe (1719) får læseren gennem fortællingen om det ene, isolerede menneske en dobbelt tekst: Det er ét menneske, men samtidig mennesket som sådan, vi fordyber os i.

Sotakis’ mand er skrevet frem i 2015 på græsk, men først oversat nu – og ganske glimrende – af Anders Olesen. Hovedpersonen hedder Robur Anthropos, og det navn er ladet med mening. Ordet ’anthropos’ er det græske ord for ’menneske’, og ’robur’ betyder stærk. Men hvad har det med et supermarked at gøre?

Jo, mandens projekt er at bygge et supermarked. Han dedikerer sig 100% til sin plan, tænker, udvikler, tester, samler, bygger og udstyrer en hytte på stranden med alt det, han kan finde på sin ø.

Fælder træer og binder stammer sammen, sætter hylder op og salter kød, høster grøntsager, finder gyldent sand, skriver skilte og drømmer. Han drømmer i den tidstypiske kapitalistiske stil: kunder, omsætning, vækst, reklame og succes.

Hvor absurd dette er, står hele tiden klart for læseren, men ikke for hovedpersonen, så vi er aldrig helt solidariske med den sære mand. Man tænker, det er en skabelseshistorie med Adam omsat til det moderne.

Der er noget konen i muddergrøften over hans luftkasteller, men han siger jo det, alle siger nu: Man kan, hvad man vil; supermarkedet er et bevis på, at mennesker kan opnå det, de ønsker.

Selfiegenerationens narcissisme og det ideelle forbrugersamfund indgår en uhellig alliance. Manden lever i sin forestilling om kommende succes, han formår at overbevise sig selv om supermarkedets store fremtid. Alt indgår i hans imaginære håbsfortælling, og også hans egne behov udskydes under hensyn til det strålende endemål.

Hvad der sker, da omverdenen finder ham, og hans forestillede verden kolliderer med den, vi andre har, skal ikke røbes her. Tekstens gnister skal findes i spændingsfeltet mellem den gamle og den nye Robur. Massemenneskets glædesløse trummerum over for den eksistentielle meningsfuldhed i det individuelle projekt.

”Intet menneske er en ø”, sagde John Dunne, ”and an island never cries”, fortsatte Paul Simon. Her får vi en fabel om menneskets ubodelige ensomhed, som i vores tid er blevet påført smitte af forbrug, succes og narcissisme. Den er lang i spyttet og bizar, og hvad vil den egentlig? Måske bare stille spørgsmålene.

Er menneskers individuelle håb udtryk for selvudfoldelse og styrke (Robur, hedder han jo), eller er alle vores påfund bare en copingmekanisme for at holde en absurd verden ud? Eksistentialismen er tilbage.