Afgrundens skønne blomster

Digte - Charles Baudelaire: ”Helvedsblomsterne”

Læsere af digtningens klassiske værker kan starte 2022 med stil.

Lindhardt & Ringhof har netop genudgivet Peter Poulsens oversættelse af Charles Baudelaires ”Helvedsblomsterne” fra 1997, som længe kun har været svært tilgængelig antikvarisk.

Poulsens oversættelse er langt at foretrække frem for Sigurd Swanes ”Syndens Blomster” fra 1921, for sproget kommer os friskt og klart i møde.

Poulsen har også skrevet noter til digtene og et oplysende efterord, som både nye og gamle læsere med fordel kan læse før neddykningen i helvedes syndefuldt smukke blomster.

I et andet klassisk værk, Hugo Friedrichs litteraturvidenskabelige hovedværk ”Strukturen i moderne lyrik”, karakteriseres Baudelaire som ”modernitetens digter” og det er også fra dette værk, at vi får et begreb som ”det hæsliges æstetik”.

Med Baudelaire rives fransk digtning ud af romantikken og bliver med et moderne, og Friedrich skriver, at det er med denne digter, at fransk lyrik bliver ”et europæisk anliggende”.

Aldrig før har lyrikken på dén måde evnet at chokere og genfortrylle verden gennem det hæslige, som f.eks. i værkets indledende digt, ”Til læseren”:

”Dårskab, misgreb, griskhed, utugt og smuds

Besætter vore sjæle, slider kroppene ned,

Og vi nærer vor anstand og sømmelighed,

Som tiggerne føder på de hungrige lus.

[…]

Som en sølle libertiner, der kysser og bider

I en afdanket tæves udpinte hængebryst,

Stjæler vi på vejen vor hemmelige lyst:

En runken appelsin, som vi presser og vrider.

[…]

Leden! – han drømmer om galger og mord,

Mens han fælder stille tårer i huka-røgens slør,

Du kender ham, læser, dette monster uden klør,

– Hykleriske læser, – mit billede, – min bror”.

Kontrasten til romantikkens anelsesfulde og, hvis det skulle være vildt, gotiske lyst er markant. Romantikkens geni er væk, til gengæld træder et lastefuldt menneske os i møde, som vores spejlbillede.

For det er jo også dét, der fortsat er interessant ved ”Helvedsblomsterne”: De forekommer aldrig at være gammeldags eller bundet til en bestemt tids ideal; de er lige så chokerende, smukke og utidssvarende betragtninger dengang som nu.

Tag eksempelvis en sonet som ”Den romantiske sols nedgang”. I sonettens to kvartetter optegnes et romantisk landskab, og hvordan digter-jeget kæmper for at fange, denne sols sidste stråler, men nej, for så kommer de to terzetter (digtstrofe på tre linjer i en sonet - red.) og punkterer idyllen:

”Jeg følger forgæves denne min Gud,

Som den mægtige Nat har slugt og slettet ud,

Sort, våd, dyster og gysende dyb

En gravlugt derinde i mørket jeg møder,

Og min frygtsomme fod, ved sumpranden, støder

På usete tudser, på snegle og kryb”.

Gud, med stort G, bliver fjern og uopnåelig, men Natten, med stort N, er derimod aldeles tilgængelig. Det er her, vi som moderne mennesker er kastet ud. Baudelaire er således på sin egen måde en nattens hellige, hadefulde digter.

Poul Borum starter sin bog ”Poetisk modernisme” med et portræt af Baudelaire, hvor det blandt andet hedder: ”Baudelaire har som den første vist os afgrunden […]. Hans koncentrerede bevidsthed, hans sensibilitet og sensualitet, hans revolte og hans arkitektur gør ham til den første moderne digter”.

Her er Borum og Friedrich altså på linje, og det er da også et knæsat synspunkt i litteraturhistorien i dag.

Men Baudelaire lægger også kimen til de store digtere efter Første Verdenskrig – og deres lyriske børn og børnebørn. Efter Auschwitz er Baudelaire, om man vil det eller ej, en uomgængelig del af kanon.