Det man bør

Filosofi -Cicero: ”Forpligtelser”

Filosofien startede i det gamle Grækenland. Man begyndte at tænke godt og grundigt over tingene. Så vidt vi kan se, og det kan vi kun, fordi de skrev det ned, havde de særligt tre emner for sig:

For det første: Hvad er verden for noget, og hvordan hænger det hele sammen? Det spørgsmål blev efterhånden til naturvidenskab, selv om det tog mange århundreder at raffinere både metoder og redskaber i de undersøgelser.

For det andet: Hvordan kan vi vide det? Altså, hvad er viden, og hvordan bliver vi sikre på det, vi regner med, er sandhed? Hvordan overtaler vi hinanden, og hvad er sprog i det hele taget? Disse spørgsmål behandles stadigvæk i emner som logik, retorik og videnskabsteori, foruden sprogfilosofi og argumentation.

Og endelig for det tredje: Hvad kan og skal jeg gøre? Hvad er det passende, og hvordan er det klogt at handle? Grækerne selv kaldte denne tredje form for ’etik’, men den rummer også en god del antropologi og politisk teori.

Man skal nemlig gøre sig klart, hvordan man opfatter mennesket og dets muligheder, og ’det passende’ består i et indviklet samspil mellem den enkelte og samfundet.

Alle disse græske videnskaber (fysik, logik og etik) er nået frem til os gennem mere end 2000 års tradition. Den vigtigste station på rejsen var Rom.

Antikken var nemlig en dobbeltkultur af både græsk og romersk. Centralt i formidlingen og udviklingen af tankerne om mennesket og samfundet står den utrolige taler, politiker og forfatter Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.).

Hans liv kunne blive til flere film, f.eks. et retsagsdrama, for manden var en gudbenådet advokat og en af retorikkens allerstørste navne.

Hvad med at lade filmen dreje sig om retssagen mod Verres, en legendarisk kunsttyv og administratorskurk? Sagen skal bringe retfærdighed til de hårdt prøvede sicilianere, der har lidt under romersk magtmisbrug og udpining i millionklassen.

Man kunne også vælge det politiske område, filmet som western. Krisen, da Cicero var consul (øverste embedsmand, 63 f. Kr.) og afslørede en sammensværgelse med kupplaner. Her er der nærmest tale om et shoot-out til sidst, hvor ”this town ain’t big enough for the two of us”, og skurken Catilina må flygte.

Sidste forslag er tragedien. Efter mordet på Cæsar forsvarede Cicero med hele sin retoriske kraft det døende demokrati i den gamle republik. Han angreb Antonius, Caesars arving, men tabte.

Veltalende og skarp blev han til sidst erklæret fredløs og blev dræbt af Antonius’ mænd. Hans hænder og hoved blev sømmet op på talerstolen i Rom til skræk og advarsel.

Men det er ikke film, dette her, det er en bog, for undervejs brugte Cicero ikke så lidt energi på sit forfatterskab. Både på retorikkens og den generelle filosofis område er han en afgørende faktor i oversættelsen og videreførelsen af de græske indsigter. Et udvalg af hans værk om ”Forpligtelser” er nu blevet nyoversat som et godt eksempel på dette.

I værket diskuterer Cicero, hvad der er vigtigst, når man skal danne sig et grundlag at leve på. Han stiler overvejelserne til sin ellers ret skuffende søn, der er ved at uddanne sig i Athen. Det hele skærpes af, at vi er i det sidste år af Ciceros liv, og hans kamp mod Antonius påvirker tonen og indholdet i skriftet.

Man skal først og fremmest forstå ’det ædle’, dvs. hvad det gode er. Ligesom grækerne opererer han med de fire dyder: retfærdighed, visdom, mod og mådehold. Han fremlægger et menneskes forpligtelser som drevet af enten det ædle eller det nyttige, og han diskuterer også de mulige dilemmaer, dette kan afstedkomme.

Udvalget er primært taget fra den første del af værket. Cicero går dyderne igennem med stadigt henblik på, hvad det gode menneske skal gøre, hvad det er forpligtet til, hvordan det skal indgå i samfundet.

Det intense forsøg på at lære sønnen, hvad der er det vigtigste, gør fortsat indtryk. At opføre sig ordentligt er vigtigere end, hvad man kan få ud af det. Mennesket er af natur et fællesskabsvæsen, og den enkeltes frihed må kun gå så langt, at andres friheder respekteres.

Bogen har haft et uoverskueligt efterliv og er blevet læst igen og igen gennem Europas historie. Den har vejledt enkeltpersoner rent etisk, men har også inspireret til masser af politisk filosofi i både antikken, middelalderen, renæssancen og oplysningstiden. Søvsøs indledning understreger dette på meget anskuelig måde.

Oversættelsen er landet i et rigtigt godt leje. Det danske er letforståeligt, og Ciceros fine retorik får plads nok til at ånde. Ordvalget er klart og opdateret, og det flyder godt. Der tales f.eks. om ’på sigt’, at noget er ’kontraproduktivt’, ’en katastrofal retstilstand’ eller ’forskruede ambitioner’. Præcise og forståelige gengivelser, som ved nærmere eftersyn af den latinske grundtekst hver gang viser sig at ramme.

Desværre er det kun et udvalg på knap halvdelen af værket, der oversættes. I forhold til den seneste oversættelse (fra 1972) er den foreliggende dog en klar forbedring, dels i det danske sprog, og dels i det afklarede forhold til de traditioner, Cicero bygger på.

Gyldendal starter med denne udgivelse et nyt filosofibibliotek med foreløbig tre bind. Udover Forpligtelser er det tre af Platons vigtige dialoger (Sokrates’ Forsvarstale, Symposion og Protagoras) og en revideret udgave af Jørgen Mejers oversættelse af de førsokratiske filosoffer.

Platon-oversættelserne er fra de samlede værker, forsynet med en nyskrevet indledning af dr.phil. Anne-Marie Eggert Olsen, og førsokratikerne er blevet revideret af postdoc Rasmus Sevelsted og har fået en nyskrevet introduktion af professor emeritus Ole Thyssen.

Det bliver spændende at se, hvordan serien vil fortsætte.