Kvinden bag linsen

Roman - Christina Englund: "Slugt"

Den amerikanske fotograf Francesca Woodman blev kun 22 år. I januar 1981 tog hun sit eget liv. Christina Englund har skrevet et fremragende romanportræt af hende.

Romanen foregår i det sidste halve år af Francesca Woodmans liv, hvor hun psykisk får det dårligere og dårligere, uden at de, der er tæt på hende, vel helt egentlig forstår, hvor dårligt.

Francesca Woodmans forældre var begge kunstnere; Betty Woodman var keramiker og George Woodman maler. Da Francesca var 12 år gammel, lånte hun sit fars kamera, og hun fandt med det samme sin kunstneriske måde at udtrykke sig på.

Et sted i romanen siger romanens Francesca: ”Linsen var præcis, hvad jeg havde manglet for at indramme verden, den gjorde alting sprødt og særligt, gjorde det uendeligt meget lettere at vælge ud og skære fra.”

Og hun var meget talentfuld, Francesca. Allerede i gymnasiet begyndte hun at udvikle sine færdigheder med fotografiet og blev vel nærmest betragtet som et vidunderbarn.

Kendetegnende for hendes fotografier er, at de er sort/hvide selvportrætter eller portrætter af andre kvinder, nøgne eller slørede på grund af bevægelse eller lange eksponeringstider.

”Slugt” er ikke en biografi, det gør Christina Englund opmærksom på i slutningen af bogen. Visse detaljer er inspireret af virkeligheden, men romanens personer er fiktive, det gælder også hovedpersonen Francesca Woodman.

På den måde kan romanen minde om Christina Hesselholdts roman fra 2016 ”Vivian” om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier og Kristina Stoltz roman fra 2019 ”Cahun” om den franske surrealistiske fotograf Claude Cahun.

De to romaner var mine yndlingsromaner de år, de udkom (især ”Cahun”), og jeg ved, at ”Slugt” på samme måde bliver en af mine yndlingsudgivelser i 2021.

Jeg synes, Christina Englunds forståelse af Francesca Woodmans skrøbelige kunstnersind er indfølt og overbevisende.

Og Englund formår at få formen til at afspejle indholdet på fornem vis.

Igennem hele romanen er der små citater, skrevet i kursiv, jeg ved ikke, om disse citater stammer fra dagbøger og breve eller om de også er opdigtede, men i hvert fald passer de så fint med de fotografier, Woodman iscenesætter og tager.

Et af de første små citater i romanen er sætningen: ”Englen på vej gennem luften, rammer aldrig, har allerede ramt”. Sætningen foregriber flere selvmord i romanen, også Francescas eget. Hun sprang ud ad vinduet fra sit atelier i New York, iført en hvid kjole.

Siden jeg så dokumentarfilmen ”The Woodmans” på DR2, har jeg været fascineret af familien og især af Francesca Woodmann.

Jeg har købt kunstbøger om Francesca og ærgret mig over, at der ikke er udgivet noget på dansk.

Det er der nu, det glæder mig.

Foto (Christina Englund, øverst): Kajsa Guldberg