Skip to main content
BOG

Uovertruffen helvedestur

Bøger - "Den guddommelige komedie, fortalt af Ditlev Tamm"

Der findes bøger, der er svære at lægge fra sig. ”Den guddommelige komedie” i denne version er én af dem. 

Den italienske forfatter Dante Alighieri (1265-1321) skrev bogen i perioden 1307-1321, og værket opfattes som et af verdenslitteraturens hovedværker.Ditlev Tam.png

Dante kaldte egentlig bare fortællingen for ”Comedia”(Komedie), men adjektivet ”guddommelig” blev tilføjet i 1500-tallet og har siden fulgt fortællingen. En komedies særkende er jo netop, at den begynder skidt, men ender godt, og så er vi i gang.

Dr. Phil. Ditlev Tamm, f. 1946, formidler i et klart og smukt sprog den gribende fortælling om hovedpersonen Dantes rejse fra helvede, igennem skærsilden og videre til paradiset. En dannelsesrejse, der samtidig er Europas første jeg-roman.

Cand. theol Martin Herbst skriver - apropos- i sin bog om ”Den guddommelige komedie”, at Dantes rejse er en kultivering af den fornuftstyrede hjerne.

Dante bliver ledsaget af Vergil, som repræsenterer den græsk-romerske Verden, frem mod målet, hjertets dannelse ledsaget af Beatrice, som han forelsker sig i. Hun repræsenterer den jødisk-kristne verden. 

Tilsammen danner de to vejledere en slags syntese mellem det maskuline og det feminine, og samtidigt de to verdenssyn som antikken og kristendommen repræsenterer.

Bogen indleder med rejsens begyndelse, hvor Dante som 35-årig beskriver sin midtvejskrise. Ledsaget af Vergil og med to kobbertryk af Alexander Tovborg: ”Kort over helvede” og ”Helvede”.Ditlev Tamm b.jpg

Som man kan læse i bogen, arbejdede Tovborg i perioden 2017-2024 parallelt med sin øvrige praksis med klassiske dybtryksteknikker. Dybtryksteknik stammer fra guld- og sølvsmedenes graverede ornamenter, der fra midten af 1400-tallet blev brugt til at lave tryk på papir.

Der er i alt 100 kobbertryk i bogen, og den er således på alle leder og kanter et pragtstykke i klassisk tænkning og teknik.

Tovborgs kobbertryk er langt hen ad vejen skabt i monokrome farver, og netop ”Helvede” er trykt i mørkviolet, som ifølge Johannes Itten (1888-1967) netop er den farve, der er tættest på mørket i farvecirklen. Jo, der er mørkt i helvede!

Samtidens moderne mennesker anvender ofte ordene helvede og paradis som metaforer for henholdsvis livets onde og gode sider, men hvornår har du sidst hørt et menneske tale om skærsilden?ditlev_tamm_web.jpg

Tamm skriver, efter at have defineret begrebet med rod i latin ”-har noget at gøre med at rense … Skærsilden er en slags mellemstation mellem helvede og paradis, hvor mindre synder får mulighed for at blive renset”

Dante giver skærsilden sin helt personlige udformning. Ligesom helvede er den bygget op omkring de syv dødssynder, men i en anden rækkefølge.

Vi begynder her med hovmod, så følger misundelse, vrede, dovenskab, griskhed, ødselhed og til sidst vellyst. Selvom straffen kan være hård - også i skærsilden - så er der håb forude!

Det klassiske værk ”Dantes guddommelige komedie” har inspireret kunstnere, tænkere og forfattere igennem de sidste 700 år.

Netop denne udgivelse på i alt 249 sider, i coffee-table-format, af to kapaciteter indenfor tænkning og kunst sætter fortællingen ind i en nutidig sammenhæng på uovertruffen vis.

Tænk over, hvor meget Dante oplever på sin ugelange rejse! Hvem sagde guddommelig? Bogen er intet mindre end en perle i sprudlende, vidende fortælleglæde og klassisk, visuel skønhed.

Bogen udkommer netop, som Tovborgs hidtil største museumsudstilling kan ses på ARoS frem til 4. januar 2026.

Info

  • “Den guddommelige komedie”
  • Fortalt af Ditlev Tamm, illustreret af Alexander Tovborg.
  • 248 sider, 399,95 kr.,Strandberg Publishing