De fornedrede får sprog

Claus Carstensen: ”S.T.”

Under bogens titel står der ”orke / yrke / ærke” og under disse tre ord en streg som et regnestykke og under den (og i så fald resultatet) ”fatigue”. Hvoraf udmattelsen? Sæt S.T. foran de tre ord, og man har storke, styrke og stærke. Hvad det skal betyde, skal jeg ikke kunne sige.

Carstensen er maler, billedkunstner, digter, essayist m.m., og han har været professor ved det Danske Kunstakademi, hvor de ansatte nu kaster kunst i havnen, hvis ikke lige det passer ind i den identitetspolitiske selvhævdende forvrængning af virkeligheden.

For Carstensen er virkeligheden skruet anderledes sammen, hans poetik eller erkendelsesteoretiske tilgang er defineret ved lade det fornedrede få sprog og lyd gennem tanke og hjerte.

”Gode hunde. Fucking bistandsklienter. Hunde! Vask jer bag ørene før i tørre røv på danskerne! Fucking bistandsklienter. Og dig som kalder dem muslimer, din fucking kartoffel dansker! Kys en muslimsk røv og lav en artikel over det i stedet for”.

Teksten er morsom og nihilistisk spiddende. Muslimbashingen er indpakket i pronomenet ’I’ stavet med lille ’i’ og efterfulgt af ”tørre” uden nutids-r. Men bedre er det ikke på den anden side af det politiske spektrum; ”kartoffel dansker” hedder det her.

Carstensen fokuserer i højere grad på ”macchia e materia”, plet og stof eller materie, det bliver også en måde at skrive på – det faktiske strømmer ind og ud af digtene – historie, politik og den personlige erindring.

Udgangspunktet for Carstensen poetik bliver et ”nej tak / næsten høfligt / som et / fuck / you / very / much”. I nej’et er der starten på en frihed; tilbage er kun Carstensen selv og den relationelle knude, han udgør.

Men selvom der er noget tillokkende ved skriften, stiller den sig også på bagben og nægter, i hvert fald i min optik, at betyde. Den skyder mig fra sig, bliver i stedet til monumenter over et eller andet – måske udmattelse? Måske sejr eller måske tab? Jeg ved det simpelthen ikke, og det er måske heller ikke meningen.

For mig bliver Carstensen digte desværre mere til tænkning og manifestation end digtning, og præcis derfor oplever jeg dem også som lyrisk tynde. Det er problematisk når balancen mellem tanke og digtning ikke er på plads, hverken den ene eller den anden yderpol er tillokkende.

Kan du lide, det du læser? I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling på dette link:

Støt kulturen.nu