Bold på hjernen

Digte - Claus Nivaa: ”Måltid. Fodbolddigte”

Det går over stok og sten. Det er tekster med tempo, glidende indfald og rablen. Indimellem stopper de op og tænker efter, og så kører spillet igen, der prøves og fejles, dribles og scores.

Bolden, og det vil her sige fodbolden, er i centrum for alle teksterne.

Hele 91 tekster på i alt 246 sider, et overflødighedshorn for en fodboldfan i dette utrolige fodboldår. Der er ovenikøbet klistermærker med til høflig selvbetjening.

I alt 24 stykker kunst ligger i bagflappen og skal klistres ind på strategisk velvalgte sider i selve bogen, så man nærmer sig en totaloplevelse. Kunstneren er Martin Bowyer.

Teksterne disponerer Claus Nivaa i fire afsnit: 1. halvleg, Pausen, 2. halvleg og Slutfløjt. 1. halvleg består af tre afsnit: ”Bolden og barndommen”, ”I spil” og ”Legendernes tid”, og i 2. halvleg er der også tre dele: Et langdigt om ”Spillets regler”, ”Fodbolddigtere” og endelig ”For fans”.

Som man kan fornemme, kommer vi hele vejen rundt. Barndommen, spillet, de store helte: Banen, reglerne, teknikken. Tilskuerne, fankulturen og alt det udenom banen.

Fodbolden som socialisering og barndomserindring kredser om far-søn-forholdet. Overdragelsen af indsigter om fodbold er en central del af fars arv, og billederne af dengang viser os det ømme nærvær. Tilbageblikket bringer igen og igen Nivaa i kontakt med den ellers ret fjerne far.

Spillet har været hans anden socialisering. I klubben og på holdet lærte han den virkelige verden at kende.

Fodboldbanen var rammen om udholdenhed, om fællesskab, om det lange seje træk og den store forløsning, der lurede i uforudsigelige øjeblikke. Den eksistentielle modning sker i billeder fra spillet, i de valg og tipping points, man lærer alt muligt af.

Et digt forklarer os således, hvilket mentalt skred det er for et hold, når man ikke bare forstår, hvad en off-side-fælde er, men bruger den og ser det lykkes. Efter det - er man voksen, man har fået et højere register at håndtere livets kamp med.

Med til Nivaas egen historie hører den regionale forankring. Viborg Fodsports Forening, Viborg FF, er det grønne trekløver på brystet, stoltheden, arvefjenderne og den stabile identifikation igennem et langt liv.

Klubben tilbyder et meningsgivende fællesskab på græs og på lægter, og dette engagement er livsforandrende. Nu får vi så Viborg at se i superligaen fra august, tillykke med det.

Legendernes tid er en indføring i hele mytologien. Det er alle koryfæerne, hele fodboldens anetræ og forbindelseslinjer på kryds og tværs i historien og geografien.

Nivaas gennemgang er spontan og styret på samme tid. Han har selv oplevet de store, lyder det til, men de er lige så meget med, fordi de er faste brikker i fodboldens hall of fame. En veritabel tour de force i klicheer lige fra miraklet i Bern til afbudssejren i ’92.

Men han er lige nøjagtig for ung til at have set Gordon Banks’ fabelagtige redning af Peles hovedstød. Nivaa daterer til 1966, men da var Pele skadet – anmelderen husker de grynede billeder af det i en natlig transmission fra Mexico i 1970.

Selve bogens titel er et ordspil og skulle måske skrives mål-tid. Tid til mål, tid til at se retningen for alle menneskenes anstrengelser.

Nivaas romantiserende billede af fodboldspillet er en sekulariseret lutheransk pligtmoral. Man mudrer igennem på halve talenter, jorder omkring i provinshuller og på tilfældige stykker græsmark, og selve denne aktivitet, alene og sammen, bliver meningen med det hele.

Hvorfor træne, hvorfor stille op med dårligt udstyr eller begrænsede evner? Jo, det skal man, det er livet. Målet er processen.

Undervejs bliver det til mange vilde indfald. Efterligningen af pausereklamerne i TV3+ er storslået satire. Kapitalinteresserne kritiseres klart. Et helt kapitel sammenskriver digtere og fodbold.

Der skrives pasticher med tungen i kinden, der stilles et hold yndlingsdigtere op i en detaljeret formation. Vi møder den fabulerende Laugesen, Jens August Schade og endda Aarestrup. Der hentydes til Rifbjerg, Tove Ditlevsen og Tom Kristensen.

I det formelle er der nogle svagheder, men samlingen er jo som Nivaas øvrige produktion rundet af spoken word-genren, så der rappes igennem med indrim og lydeffekter. I det afsluttende fan-kapitel trækkes der helt tydeligt på denne tradition.

Anmelderen må kvittere for denne sprogsprøjten, denne ordorkan, disse sætningsstribernes uendelige og ukuelige dans omkring den grønne firkant med cirkeltegnet, denne umulige apoteose af cirklens kvadratur.

Tilbagevendende er indtrykket af fodboldens betydning som større end eller i hvert fald på størrelse med livet selv. Vigtigere end liv og død, som Shankly sagde. Fodbolden er lyset på Nivaas himmel, eller som det hedder i digtet ”Midtbane (til Bill Shankly)”:

Fødsel

Fodbold                                         

Døden.

En oplagt gave til den fodboldfan, der slet ikke vidste, han kunne læse digte.