Nu som før

Cesare Pavese: ”Samtaler med Leuka”

Mytologi er historier. Nogle gange enkeltstående historier som den om Pandoras æske og alle de ulykker, der kom ud af den.

Andre gange er der tale om mytekredse, hvor flere fortællinger hænger sammen. Man kan pege på den trojanske krig og de forskellige fortællinger, den giver mulighed for: Om kamp, vrede og desperation, om de lommer af liv, kærlighed og klarsyn, der opstår selv i en stor krig, om hævn og ofre eller snyd og bedrag.

Samlet set er myter udtryk for alle de erfaringer, et skriftløst folk gør sig med tilværelsen. Som sådan taler vi om ’den nordiske mytologi’, den indiske eller som i denne bogs tilfælde den græske.

Myter er med et moderne udtryk ’so last year’.

De møder os som beretninger uden afsender, som fjerne universer, vi for længst er vokset ud af. De bærer umiskendeligt præg af deres alder, de opererer med guder og overnaturlige væsener i en enkelt verden af himmel og hav, jord og vejr og slægter.

Men fortællingerne fra dengang for virkelig længe siden er porøse og åbner for nye læsninger og genfortællinger. De er så at sige 3D-billeder, man kan ændre vinklerne på.

Når man genfortæller dem, er man kun tilsyneladende på vej tilbage i tiden.

I virkeligheden er en genfortælling af en gammel historie også en beretning om den nuværende fortæller, og hver ny beretter lægger noget af sig selv i historien. Mytefortælling er ligesom ny indspilninger af filmklassikere eller coverversioner af de store hit.

Den italienske forfatter og forlægger Cesare Pavese (1908-1950) er ikke meget kendt her i landet, og anmelderen er ingen undtagelse.

Han fremhævede selv dette værk som sit vigtigste, selv om samtiden ikke tog det til sig. Samtaler med Leuka fulgte ham helt til selvmordet.

Det er en meget stramt styret tekst, der falder i 27 cirka lige lange afsnit på hver 4-5 sider. Dialoger mellem hoved- eller bipersoner i en græsk myte, kommentarer før eller efter klimaks.

Man kan få repeteret historier om Ødipus, Theseus, Hyakinthos, Orfeus og Meleager og flere endnu. Pavese åbner med disse genfortællinger en samtale om bevæggrunde, begivenheder og betydning.

Alle bakser med at forstå, hvad der sker og hvorfor. Der kredses om menneskelivets vilkår, om død, vold, ensomhed, fornuftens grænser og det utænkelige.

Guderne er nemlig forfordelt. Guderne er udødelige og som sådan uendeligt kedsommelige og ligegyldige. Derimod er det mennesker, der kan få en skæbne, gå en vej, ingen har gået, vinde eller gå til.

Vi dødelige forstår det absolutte, fordi vi skal dø, og derfor bliver alt vigtigt.

Samtalerne med Leuka belyser på den måde eksistensen gennem myternes vinkler. Man kan som Paveses samtidige undre sig over, hvor alvorligt teksten tager de gamle myter, men det er den ligeglad med.

Teksten insisterer på at afæske myterne relevans, og Paveses egen tid og eksistens spiller med.

Det er lige efter den store krig (teksten er skrevet 1945-1947), mennesket er på anklagebænken og står dog stadigvæk med mulighederne foran sig. Myten er det refleksionsrum, der er tilgængeligt. Myterne leverer symboler, de er så at sige et før-sprogligt sprog, der kan tænkes med.

Teksten vil have os moderne mennesker til at forstå, at vi lever i forlængelse af de gamle.

Myten er også noget, vi skaber, hvert øjeblik bliver vores version af verden til.

Pavese er eksistentialist, men han er en særlig slags eksistentialist, som vil have os til at forstå, at vores nu binder os sammen med alle de forudgående.

Maja Lisa Engelhardts monotypier er skiftevis figurative og abstrakte. De matcher teksternes arketypiske indhold på forunderlig vis.